Fællesskabets magi.

Da jeg var barn mødtes jeg tit med mine klassekammerater og spillede rundbold eller også legede vi børn på gaden, hvor vi spillede kantsten, legede krig, to mand frem for en enke eller lavede skuespil for hinanden. Vi skabte vores egen virkelighed og lærte at indgå i et fællesskab med både op og nedture, som var med til at danne os, som de voksne, vi er i dag. Den kultur er desværre gået i glemmebogen, for når børn kommer hjem i dag, sætter rigtig mange af dem sig foran en skærm alene. Jeg hører forældre sige, at det ikke gør noget, hvis Peter eller Louise vælger at gå hjem og spille Fortnite, fremfor at blive i SFO´en. Der tænkes mere på, om børnene har en nøgle fremfor det fællesskab, de går glip af at være en del af. SFO´erne er sjældent en del af den politiske dagsorden, hvilket betyder, at de fylder en meget lille del i medierne. Det smitter af på befolkningen, som ser det at gå i SFO, som en mulighed, men ikke et must, og samfundssyn skal vi have vendt, for det SFO-tiden kan tilbyde er ganske unikt.

Det er onsdag morgen kl. 6.45, og børnene begynder lige så stille at komme.
Sofie og Lars fra 2. klasse, beslutter sig for at gå nedenunder og lave et spøgelses hus. Det er et mørkt langt rum med huler til alle sider, og de morer sig med at forskrække de børn, der kommer ind. Rygtet om spøgelseshuset løber stærkt i hele SFO´en, og inden længe er alle børnene på underetagen pludselig blevet en del af Lars og Sofies leg.
Jeg bliver også inviteret indenfor, og mens jeg går i mørket, bliver jeg fyldt af en blanding af glæde, spænding og den vildeste følelse af at være en del af noget stort. Jeg var for en stund tilbage på min egen barndomsgade, hvor legene udviklede sig i takt med den fantasi og de input vi alle bidrog med.
Desværre må jeg afblæse legen, da den er på sit højeste, da det er blevet skoletid. Jeg roser Sofie og Lars for deres fede ide´, og Sofie svarer ”det var godt nok Lars og min ide med et spøgelseshus, men vi kunne jo ikke have gjort det uden alle de andre”. WOW, så er det at SFO-tiden går op i en højere enhed, for det er jo lige netop det, det handler om. Man kan udrette noget på egen hånd, men sammen kan man skabe noget unikt.

Det er på tide, at I politikkerne får øjnene op for værdien af at det at være en del af et børnefællesskab, hvor børn som Lars og Sofie kan lege sig til livserfaringer. Det er så vigtigt, at SFO´erne bliver sat på den politiske dagsorden og talt op i medierne, da det vil være en øjenåbner for den almene befolkning, som kan medvirke til at samfundssynet på SFO´erne ændres i en positiv retning. Det inkluderende fællesskab, som børnene indgår i, i SFO´en, er så vigtigt i forhold til at udvikle og danne dem som både selvstændige og sociale samfundsborgere.