Dum eller dejlig?

Solen skinner, ungerne pludrer løs på kryds og tværs, det bobler af glæde, begejstring, forundring, spænding og fryd. Vi vandrer rundt i Københavns gader langt væk fra vores lille århusianske forstad. Pludselig vender Karla sig om og slår armene omkring mig, mens hun jubler: ”Det er det fedeste, jeg nogensinde har oplevet – TAK.”

Det klare, lykkelige, tillidsfulde og selvbevidste blik er det hele værd – ikke mindst fordi, det er Karla!

Jeg tror ikke Karla jublede over at være i København, for dét havde hun faktisk været tidligere sammen med familien, i modsætning til flere af de andre. Jeg tror heller ikke, det handlede om, at hun aftenen i forvejen drønede rundt i rutsjebanerne i Tivoli. Det afgørende var, at hun lige nu var i gang med at opleve finalen på dét projekt, hun havde deltaget og knoklet i, sammen med 27 jævnaldrende børn fra fritidsklubben gennem mere end et halvt år – og det var fedt!!!

Et halvt år tidligere var der en del problemer på skolens 6.årgang, især på tværs af klasserne. De skrøbelige fællesskaber på 6.årgang forsøgte børnene at holde sammen ved at skabe ydre fjender – nemlig de andre 6.klasser! Men heller ikke i ens egen klasse var der lige rart at være. Tonen var tit hård og hånlig, tydeligt anført af de børn, der i virkeligheden havde det sværest og som dybest set selv trængte til steder, der var rare at være. Det var bare ikke dét, de havde lært.

Projektet i klubben, med finale i København, handlede om at lære at tage indflydelse på eget og hinandens liv og at erfare, hvordan det er muligt at skabe ”ny virkelighed”. Min super dygtige kollega og jeg kaldte vores projekt for ”Demokratiprojektet”, hvilket efterhånden blev et begreb i vores klub og et projekt, der blev gentaget år efter år.

Jeg er ikke i tvivl om, at Karla, der førhen faktisk ikke trivedes særlig godt i klassen og havde rigtig svært ved at være væk fra sin familie, syntes min kollega og jeg var DEJLIGE, fordi vi havde skabt rammerne for denne værdifulde erfaring. Jeg er heller ikke i tvivl om, at seje, hårde Christoffer, der ikke længere havde behov for at nedgøre andre, for selv at føle sig noget værd, mente vi var dejlige. Eller drengen med diabetes, der aldrig tidligere havde været væk fra sin familie, fordi der skulle holdes alt for meget styr på blodsukker og insulin. Der er heller ingen tvivl om, at hele gruppen, der havde oplevet den fedeste rejse sammen, lært hinanden at kende på tværs af klasserne, sovet sammen hulter til bulter i den lånte københavnske klub, nu havde meget svært ved at holde fast i fordommene overfor hinanden, fordi fordommene jo ikke holdt i virkeligheden – tværtimod var der i stedet skabt grobund for nye venskaber – der er ingen tvivl om, at de og deres forældre placerede min kollega og jeg i kategorien ”de dejlige”. Men, samtidig følte jeg mig lidt dum på et helt andet parameter.

For spørgsmålet er, om blikket alligevel er det hele værd? Jo, rent fagligt og menneskeligt er det. Det giver absolut mening, når man oplever, at ens faglighed har støttet et barn eller en gruppe i at ”flytte sig”, i at tage skridt, der åbner verden og gør den større, bedre og mere spændende for den enkelte og fællesskabet. Dét er at skabe livsduelighed, hvilket til enhver tid er pejlemærket i mit arbejde – og at skabe livsduelighed er Fritidspædagogik.

Men, er man ikke også dum og til grin, når man arbejder 18 timer i døgnet og i øvrigt er i beredskab resten af tiden i tilfælde af, at noget skulle ske – og samtidig lader sig aflønne for 7,4 time? Ganske vist med et symbolsk kolonitillæg.

Kender du en havnearbejder, ekspedient, ingeniør eller sygeplejerske, der accepterer kun at få løn for halvdelen af sin arbejdstid? Nej, det gør jeg heller ikke – men, det er min betingelse, hvis jeg vil gøre brug af kolonien til at udøve fritidspædagogik, der virkelig flytter børn og unge og giver mening.

Derfor, kære arbejdsgivere, fagforening og politikere på Christiansborg.

Giv nu pædagoger en anstændig løn – sørg i første omgang for, at vi ikke skal føle os dumme og til grin, når vi tager på koloni og knokler døgnet rundt for at lave supergodt fritidspædagogisk arbejde – sørg for det om lidt ved OK21. Fortsæt derefter med at tage pædagogers forældede lønindplacering fra 1969 op til revision. Sørg for at pædagogers løn hæves, så den svarer til lønnen hos andre faggrupper med samme uddannelsesniveau og samfundsmæssige ansvar. Dét kan ikke løses ved OK forhandlinger alene, men kræver en radikal politisk beslutning på Christiansborg.

Vi vil nemlig så gerne lave supergodt pædagogisk arbejde, uden på nogen måde at føle os til grin.