Lad klubpædagogerne arbejde med det de er bedst til

Det skaber problemer i samfundet, når børn og unge vælger klubberne fra.

I forbindelse med seneste budget i Albertslund kommune, læste jeg, at omkring 40% af de unge i byen benytter klubberne. Uden jeg har kontrolleret det, er jeg ret sikker på, det er tilsvarende tal man ser i de andre kommuner, og dette er et bekymrende tal.

Det, der gør tallet bekymrende, er de vigtige arbejdsopgaver, klubberne får tildelt af kommunerne. I Albertslund, skal vi for eksempel arbejde med at ”tilbyde klubaktiviteter for alle unge”. Det er en lidt klodset måde at skrive det på, men tanken bag er god. Vi skal skabe noget for alle de forskellige børn, der er i byen. 

Og i Albertslund har vi mange forskellige børn

• Vi har dem med forskellige diagnoser inden for autismespektrummet, som kræver særlig støtte i dagligdagen til at indgå i de sociale relationer, der er så vigtige at have.
• Vi har de børn og unge, der kæmper med ensomhed efter en lang corona nedlukning.
• Vi har de særligt sensitive børn og børn med ADHD, en kombination, hvor mange snakke om forståelse for hinanden, kommer frem.
• Vi har de børn, hvor det kriminalpræventive arbejde er i højsædet, og vi kæmper en daglig kamp, for ikke at tabe dem i samfundet.
• Og så er der alle de andre, som nok også er en kombination af ovenstående. De piger og drenge, der kommer på klubben for at skabe venskaber og relationer på tværs af klasser og alderstrin. De piger og drenge, der kommer for at lære at sy, spille computer eller male. De kommer også for at hoppe på trampolin, for at spille fodbold, eller helt simpelt, for at få en snak med en voksen, der ikke er mor eller far.

For at kunne skabe de bedst mulige forhold for de aktiviteter vi skal ud og lave for brugerne af klubben, er vi nødt til at kunne arbejde med relationerne til børnene og de unge. 

I bedste fald, har der de sidste mange år, kun været stilstand. I værste fald har der været massive nedskæringer på personale og materialer. Men det forventes stadigvæk, vi er i stand til at levere de samme opgaver.

Men med nedskæringer, forsvinder der børn. De forsvinder af forskellige årsager, men pointen er, at de forsvinder. Man kan ikke danne relationer til børn, der ikke er der. Derfor kan vi ikke altid, klare den kriminalpræventive opgave, der ligger på en ung, eller lige hjælpe det ensomme barn, der sidder derhjemme. Vi kan heller ikke skabe den dagligdag, der er behov for i fritidspædagogikkens tegn. 

Derfor, kære politikere, er det vigtigt, at vi sammen får skabt en fælles tanke for fritidspædagogikken. Når I laver om på områder, skal I lytte til dem, der ved bedst på området. Når der tales om børn og unge i deres fritid, skal I lytte til børnene, de unge og pædagogerne på gulvet. Vi ved mere end jer, og vi er mere end villige til at dele den viden.

Forleden sagde Chili, der går fjerde klasse, farvel på en af de fedeste måder. Hun vælger nemlig med at kvittere med et ”jeg elsker at gå i klub”. Jeg sagde selvfølgelig, det var fedt, og spurgte hende hvorfor hun gjorde det. ”Man slipper for bare at sidde derhjemme. Det er som om at have en legeaftale hver dag”.

Den fornemmelse, vil jeg gerne have mulighed for at give til alle de børn og unge, der gerne vil have det.

Hjælp børnene og de unge i byen og lad klubpædagogerne arbejde med det, de er bedst til.