Vores statsminister varsler tre forslag for at komme problemerne til livs i socialt belastet boligområder, B.la. at kunne sende familier ud af deres bolig hvis en udøver kriminalitet.

”Hvad fanden skal jeg gøre Christian, jeg er bange for at vi bliver smidt ud af vores lejlighed for som du ved har vi udfordringer med vores store søn Amir, han har lavet noget kriminalitet igen.”

Jeg står med Bylan som er stresset og bange for ham og hans familie risikerer at blive smidt ud fra det sted de har boet i 33 år.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre hvis vi bliver smidt ud, min kone græder hele tiden ved tanken om at vi skal flytte, for hvor skal de flytte hen”.

Bylan er ikke kun bekymret for sin kone og ham selv, men i den grad også for hans andre børn.

”hvad med mine andre børn kan de fortsætte på deres skole og børnehave, kan de stadig komme og lege med deres venner”

Det er en bekymring jeg deler med ham for ja, hvad med de mindre søskende, men jeg har desværre ikke et svar til ham.

”Christian jeg kan også smide min søn ud, tror du det hjælper, jeg har ikke lyst til at smide ham på gaden men det bliver jeg måske nødt til”

Jeg gyser ved tanken om selv at skulle stå i sådan en situation hvor jeg skulle overveje at smide min søn på gaden og Jeg mener ikke, at det er en løsning at Amir bliver smidt ud hjemmefra.

Jeg mener, at vi som samfund har en forpligtigelse overfor Amir, uanset hans handlinger men især også et stort ansvar overfor Amirs familie. Vi må og skal hjælpe med at få løst familiernes udfordringer, for jeg møder mange familier som ydre samme bekymringer som Bylan og hvis forslag bliver vedtaget vil vi stå med mange familier uden tag over hovedet og uoverskuelige fremtids udsigter.

Så kære statsminister noget skal der ske er jeg enig i, men at smide en hel familie på gaden kan langt fra være den rigtige løsning.