Vores historier vil danne dem

År efter år ser vi nedskæringer på børneområdet i hele landet. Kommunerne skærer institutionerne ind til benet. Selv i et år, hvor beslutningen om minimumsnormeringer er taget, skæres der i hver fjerde kommune.

Staten giver og kommunerne tager.

Det er som om politikerne ikke forstår, hvor vigtige vores børn er.

Al forskning viser, at jo tidligere vi sætter midler af til pædagogikken, des bedre effekt har den.

Og pædagogikken virker. Vi gør en forskel for børn og unge. Og forskellen kan ses både i dagligdagen og på den lange bane.

Vi hjælper børn i konflikter. Både i de konflikter de har, men også hvordan de fremover skal håndtere konflikterne. 

Vi lærer dem at navigere i de komplekse sociale situationer, der kaldes livet.

Vi hjælper dem at skabe relationer. Lærer dem at skabe relationer, og være i dem. 

Vi vejleder dem og kæmper for deres uddannelse, specielt hvis de er ved at give op.

Vi taler med dem og lytter, når det ikke er forældrenes ører, der er behov for.

Alt dette og meget mere ved jeg, vi gør. Det er jeg sikker på, at resten af landets pædagoger også gør.

Derfor er det umådeligt trættende, når Børneministeren nærmest med frygt i stemmen proklamerer, at en kortere skoledag jo betyder mere SFO-tid.

Som om det er en dårlig ting.

Der er ikke noget at sige til, at man bliver træt som pædagog.

Dårlige normeringer er en daglig kamp. En daglig kamp mod en følelse af ikke at slå til, når behovet er så tydeligt. Der er så meget vores fag kan byde på. Men vi får ikke lov, fordi dårlige normeringer betyder, at selvom pædagogen er dygtig, så når den gode pædagogik ikke ud til alle børn og unge.

Derfor er udtalelser som Børneministerens noget, der slider på pædagogfaget.

Men det er nu, vi skal råbe op. For at gøre en forskel for de børn og unge vi har nu. For at gøre en forskel for fremtiden. 

Vi skal fortælle vores historier.

Vi skal fortælle de gode historier, om alt det vi kan, og det gode vi gør for Danmarks børn og unge. 

Vi skal fortælle de dårlige historier om alt den mangel, der er på vores område.

Vores historier skal åbne øjnene og ørerne på politikerne. Vores historier vil give politikerne den viden, de har behov for. Vores historier vil danne dem.