De menneskelige konsekvenser af coronakrisen kan blive uoverskuelige for samfundet
Det er en dejlig, om end hektisk dag i SFO’en. Der er liv og bevægelse alle vegne. Børnenes forventninger til eftermiddagen kan høres med det samme de kommer ind ad døren: ”Er værkstedet åbent i dag?” ”Må vi gå ind og lege i troldehulen?” og så videre. Jeg bliver nødt til at stoppe dem alle sammen midt i deres begejstring og minde dem om, at de skal gå ud og vaske deres hænder med det samme, og finde ud af hvad de skal bagefter.
Alba tager en kasse med Lego ned fra en hylde. ”Hov hov” siger jeg, da jeg ser hun har fjernet den rød/hvide afspærrings tape foran kassen for at få fat i den. På tapen står der MANDAG. Derefter skal legetøjet være i karantæne i flere dage. I dag er det tirsdag. Alba smiler sødt og jeg kan se hun tænker: ”går den, så går den.” Jeg ved godt hvorfor hun gerne vil have netop DEN kasse med Lego. Det er der det store Lego Friends krydstogtskib ligger, som hun elsker at lege med. Men i dag gik den altså ikke.
Ludvig og Emilie spørger om de må tegne en af de nye jule-kopitegninger. Ludvig har ikke selv penalhus med, men han kan bare låne Emilies farver, siger han. Jeg må også skuffe dem, og sige nej. Man må kun bruge sine egne farver når man tegner i SFO’en – for tænk nu hvis du bliver syg af at låne noget fra en kammerat.
Jeg kan komme med talrige bekymringer jeg gør mig dagligt, i mit arbejde som SFO-pædagog. De menneskelige konsekvenser af coronakrisen og de mange restriktioner som børnene lever med hver dag er nærmest uoverskuelige.
Den mest bekymrende episode skete senere samme dag. I vores SFO har vi en række børn med specielle behov. Mie er en af dem. Hun er lidt umoden af sin, i forvejen beskedne, alder og kræver meget voksenkontakt og meget fysisk kontakt for at føle sig tryg. Hver dag når Mie går hjem, forlader hun ikke SFO’en uden at give alle voksne en hjertevarm krammer. I hele coronaperioden har jeg tænkt: ”Hvis jeg kun må kramme ét barn hver dag, er jeg glad for det er Mie der får et lille klem.” Men denne eftermiddag da Mie er på vej over for at give et kram, stopper hun sig selv. Hun stiller sig i den anden ende af lokalet og sender mig et luftkys i stedet – og mit hjerte brister. Mies mor fortæller mig at de ikke længere har tændt fjernsyn eller radio derhjemme, men nu kun tænder for streamingtjenester når der skal ses TV eller høres musik. De mange reklamer fra sundhedsstyrelsen, og nyhedsudsendelser har gjort Mie bange og utryg.
Jeg frygter at børn som Alba, Ludvig, Emilie og Mie får dybe ar på sjælen af coronakrisen. Jeg er helt med på at vi skal passe på hinanden, og at coronavirus er en alvorlig affære. Men jeg bliver også bekymret over at se børn med ødelagte hænder, børn der er så vant til om omgive sig med afspærrings tape at de ikke finder det farligt eller forkert at bryde det. Børn der ikke lærer værdien af at kunne dele noget med andre og børn der bliver bange for fysisk kontakt og dermed undertrykker deres helt naturlige behov for nærhed. Vi, som samfund, får en kæmpe oprydnings opgave, hvis krisen en dag skulle få en ende. Børnenes hænder heler hurtigt igen, men hvad stiller vi op med alt det andet krisen har ført med sig?
Vi har brug for at få sikret en langtidsholdbar plan fra børne- og ungdomspolitisk side der kan samle op på problematikker som de ovennævnte inden det, for mange børn, vil være for sent.
