SFO´erne og skolen er begge betydningsfulde læringsrum, der ikke udelukker hinanden, men som sammen kan skabe rammerne for, at vi kan sende livsduelige børn videre ud i livet.

Da skolereformen trådte i kraft i august 2014, ønskede man fra politisk side at indføre en længere og mere varieret skoledag, hvor målet var mere læring, inklusion og trivsel for alle elever. Det betød samtidig, at børnenes SFO/fritidshjems-tid blev reduceret, hvilket fik store konsekvenser for børnenes ”frihed” og ”fritid”.

Jeg vover dog at sætte et stort spørgsmålstegn ved, om det er lykkedes efter hensigten. Når jeg som SFO-pædagog overtager børnene efter en lang skoledag i strukturerede rammer, er klasselokalet fyldt af urolige børn. De kan ikke sidde stille mere, og trænger i den grad til at komme i SFO. Et sted, hvor børn som Louisa og Frede kan være, uden hele tiden at skulle præstere, måles og vejes.

Det politiske regnestykke tog ikke højde for, at man ved indførelsen af længere skoledage, frarøvede børnene deres SFO/fritidshjems-tid. Her, hvor de tilegner sig læring gennem leg, føler sig som en del af det inkluderende fællesskab og oplever trivsel ved med- og selvbestemmelse af aktiviteter og valg af kammerater. For mig at se, kan det kun være en gevinst at forkorte de lange skoledage.

Jacob Mark (SF) indkaldte Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i åbent samråd d. 22.10.20, hvor ønsket var en redegørelse for, hvorfor skoledagen for de danske skolebørn ikke skulle gøres kortere. Svaret var, at det så bare ville betyde mere SFO-tid. Hun så hellere, at dagen var mere sammenhængene med flow, bevægelse og tid til andet end den almindelige skolegang.

Her knækker filmen for mig. Det Pernille Rosenkrantz-Theil beskriver er jo lige netop det, der sker i en SFO, og i min optik undervurderer hun på det skammeligste det fremragende pædagogiske arbejde, der ydes i SFO´erne til noget, der nærmest er ligegyldigt.

Det ville være ønskværdigt, hvis I politikere, der er tilhængere af den lange skoledag i stedet, anerkender SFO´erne som Louisa og Fredes fristed, og at deres tilegnelse af læring ikke kun sker på skolebænken, men i høj grad også finder sted i SFO´en.