De store lærer de små eller?

Jeg har tænkt over en ting, der dukket op igen og igen, det sidste år. Regeringens corona håndtering har gjort at børn mødes mindre på kryds og tværs af alder i skole og SFO. Det er især svært for dem, der ikke trives i egne rækker, måske større børn, der skal søge nedad for at finde ligeværd. Eller børn der simpelthen ikke trives i deres klasse fælleskab.

Men en ting, jeg har hørt igen og igen, er at det er synd for de mindste at de ikke kan spejle sig i de større børn, fordi det i sig selv har en opdragne pædagogisk effekt som er god “De store lærer de små” Det er jeg nemlig ikke sikker på altid.

Min oplevelse er vi har langt færre konflikter generelt, fordi de større børn ikke kan udøve den magt, der er i at være stor på samme måde. Det har skabt fælleskaber der er mindre hierarkiske og der er ikke den sammen løben efter voksne, fordi nu var der lige nogen store børn, der har drillet eller vil bestemme det hele, eller omvendt nogen små børn der er irriterende nysgerrige og bare skal gå deres vej. Jeg har også hørt at det er rigtig synd for søskende at de ikke må være sammen i skolen. Igen oplever jeg ofte at de store børn ikke gider deres mindre søskende i den sammenhæng og hurtig får dem vifter væk eller er grove ved dem, når de selv er blandt jævnaldrende venner. Der er også eksempler på det modsatte, men jeg syntes første nævnte er ofte.

Min pointe med bloggen er vi hurtigt får tilskrevet noget værdi, eller mener noget uden at have hele billedet og børne perspektivet med. Det skal dog ikke forstås sådan at det er et ønske om at tingene skal være på en bestemt måde, det er det ikke.