Jeg vil ikke skilles fra mine kollegaer

Udlicitering kan skade os buschauffører når vores kørsel kommer i udbud.

Fremgangsmåden er ofte, at områderne bliver delt op i flere pakker, og derved kan forskellige firmaer vinde en enkelt eller flere pakker i et område.

Jeg hører den ene fortælling efter den anden om, at mine kollegaer rundt omkring i busbranchen er blevet delt ud i helt nye firmaer og dermed splittet fra hinanden.

Flemming som kom og fortalte mig, hvor ked af det han er, efter 25 år med kollegaer, som han er rigtig glad for og har knyttet et særligt bånd til, nu køre i forskellige nye firmaer efter udlicitering.

Det kan blive virkelighed for mig og mine kollegaer indenfor de næste par år, når vores kørsel skal i udlicitering og sandsynligvis bliver udbudt i flere pakker.

Jeg har kollegaer, der har kørt sammen i 30-40 år, og vi er mange som har kørt sammen i over 10 år. Det vil naturligvis få store menneskelige konsekvenser, at vi risikerer at blive skilt ad på grund af den måde man laver udbuddene på.

Men hvem bekymrer sig lige om den vinkel på konsekvenserne for os?

Da Radio 24syv tabte deres sendetilladelse, blev der rejst rigtig meget debat om hvor forfærdeligt og uretfærdigt udliciteringen var. Hurra siger jeg bare!

I min branche har der på intet tidspunkt været rejst så meget fokus på, at man vælger en udbudsmåde, der skiller kollegaer fra hinanden i helt nye firmaer.

Så til jer politikere der laver reglerne på dette område, prøv lige at tænke på hvordan det i virkeligheden går ud over os, der sidder som sidste led, og prøv at sætte jer ind i vores situation som kollegaer.

Husk mine kollegaer og jeg, når i laver udbudene.