“Der er nogen der har talt om at du……..”

Kritik med anonyme afsendere skaber alliancer og magt til afsenderne, men efterlader modtageren umyndiggjort i en glasklokke af fortvivlelse og paranoia. Umyndiggørelsen består i at man ikke kan forsvare eller forklare sig. Man aner ikke hvem man er oppe imod eller hvad motiverne er.

Taktikken kan vel kategoriseres som en herskerteknik og har en særlig aktualitet, fordi det er blevet populært at angive andre for socialt bedrageri.  P4 Sjælland bragte til morgen et interview med en enlig mor, som var blevet angivet. Hun beskrev blandt andet hvor ubehageligt det var for hende at vide, at en eller anden  mistænkeliggjorde hende. Hun vidste måske, men ikke sikkert, hvem der havde angivet hende. Fænomenet kendes ikke blot ved angivelse af snyd og bedrageri. Det kendes også i sladderkulturer på arbejdspladser, i leder-medarbejderrelationer og sågar også i ledelsesrummet. Teknikken etablerer magt og skaber rådvildhed, utryghed og forvirring. Man får slået sin modpart ud af kurs. Og det er måske i virkeligheden formålet?

Det er ikke mit ærinde at forsvare socialt bedrageri, skattesnyd og andre ulovligheder. Jeg ved også at at man kan have sine grunde til at vælge at være anonym, for eksempel frygten for hævnaktioner. Men det er ganske enkelt usselt at gemme sig bag anonymitet eller lade sig selv være sendebud for anonyme kritikere, hvis man ikke har en virkelig god grund.  På samme måde som at det er et godt demokratisk princip kun at modtage de sociale ydelser som man har ret til,  er også det et godt demokratisk princip at lægge navn stå ved sine synspunkter.

Jeg ser kun en vej ud af dette: De mennesker som chikanerer andre med grundløst angiveri skal straffes, og anonymitet bør være en skærpende omstændighed.