#FuldtidJaTak
Jeg sidder og surfer på facebook og bliver ramt af flere billeder med blandt andet unge mennesker på med flg. budskab: #Fuldtid Ja Tak, hold da op tænkte jeg, godt at de unge mennesker kan være med til at råbe op om denne problematik, som handler om deltidsarbejde kontra muligheden for at få et fuldtidsarbejde.
Jeg syntes det er en udfordring, som vi skal have fokus på, da vi ved, at når man har deltidsarbejde, ja så tjener man mindre end hvis man havde fuldtidsarbejde, hvilket jo ikke kan komme som nogen overraskelse. Lever man i et parforhold, så vil ens løn på deltidsarbejde fylde mindre i familiens samlede økonomi, end hvis man havde fuldtidsarbejde. Hvis man bor alene og har deltidsarbejde er man ofte nød til at have flere jobs, eller byde sig til for, for at få ekstra vagter i stedet for at have et fuldtidsarbejde man kan eksistere på.
I FOA hvor jeg har min daglig dag, dækker vi som faglig organisation hovedsageligt et kvindefagsarbejdsområde. Ansatte i de såkaldte kvindefag er ofte ansat på deltid. Ansatte skal have ret til fuldtidsstillinger, ja det har vi hørt nævnt mange gange ved trepartsforhandlinger og ved overenskomstforhandlinger. Desværre er det ikke så let som man umiddelbart skulle tro, at få forhandlet retten til fuldtidsarbejde ind i hverken trepartsforhandlingerne eller ved overenskomstforhandlingerne.
Tal viser blandt andet at inden for social- og sundhedsområdet i FOA er der kun 29 % som har fuldtidsansættelse og ser vi på hele sygehusområdet, ældreplejen, psykiatrien og socialpsykiatrien, er dermed 71 % af de ordinære jobs besat med deltidsansatte.
Ikke nok med det er svært at få et fuldtidsarbejde, ja så er de typiske kvindefag også dårligere lønnede end mange mandefag.
Utroligt tænker jeg, når vi skriver 2016, er det stadig sådan, at samfundet ikke anerkender og honorerer det at hjælpe ældre, børn, syge og handicappede på samme niveau, som det anerkender og honorerer arbejdet med maskiner, byggematerialer, administrativt arbejde mv., for ikke at nævne fyrede bankdirektører.
Når man arbejder på deltid gir det også en ulighed på det personlige plan, idet at ens indtægt blandt andet også har betydning for, hvor meget der bliver indbetalt til pension. Da der er flest kvinder på deltidsansættelse, er det ikke kun nu og her de stilles ringere, de stilles også ringere, når de bliver ældre og på et tidspunkt skal på pension. Konsekvensen af det kan nemt blive, at de deltidsarbejdende kommer til at udgøre ny fattigdomsgruppe af ældre medborgere. Det tror jeg ikke på, at der er nogen, der ønsker sig!
Hanne som jeg kender så godt er nyuddannet social- og sundhedsassistent og ansat på 30 timer om ugen. Hanne vil gerne have et fuldtidsarbejde, men det er nærmest umuligt, Hanne har søgt arbejde på sygehuset og i hjemmeplejen, og hun kan sagtens får et arbejde men det er på deltid. Lige som for mange andre i det offentlige, har det store konsekvenser for mig, at jeg ikke kan få et fuldtidsarbejde, jeg får en lavere løn, dårligere forhold ved barsel, længere tid om at optjene dagpengeret og en ringere pension fortæller Hanne. Jeg siger ikke at alle skal have et fuldtidsarbejde, jeg siger bare at alle skal have muligheden for det. Jeg ville rigtig gerne have mulighed for en fuldtidsansættelse på min nuværende arbejdsplads, men det har desværre ikke været muligt, derfor har jeg valgt at blive tilknyttet et vikarbureau. Når det er muligt tager jeg også gerne ekstra vagter på min arbejdsplads, mit største ønske lige nu ville være, at min leder kom og sagde, Hanne jeg vil gerne tilbyde dig en fuldtidsansættelse… ak ja jeg har da lov at drømme ;o)
Hvis du har det ligesom Hanne og alle de andre som er deltidsansatte, så støt op om det at alle skulle have ret til en fuldtidsansættelse, for jo flere der siger det højt, jo større er chancen for det bliver hørt, og på den måde kan vi sammen få skabt mulighed og accept af retten til et fuldtidsjob, når den enkelte måtte ønske det. Det vil også medvirke til at skabe en større lighed i samfundet, det uanset om man er ansat inde for et mande- eller kvindefag.