Skal smertestillende være mit værktøj på arbejdet fremover?

Et tilbageblik i min hverdag.

Klokken er 03.44. Jeg er vågen igen. Her i nat vågner jeg med en led kvalme og et hoved der dunker med 120 i timen. Jeg får taget mig sammen og rejser mig fra sengen. Er helt stiv i overkroppen, nakken og skulderen. Så fik jeg heller ikke lov til at sove i nat heller. Jeg tog ellers en af de piller min læge havde givet mig på recept – øv de virker kun overfladisk. Jeg tager en til og prøver at falde i søvn igen.
Uret ringer 05.30. Så er det op. Nu er kvalmen heldigvis forsvundet, men mit hoved, det føles som om det er ved at briste. Det er tungt, min krop er tung og træt! Lander på mit arbejde kl. syv og ved otte/halv ni tiden er hovedpinen lettet, min krop er i gang igen. Jeg har allerede spartlet hele stuen og nu skal jeg i gang med at male.
Jeg ved mine arbejdskollegaer har det på samme måde. Jeg har måtte hjælpe Ole op fra malerspanden, efter pausen. Han kunne ikke komme op på grund af ryggen. Mette rendte rundt med støtteskinne på hånden. Hun havde fået seneskedehindebetændelse. Egentlig burde hun være blevet hjemme og holde den i ro, men et par Panodil gør underværker, som hun sagde.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste.
I samarbejde med Arbejdsmedicinsk klinik, har Malerforbundet lavet en undersøgelse. Den nævner det skræmmende tal. 37% tog smertestillende medicin inden for de sidste 4 uger, mens de gik på arbejde.
Det går fint i tråd med det jeg oplever i mit nuværende job. Flere gange om ugen får jeg henvendelser fra mine kollegaer, omkring arbejdsskader. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan de har det – for jeg kan kun nikke genkendende til deres historier om smerter, arbejdsskader og den frustration de har.

Når først arbejdsskaden er konstateret, sker det ofte, at man bliver sygemeldt eller er nødsaget til at skifte erhverv. Her følger en lavere ydelse med i kølvandet. Det er en af grundene til at jeg og mine kollegaer vælger at smertestille med piller og forsætte med at arbejde, selv om vi har ondt. Det er jo vores levebrød.

Vi har flere kæmpe udfordringer foran os.
I den nyligt vedtaget finanslov, ser jeg, at der flyttet fokus og man har vendt arbejdsmiljøet ryggen. Helt konkret betyder det at der er færre midler til at forebygge arbejdsskader, og man har skåret i bevillingerne til Arbejdstilsynet – her har man måtte nedlægge 125 stillinger, og fordele arbejdsopgaverne på 60 medarbejdere. Det har efter deres eget udsagn, affødt en skeptisk i Arbejdstilsynet – kan de opfylde 2020 målet om at nedsætte og forebygge arbejdsskader, med de mindre midler og færre ansatte?

Vi har en Arbejdsmiljølov som blev ændret i 2010. Her lagde man vægt på muligheden for et større samarbejde mellem leder og de ansatte. En del punkter er blevet ændret til at man ”kan” i stedet for ”skal”. På papiret ser det vel i og for sig godt ud, at begge parter skal samarbejde og begge har noget at skulle ha sagt.
Lad mig lige slå fast at det altså kun fungere, hvis begge parter er indstillet på det, hvis der er tid og hvis der er økonomi til det. Ude i virksomhederne, ser jeg ofte, at lovens hensigt, ikke fungere. Så teori og praksis er altså bare ikke altid det samme.

Det er trist, for mine kolleger og jeg skal være længere på arbejdsmarked, inden vi kan gå hjem og nyde vores otium. Vi ved ikke engang hvornår, for endnu en gang forslår “Borgen”, at pensionsalderen bør udskydes. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er ikke blevet nemmere at være for os.

Med det i tankerne, står vi over for en udflytning af Arbejdsskadestyrelsen. Taget i betragtning af, at mange af vores sager har fået forkerte afgørelser, som har affødt lange behandlingstider, vil en udflytning i min optik, sikkert ikke bidrage til noget positivt, og mon ikke vores arbejdsskader endnu en gang sendes til tælling.

Hvad er løsningen så?
Den enkelte kan ikke gøre det alene. Derfor er vi alle forpligtet til at gøre noget og løse den udfordring i fællesskab!
Måske er den differencerede pensions alder ikke så tosset. Vi burde helt klart få kigget nærmere på muligheden, hvis ikke i lovgivningen, så via overenskomsterne.
Til sidst så skal udflytningen at Arbejdsskadestyrelsen trækkes tilbage. Den pose penge kunne snildt overføres til Arbejdstilsynet. Så ville der være tid og råd til at forebygge igen.
Indtil da, skal vi altså passe meget bedre på os selv end vi gør. Vi skal tage de smertestillende piller op af baglommen og lade dem stå i skabet. I stedet skal vi blive meget bedre til at gøre krav på et ordentligt arbejdsmiljø, når vi går på arbejde.

Jeg hedder Charlotte, bygningsmaler med ondt i kroppen,
Faglig arbejdsmiljø sekretær i Malernes fagforening Sjælland.