Pædagoger i skolen – hvad skal de dog der?

Hvorfor er det, at pædagoger skal bruges som lappeløsninger for manglende lærere, når der er så meget brug for netop deres pædagog-kompetencer?

Jeg lukker stille og forsigtigt døren op til min 2. klasse. En samling kopisider er under armen, dagens sidste lektion fra kl. 13 – 14 skal bruges til at øve skrivning. Indenfor sidder klassen i  futtog på vores blå bænke, som vi er så heldige at have i klassen. Der er helt stille og deres hænder er i gang med at massere skulderne på klassekammeraten foran. Deres ansigter er koncentrerede og samtidig nydende. De passer på hinanden. Susanne, klassens skolepædagog, har gjort noget næsten forbudt. Hun har brugt sin lektion i klassen til at skabe trivsel i stedet for at øve dansk.

Det har været en lang vej, det er stadig mest forbudt, men hold da helt op, hvor det virker godt for klassens sociale liv. Der har været meget modstand, det er føget med hårde ord, der har været grædt, og man skal stadig stå meget fast på sin mening. Og nej, det er ikke hos eleverne, modstanden har været. Men kampen har stået med skolens ledelse. Skolepædagogerne er der for at lave skolearbejde!

De skal lave lektier med eleverne, de skal lave dansk på sjove måder, underforstået med bevægelse. De skal lave understøttende undervisning alene med en hel klasse – i et fag, som de ikke er uddannet til. De skal have holdtimer med årgangen, så vi kan være tre voksne om to klasser til læseundervisning. De skal deltage i dansk-fagudvalgsteam uden at kende dansk-faglige fagudtryk ud over egen skoletids undervisning. De skal være de voksne, der skal redde det hele, når der til dialogmøder med elever med særlige behov, bliver sagt, at her klares inklusion med holdundervisning. Og så bliver de i øvrigt ikke dækket med vikarer, hvis de er væk.

Jeg havde min første pædagog med i 2000. Skole-hjem-samtaler blev til skole-SFO-hjem-samtaler og hvilken fantastisk oplevelse, når hun så det hele barn.

De 20 minutters samtale blev løftet op over elevens faglige resultater, når der blev fortalt om barnets udvikling med at vælge aktiviteter i SFOen. Senere fik vi pædagogerne helt med ind i klasselokalet, og lille forsigtige Mathilde blev støttet både i klassen og på SFO, drengemøder blev holdt på Æblehuset, når de havde lavet noget dumt sammen i skolen. Vi var pludselig to til at se, hjælpe og anerkende eleverne.

Måske troede man med reformen, at de ting kom med ind i skolens ny hverdag.

Sådan blev det ikke! Det blev én pædagog i én time i én klasse – i fag, som de ikke er uddannet i. Man kalder det understøttende undervisning.

Jeg ville ønske, at pædagoger fik lov til at gøre det, som de er gode til. Nemlig at arbejde med elevernes trivsel, med klassens sociale liv og anerkendelse af den enkelte elev.

Jeg ville ønske, at der var fagudvalg for pædagogerne på linie med lærernes fagudvalg, hvor netop deres kompetencer kan styrkes. Jeg ville ønske, at man ville stoppe med at bruge pædagogerne som lappeløsninger for manglende lærere.

Susanne og jeg “snød”. Vi sagde, at arbejde med klassens trivsel understøttede elevernes læring. Og det virkede!

 

Navne er anonymiseret