“Jeg har helt ondt i maven på jeres vegne. At I skal være i det.”

Jeg ser med stigende bekymring, hvordan inklusion bliver ekskluderende, fordi nogle børn ikke magter en skolehverdag i de almene skoler, med mange børn omkring sig, skiftende fag og dermed også voksne. Dette er blot én episode blandt mange fra min hverdag – og sikkert mange andres.

Louise har glædet sig. Hele klassen har glædet sig. 2.klasse skal på tur, og de er blevet bedt om at gå på toilettet, tage det varme tøj på og stille sig klar med turtasken i skolegården.

Vi skal med bussen, som holder ved et busstoppested længere nede ad vejen.  Vi er to voksne med på turen, og vi har taget en dyb indånding, da vi ved, at det kan være en svær balancegang for Louise at skulle med på tur. Sidste gang vi var af sted, var hun nær ikke kommet med hjem i bussen, da hun nægtede at gå ind. I ventetiden indtil bussen kom, blev hun sur på en kammerat, så sur, at hun efterfølgende nægtede at gå ind i bussen. Det krævede – med bankende hjerte og høj puls – et beslutsomt tag i hendes arm at nå at komme om bord på bussen sammen med de øvrige elever.

Så nu har vi holdt vejret, vi to lærere, der skal med klassen på tur. Jeg vågnede tidligt samme morgen, tankerne zoomede allerede ind på dagens udfordring. Er det klogt at tage på tur? Skal vi bare blive hjemme? Skal hun med? Skal hun sætte dagsordnen for resten af klassen?

Jeg skal hente min jakke i garderoben, gående mod døren svinger jeg halstørklædet om min hals, jeg er nødt til at være hurtigt tilbage igen for at holde ro og orden. Min kollega er optaget af nogle uenigheder forrest i gårækken, da Lena fra klassen kommer mig grædende i møde. Hun holder sig på kinden og fortæller hikstende, at hun fik en lussing af Louise, fordi hun havde spurgt Louise, om ikke hun også skulle stille sig op i gårækken. Jeg trøster Lena, imens jeg scanner skolegårdens afkroge i et forsøg på at opspore Louise. Jeg ved, at Louise har glædet sig til turen, lige såvel som Lena. Louise er godt i gang med at ødelægge turen, og vi er endnu ikke kommet af sted.  Der er allerede gået for lang tid. Vi skulle være gået.

Kan min kollega tage alene med resten af klassen? Skal vi alle blive hjemme? Skal vi forsøge at tage en senere bus? Vil Louise nogensinde få succes med denne tur? Spørgsmålene hober sig op. Jeg skal tage en beslutning. NU.

Jeg har ansvaret for, at hvert enkelt barn trives i klassen. Jeg har ansvaret for at skåne og skærme både klassen og de børn, der har det svært.  Jeg står ofte i dilemmaer lignende denne, hvor jeg skal tage lynhurtige beslutninger og helt særlige hensyn til enkelte elever, som ikke er klar til indgå i det positive klassefællesskab og bidrage til at få tingene til at glide.

Jeg ser, hvordan klassen som helhed påvirkes af en, to, tre eller flere klassekammerater som Louise, der ud af det blå kan smække en lussing, kaste en stol eller sparke en lærer over skinnebenet.

Pilen peger altid på os som skole, os som klasseteam, mig som lærer.  Det er vores ansvar, og vi påtager os det gerne.

Men det er ude af vores hænder at sætte de lovmæssige rammer, hvorunder vi kan løfte opgaven. Som en forælder sagde til mig: Jeg har helt ondt i maven på jeres vegne. At I skal være i det.

Og det skal vi. Det gør vi. Endnu.