Giv eleverne en kortere skoledag og lærerne mere forberedelsestid
Når du kører på motorvejen, og der er vejarbejde, er der sat skilte, lyssignaler og reflekser op, der fortæller dig, at du skal sænke farten og være opmærksom. Det gør, at du letter foden lidt fra speederen, kigger dig omkring, du er opmærksom på, hvor du er på vej hen og på den måde, undgår du at køre galt.
At arbejde i folkeskolen kan nogle gange føles, som at køre hurtigt på motorvejen. Min kollega, Marie, kører rigtig hurtigt hver eneste dag, og hun er blevet rigtig god til det. Marie er klasselærer, og udover at tage sig af sine egne elever, er hendes opgave også at være der for de elever, der har det svært. Dem er der mange af. På trods af at Marie kører med 130 km/t, har hun en evne til at række hånden ud og være der for de børn og unge, som står fortvivlet i nødsporet, uden at vide hvor de skal hen. Du har sikkert mødt en lærer i din skoletid, som på en eller anden måde er gået direkte ind i dit hjerte. Det gør Marie. Hun går ind i alles hjerter, for hun ser ting, som andre ikke ser. Hun planter små frø af håb i børnene, som smitter af på alle omkring hende. Hver dag følger børnene hende op og ned af gangene, fordi hendes nærvær alene er med til at give dem troen på sig selv tilbage. Alle børn kan komme til hende, og selvom hun har rigtig mange ting, hun skal nå, så holder hun ind til siden, når hun møder et barn i nødsporet. Marie kører aldrig forbi et barn, en kollega eller en opgave, som skal løses.
I folkeskolen findes der ikke skilte med fartgrænser, og du er ikke begrænset til kun at gøre en ting af gangen, som du er, når du kører bil. I folkeskolen har du speederen i bund, der er meget, du skal nå. Med høj fart når du en helt masse ting. Men ingen kan holde til det høje tempo på lang sigt. Ikke fordi, at du bliver stresset af at have mange opgaver. Du bliver stresset af at have for lidt tid og dårlige forudsætninger for at løse dine opgaver.
Det vil få konsekvenser. Der er børn, som vil blive overset, for Marie er ikke alene. Hendes kollegaer kører også meget stærkt. Hvis presset bliver for stort, er der børn, som vil blive overset. Og så er der ingen, der hjælper dem. Det er ikke i orden. Børn og unge mennesker har brug for støtte og tryghed. Det er hårdt at være barn i dag. De har stress, angst og depressioner som aldrig før. De skal nok blive set den dag, de forgæves forsøger at gøre en uddannelse færdig, den dag de ikke kan få et job og den dag de er blevet til røde tal på kommunernes budgetter. Men det er alt for sent. Vi skal investere i skolen, så vi ser dem meget tidligere. Nu.
Lærerne skal simpelthen have noget mere tid. Mere tid betyder ikke en længere arbejdsuge for lærerne, men en kortere skoledag for eleverne. Vi lærerne skal have mulighed for at være nærværende og tilstede i vores undervisning. Giv os råderum til at bruge vores forberedelsestid, som vi finder det bedst. Vi ved, hvad der er vigtigt for os selv og for vores elever. Værdien samfundet vil få tilbage er enorm. Børn og unge mennesker vil trives bedre, de vil være gladere og have mindre stress. Det vil gavne samfundet på alle områder.
Pernille Rosenkrantz-Theil, du bliver simpelthen nødt til åbne ørerne og lytte til lærerne, til eleverne og til andre eksperter fra folkeskolen. Hvorfor er du blevet børne- og undervisningsminister, hvis lærernes og elevernes stemmer ikke er værd at lytte til?
