Til kamp mod Corydons budgetlov

Jeg møder rimelig veloplagt op på arbejde efter weekendens strabadser. Jeg glæder mig til via rim og remser at indføre eleverne i den tyske grammatiks vidunderlige finurligheder men får så den nedslående meddelelse på Aula, at jeg pga. kollegas sygdom skal holde opsyn med naboklassen. Jeg kan godt glemme alt om at gennemføre min planlagte undervisning. Senere på dagen lige op til 12-pausen bryder elev Y sammen, fordi hun mener, at klassen mobber hende. Hun er utrøstelig, og jeg bruger hele min pause til at tale med hende og få hende samlet op. Hele den kommende uge overskygges min undervisning af min pligt til at handle på Y’s sag: konflikthåndtering i klassen (også om nye konflikter), samtaler med børn i mine pauser, møde med Y’s mor i min sparsomme forberedelsestid, foranstaltning af AKT-hjælp, samtaler med psykolog og opsamling og orientering af skoleleder.

Da ugen nærmer sig sin afslutning, må jeg erkende, at jeg ikke kommer til at fyre min geniale rim-og-remse- tyske grammatik af i denne uge. Der har simpelthen ikke været ro i børnene eller læringsrum i klassen til fagligt fokus. Og der er ikke udsigt til en snarlig løsning på konflikterne, den ene tager den anden og det virker som en selvforstærkende spiral uden ende.

Fredag stopper jeg op, stempler ud og tænker bare på weekend men indfanges af en overskrift i mit nyhedsfeed: ”Skrot Corydons budgetlov, -folkeskolen er under massivt økonomisk pres, budgetloven fremtvinger permanent mindreforbrug i kommunernes institutioner. Deltag i den landsdækkende aktionsdag lørdag d. 14.3. imod budgetloven.”

Jeg er folkeskolelærer, ikke økonom eller regnskabsfører, jeg beskæftiger mig ikke med noget så kedeligt og usexet som en budgetlov. Det er ikke inden for min ressort, -det er der andre kloge mennesker, der må tage sig af. Tænker jeg. Indtil det pludselig slår mig, at den forgangne uges udfordringer i et eller andet omfang måske kan føres tilbage til budgetlovens stramme økonomiske styring oppefra. Hvor er ressourcerne til at lave en langsigtet indsats og støtte til børn i mistrivsel? Hvor er ressourcerne til at ansætte flere lærere, til at nedsætte det ugentlige høje undervisningstimetal, til at nedsætte antallet af elever i klasserne, til at give børn med specialbehov det rette tilbud, men først og sidst: til at give mig mulighed for at levere undervisning med kvalitet? Jeg læser i aviserne, at økonomien i Danmark igen er god, og at vi er ovre finanskrisen i 08. Det hænger ikke sammen. Hvorfor kan jeg ikke mærke den forbedring?

Jeg lader hånt om det fine gamle citat fra biblen om at komme hviledagen i hu og bruger weekenden på at stille skarpt på budgetloven. Jeg lærer, at budgetloven er den danske implementering af EU’s finanspagt, gennemført i 2012 af daværende S-R-SF-regering i samarbejde med Konservative og Venstre. Budgetloven indebærer, at de offentlige finanser skal være i balance (lande på nul med et udsving på max 0,5 %) efter hvert enkelt finansår, og den indfører lofter over, hvor mange penge der må bruges på velfærd i kommunerne. I praksis betyder det, at de enkelte institutioner foretager ”benzinafbrænding” sidst på året, så pengene ikke er tabt. I stedet kunne pengene være sparet op med henblik på en mere langsigtet investering i det offentlige. Samtidig har loven indført skrappe økonomiske sanktioner over for kommunerne, hvis de overskrider budgetterne. Det har skræmt dem, så de hele tiden bruger meget mindre, end det er muligt – af frygt for at blive straffet økonomisk.  

De skræmmende fakta er følgende:

  • I alt har kommunerne siden 2012 brugt 32 mia. mindre end de måtte.
  • I samme periode er der forsvundet mere end 34.000 fuldtidsstillinger i kommunerne.

Pludselig ser jeg, hvor meget budgetloven umærkeligt og alligevel skræmmende mærkbart også påvirker min hverdag som lærer, og en stemme fra ugen råber til mig: Tone kom ind i kampen, råb op, aktioner og gå til kamp mod Corydons budgetlov! Fortæl folk uden for skolen, at du kæmper for din faglighed og for din pligt til at udføre det, du er uddannet til, nemlig at undervise. Fortæl dem at dine vilkår igennem årene er mærkbart forværret. Fortæl dem, at du løber stærkere år for år, at du med arme og ben slås for at alle børn uanset baggrund og forudsætninger har lige ret til at blive mødt, hvor de er, og ikke mindst at det er i folkeskolen, at grundstenene til samfundets sociale sammenhængskraft lægges. Fortæl dem, at denne sammenhængskraft er i fare!

Ja, svarer jeg stemmen, det er det, jeg skal; det er min forbandede pligt som offentligt ansat og som velfærdsarbejder. Det er min pligt at fortælle, at budgetloven har en direkte indflydelse på mine muligheder for at lave kvalificeret undervisning og i andet led på mine muligheder for at vise verden, at folkeskolen er hele folkets skole.

Lørdag den 14. marts vil være første gang, jeg lader min stemme lyde ved en af de mange demonstrationer, der vil være landet over. Om det skal være på vegne af min fagforening eller bare som mig selv, det ved jeg ikke endnu. Jeg ved heller ikke på hvilket niveau, jeg vil deltage. Det, jeg ved, det er, at jo flere brancher i den offentlige sektor, der går sammen d. 14.3. om at lyse på budgetloven som en alvorlig trussel mod vores velfærdsmodel, jo mere genklang vil det vinde på Christiansborg. Mange organisationer og lokale afdelinger af fagforeninger har allerede meldt sig på banen. (se link nedenfor)

Jeg er med! Er du?

Se mere på skrotbudgetloven.dk og org.enhedslisten.dk/budgetloven