Giv skolerne værktøjet til at tage imod flygtningeelever
Ali sprutter og raser. Hovedet er ildrødt og han taler grimt på en sjov måde, især hvis man siger noget om hans far, så stikker det helt af for ham. Det er derfor, det er sjovt at drille Ali. Der er gevinst hver gang. Ali er flygtningebarn og boede de første 5 år af sit liv i Syrien. På grund af krigen flyttede familien til Tyrkiet, hvor han har gået i skole et par år. Han mistede sin far i en ulykke, da han var 2 måneder gammel og selvom han har en papfar og en god familie, er tabet stadig et åbent sår for ham.
Alis minder fra Syrien er uklare og dårlige. Der er aldrig nogen, der har hjulpet ham over tabene, som også indbefatter sprog, land og identitet.
Og nu står skolen med en elev, der stiger ud af flyveren den ene dag og helst skal integreres i en 6. klasse den næste. Når skolerne modtager flygtningeelever, ved de aldrig, hvilken elev de får ind i klassen. Eleven bliver ganske vist screenet hos kommunens tosprogskonsulent, men det er stærkt begrænset, hvad man ved om eleven efter en 45 minutters samtale og nogle familier fortæller ikke alt. Metoden vi bruger ved nyankomne elever, er inspireret af metoden i Sverige. Forskellen er bare, at vores er en discountmodel. I Sverige bliver eleven screenet i 70 min på såvel faglighed i læsning som på forståelse for matematik. Efterfølgende kigger konsulenten på de samlede informationer og eleven bliver placeret på en skole, der passer til elevens niveau – hos nogle lærere der ved, hvad det indebærer at undervise flersprogede børn.
I den svenske screeningsmodel ville man formentlig have opsnuset, at Ali hverken havde lært at læse på arabisk eller tyrkisk og at skolen har at gøre med en elev, der i en alder af 13 år først nu skal til at lære et alfabet. Eller det vil sige, Ali er kun 11 år, det kan tandlægen fortælle ud fra hans tandsæt. Mor har altså løjet ham ældre end han er.
Når brikkerne falder på plads, giver hans modenhed og adfærd mening. Vi har bare spildt et år på at nå frem til et resultat, der burde være opklaret inden skolestart. Og skolerne har desværre mange af den slags sager. For i Danmark har vi som sagt den billige model af screeningen. Vi får et begrænset kendskab til elevens baggrund, årsagen til familien er kommet til Danmark og vi får kortlagt alle sprog de taler. Men, hvad børnene har med sig af faglighed, bliver først screenet, når eleven er indskrevet på en skole. Og hvad eleven har med i bagagen af følelsesmæssige frustrationer, det aner vi ingenting om. Ofte begynder vi først at kende vores elever, når de roder sig ud i konflikter som Ali gør.
Hvorfor vælger vi en screeningsmetode, som langt fra giver os et fyldestgørende billede af eleven? Den danske model er en halvfærdig version, der ikke tilbyder os det værktøj, vi har brug for. Vi kender ikke eleverne, deres faglighed og deres oplevelser på deres rejse til Danmark, så skolen er ikke ordentligt forberedt på, hvilket beredskab, der skal sættes ind ved indskrivningen. Lærerne skal tilbydes en fast tolk, der følger eleven indtil vi har lært ham eller hende at kende. For hvordan skal vi hjælpe en traumatiseret elev, vi ikke kan tale med? Vi har jo ikke en jordisk chance for at skabe relationer, når vi ikke har et fælles sprog. Der er også brug for nogle dygtige integrationsvejledere, der kan skabe en relation til familien og så skal vi have et rejsehold, der har en viden på det her område. Vi overlader integrationsopgaven til skolerne uden at klæde lærerne på til den. Og så skal der kigges på screeningsværktøjet ”Hele vejen rundt om eleven”, der skal spyttes de sidste midler i, så vi kan få det det værktøj, det oprindeligt var tænkt til at være.
