Det er sjovere at arbejde efter klassens mål end ministeriets
For to år siden overtog jeg et hold modtageelever, som på det tidspunkt gik i 6. klasse. Det var kaotisk, fordi de havde manglet en lærer i noget tid og som nyankomne flygtningeelever, duer det bare ikke. De har om muligt mere end andre brug for ro og regelmæssighed. Jeg skulle egentlig have 7 elever, men nogle gange kom der kun et par stykker andre gange 14. De løb om hjørner med mig og gemte skemaerne, så jeg ikke vidste, om de skulle være i klassen eller ej. Heldigvis kunne nogle af dem lidt engelsk og vi begyndte at lære hinanden at kende. Det blev hurtigt tydeligt for mig, hvor svært det er for en lærer i en almindelig skoleklasse, at inkludere flygtningeelever i klassefællesskabet. Det er et godt signal, at der findes et modtagetilbud for disse elever, men det kræver et kæmpe samarbejde, hvis modtagelsen af denne elevgruppe skal ende ud i lykkelig integration. Det er trods alt kun en lille gruppe elever på en stor skole og det er måske ikke så mærkeligt, at i en travl hverdag, så er det ikke dem skoledagen bliver indrettet efter. Det ville dog være skønt, hvis det var, for det gjorde ondt indeni, da det begyndte at gå op for mig, hvor lidt deres personlighed, viden og styrker kom i spil i hverdagen. Nogle af de kvikke elever begyndte at blive indadvendte og kede af det, fordi deres resurser aldrig blev set. De begyndte at have et højt fravær. Andre kunne se det tragikomiske i situationen. Når Sana blev sat sammen med de danske elever, der heller aldrig blev valgt til gruppearbejde, kom hun grinende ind i basisdanskklassen og fortalte hun var kommet i ”lonely-gruppen” igen.
Jeg begyndte at søge fonde, for at “lonely-gruppen” skulle have en oplevelse med klassen, hvor alle fik mulighed for at lære hinanden at kende og samtidigt skabe et projekt sammen. Den mulighed vidste jeg de ville få, hvis de fik lov at arbejde på et af C:ntact teatrets fantastiske forløb og på magisk vis lykkedes det os i fællesskab at skaffe det beløb, vi skulle bruge. Det tog et års tid, men det lykkedes og heldigvis bakkede min ledelse op om projektet og det samme gjorde klasseteamet. Tænk at have så fantastiske kolleger, der kan overskue at presse endnu mere ind i 8. klasses hårdt pumpede program, men de syntes heldigvis der var flere muligheder end mure.
Vi skal i gang med vores selvproducerede teaterstykke om et par måneder og vi skal samarbejde med en naboskole. Selvom det bliver kaotisk, bliver det også sjovt og lærerigt. Det er så hamrende vigtigt, at alle elever får en chance for at føle sig inkluderet i fællesskabet, for vi ved, at elever der føler sig inkluderede, klarer sig bedre fagligt og undgår at komme i risikozonen for at udvikle angst, ensomhed og modborgerskab. Som en ekstra bonus håber jeg, at de danske klassekammerater får den opfattelse, at andre etniciteter også har en vigtig rolle i forhold til vores samfundsudvikling.
At få sådan et projekt på benene, bruger vi i virkeligheden alt, alt for lang tid på at organisere og gennemføre. Det er tid ingen af os der har, men vi gør det, fordi det betyder så uendeligt meget, at alle i en klasse får lov at føle sig vigtige. Alle elever skal på scenen til de i alt 6 forestillinger og det bliver helt sikkert vildt grænseoverskridende for nogle.
Lige nu er det op til den enkelte lærer at prioritere projekter, der kommer fællesskabet til gode. Det kan være et svært valg i en travl hverdag og det kræver enighed i et team. Men det er forkert, at trivsel kun er et anliggende for lærerne. Ledelsen spiller en betydelig rolle i at opmuntre alle til at prioritere det ufaglige i perioder og så skal de huske at skabe gode rammer for, at det reelt kan lade sig gøre. Ellers rammer de fede projekter skævt – og de svage elever betaler prisen.
