Fra uro til overskud.

Der dufter af frisk luft ude på gangen. Eleverne fra 2. årgang er lige kommer ind fra frikvarter. Støjniveauet er højt og det virker som om legene ikke helt er stoppet. Lene og jeg kommer ind, og Andreas løber hen til Lene og giver hende et stort knus. Flere af eleverne råber ”hej Lene” eller vinker til hende. Andre reagerer ikke synderligt for Lene er efterhånden blevet en del af 2A.

Da Lene gik på pension, besluttede hun sig for at lave frivilligt arbejde. Valget faldt på folkeskolen. Lene er frivillig gennem ”Skolens Venner”. Lene hjælper til i klassen, mens det er mig der har ansvaret for al undervisning. Rollefordelingen er helt præcist beskrevet af Skolens Venner, så Lene og jeg ved præcis, hvad jeg skal, og hvad Lene må og ikke må.

Før var mandag en dag med meget uro. Mange elever var trætte efter weekenden, mens andre var meget livlige efter to dage væk fra skolens rammer og rutiner. Mandag var før en dag, hvor undervisningen var med en stram struktur og ikke for mange nye slags opgaver. Nu er mandag dagen, hvor nye emner introduceres, og gruppearbejdet igen er muligt, uden at der opstår alt for meget uro. At Lene er kommet, betyder at undervisningen kan planlægges helt anderledes.

Lene er virkelig dygtig, men det er ikke det der er det afgørende. Nej, det er, at vi er to voksne i klassen samtidig. Der sker noget magisk, når to voksne træder ind i klassen. Eleverne ved, at der er mindre ventetid, når man har brug for hjælp, og at der er flere voksne som lytter til deres historier. Der er simpelthen større voksenopmærksomhed.

Denne mandag arbejder klassen med nabosprog, og jeg har lige introduceret lektionens program. Men inden vi arbejder med nabosprog, har klassen læsestund i 20 minutter. To af pigerne spørger Lene, om de må sidde ovre ved vinduet mens de læser. Lene hvisker, at selvfølgelig må de det. Andreas skynder sig over til Lene og spørger, om hun vil læse med ham. Mens Lene sætter sig til rette med Andreas, hjælper jeg tre af drengene med at finde en bog fra klassens eget bibliotek. Flere af eleverne er fordybet i læsningen, men et par stykker skal lige hjælpes på vej. Jeg går fra et øjeblik og får fundet dagens opgaver på smartboardet.

Efter læsningen bliver alle eleverne bedt om at pakke bøgerne væk. Jeg har store problemer med at få lyden til at virke på smartboardet, men Lene griber straks dagens tekst og spørger, om ikke hun skal læse den højt, mens jeg roder med teknikken. Klassen fanges hurtigt af Lenes svenske læsning af ”Storken og Ræven”. Da Lene er færdig med teksten, har jeg klaret teknikken. Mens jeg forklarer opgaverne og viser billederne, hjælper Lene en af drengene ud på toilettet, da han har fået næseblod.  

Jeg mener, at det er en gave at have en ekstra hånd i undervisningen. Det løfter stemningen og trygheden i klassen, at der er flere voksne omkring børnene. Men tænk hvis Lene var uddannet lærer og en af mine kollegaer, en som jeg kunne planlægge og sparre med. Tænk hvis vi inden undervisningen kunne tilrettelægge den, så vi kunne undervise hver vores gruppe med lige de mål, gruppen havde brug for.

Lad os nu få den tolærerordning, som alle snakker så meget om!