Jeg savner mine elever
Jeg har været på skolen som nødberedskab til 6 elever. Det har været en absolut fornøjelse. Jeg kan virkelig mærke, at jeg savner selskabet af elever, som er nysgerrige på dagen og på hvad jeg har at tilbyde.
Dagen startede med en hurtig overlevering fra SFO, hvorefter vi tog fat. Vi hentede computerne og eleverne gik i gang med de lektier, som de havde fået fra deres lærere. En elev spurgte mig om hjælp, og jeg kunne mærke hvordan jeg sprudlede indeni over, at der igen var en elev der havde behov for min hjælp. Tankerne gik på mine egne elever i 6. klasse, der kæmper med et forløb på Alinea om rumfang af prismer. Det er ikke det nemmeste, men de har ikke opgivet modet. Jeg har dagligt været i kontakt med både elever og forældre over Aula eller telefon, for at hjælpe med forståelsen af, hvordan man igennem programmet Geogebra kan finde rumfanget på forskellige figurer.
Mine tanker gik også på min 9. klasse, som skal igennem det sidste forløb inden eksamen, uden at vi har haft diskussioner på klassen og øvet det engelske sprog. De er udfordret på sproget og selvom jeg beder dem om at ringe til hinanden og tale engelsk, så er de teenagere, som holder meget af afslapning foran tvét eller at spille på computeren.
Det er for mig en anderledes måde at undervise, både udfordrende, men også lærerigt. Det er udfordrende, at sidde stille så mange timer foran computeren, at skulle lære nye platforme, hvor jeg kan kommunikere med mine elever, og at jeg skal arbejde, samtidig med at min 5-årige datter konstant vil have kontakt. Det er dog også lærerigt og spændende med de nye platforme, og hvordan man kan bruge både platformene og computerens forskellige måder, at gøre tingene nemmere på. Og jeg lærer hvordan jeg multitasker i min hverdag med min datter.
Det er dog ikke lutter lagkage. Jeg satte mine ambitioner højt, og forudså ikke konsekvenserne af, at jeg skulle give alle, hver især, tilbagemelding på deres opgaver. Det har jeg brugt meget tid på og den næste uge kommer også til at se anderledes ud med en mere undersøgende tilgang. Den kommende udfordring for mig er, at lave forklarende, inspirerende og sjove videoer til mine elever og efterfølgende modtage lyd -og videooptagelser fra mine elever. Det skal nok blive interessant.
Jeg må indrømme, at fjernundervisning ikke er noget for mig. Jeg foretrækker den direkte kontakt med den enkelte elev, hvilket klart det bedste, både for mig og for eleven, hvor vi sammen kan finde løsninger på problemerne i en faglig dialog. Her kan jeg fornemme, hvis noget er svært og hjælpe inden eleven opgiver. Det kan jeg ikke igennem en skærm eller over telefonen, og ofte sidder jeg tilbage med en melding fra forældre eller elever om, at de har forsøgt, men ikke kan løse opgaven. Så er det svært at give gejsten tilbage over skærm eller telefon, men jeg giver aldrig op og jeg er ikke ene. Vi lærere vil holde humøret oppe og forsøge at bibeholde gejsten i vores elever, også selvom det er svært. Vi er lærere af hjertet.
Så ja, jeg savner mine elever og det fælles daglige grin vi altid får. Jeg savner, at vi sammen skaber et rum for læring, hvor jeg med et blik kan se, om der er nogen som skal bruge lidt ekstra hjælp til en opgave, og jeg savner det altid gode humør, jeg bliver mødt med, når jeg har min gang på skolen. Jeg glæder mig ihvertfald allerede til at komme tilbage til skolen og eleverne, men som situationen er nu, så varer det nok lidt før vi ses igen.
