Hvor er hjælpen til de udsatte unge?
Regeringen har siden 13. marts understreget, at skolerne skal være særligt opmærksomme på de udsatte unge under coronakrisen. Skolerne skal hver uge dokumentere, hvor ofte lærerne er i kontakt med de unge og deres familier, om familierne er blevet tilbudt rådgivning og nødpasning og om skolen har en bekymring. Lærerne skal dokumentere, at de gør, hvad de kan for at få eleverne bedst muligt igennem krisen. Men, hvem tager egentlig over, når skolen har en bekymring?
I løbet af coronaugerne har jeg skrevet min 3. underretning på én af mine elever – alle tre med meget forskelligt indhold. Kort fortalt er det en flygtningeelev, hvis forældre blev skilt, mens familien boede i Syrien. Far kom til Danmark og mor til et andet land. Pigen og hendes bror flyttede med moderen, men efter et halvt år, bad hun dem om at blive i Danmark, mens de var på sommerferie hos deres far og hans nye familie. Pladsen blev trang i fars lejlighed, han havde fået ny kone og flere børn, så pigen måtte flytte hen til sin farmor, der bor i nærheden. Pigen blev forlovet og var nu – oveni alle familiebekymringerne – i et forhold, der var skidt for hende. Pigen havde modet til at gøre forholdet slut og nu er der nogle religiøse ting, hun også ønsker at gøre op med. Det har hun fortalt sin far og farmor og de har kvitteret med beskeden, at hun godt kan flytte et andet sted hen, hvis hun gør alvor af sin beslutning om at tage tørklædet af. Hvad gør sådan en pige lige nu? Hun har ingen nære relationer, der kan bakke hende op og hun har ikke nogle steder at flytte hen.
Der er heldigvis en hotline, både for pigen og for skolen, til skolepsykolog og familiebehandler lige nu – og det er godt. Men, det viser sig, at der ikke er kommet mere hjælp, end der altid har været – og det undrer mig. Selv efter et grundigt indblik i pigens familieforhold, kan vi kun tilbyde hende en børnefaglig undersøgelse. Det vil tage omkring fire måneder, måske lidt længere nu hvor der er coronakrise, helligdage og lige om lidt også sommerferie. En børnefaglig undersøgelse kan munde ud i et tilbud om enten familierådgivning, et andet sted at bo eller en mentor.
Jeg havde naivt forestillet mig, at når vi blev bedt om at udfylde logbøger over de mest sårbare elever, så var det fordi der ville stå et særlig nødberedskab klar hos kommunen, som ville rykke ind med en hær af specialister, der ville samle eleverne i fællesskaber og samarbejde med psykologer – og naturligvis tolke på alverdens sprog. Men, nej, sådan hænger verden ikke sammen, heller ikke under coronakrisen.
Det burde være muligt, at når man har en elevs tillid og man har udfyldt en underretning på baggrund af hendes fortælling, at man kan se hende i øjnene og fortælle hende, at der findes folk, der kan og vil hjælpe hende, at hun ikke er alene om at have det skidt og hun kan få det bedre. Men hvor er de personer? Hvor er hjælpen henne, når man står og mangler den? Jeg synes det ville være på sin plads, at når man på skolen gjorde sin del af arbejdet, så skal der stå kompetente mennesker klar til at tage over lige med det samme efter underretningen er sendt afsted. For daglig telefonkontakt med de her elever er langt fra nok. De er ikke i stand til at modtage hverken nær- eller fjernundervisning.
Hjælpen til de sårbare elever er langt væk til hverdag, men hvorfor er den der heller ikke nu? Hvorfor er vi blevet bedt om at følge de sårbare elever ekstra tæt i denne periode, hvis der ikke er nogen til at håndtere deres udfordringer? Det er ikke godt nok, at man kan risikere at vente i flere år på hjælp, fra man krænger sin sjæl ud første gang til hjælpen kommer. Hvis man vil bevare tilliden til de unge mennesker, skal hjælpen komme med det samme.
