Når brikkerne skal passe ind i det store puslespil.
Klokken ringer ind til time efter en pause. For en gangs skyld føler jeg mig forberedt, og er klar til at gå ind til min 3.klasse med 26 elever og give dem den bedste undervisning. Jeg kommer op på gangen og så er helvede løs! Fodbolddrengene er sure på hinanden og beskylder hinanden for at snyde. De er råber af hinanden og nogle af dem er i fysisk kontakt. Silje der er ked af det, fordi nogle af pigerne har holdt hende udenfor. Vi får langt om længe talt om problemerne og nu er vi endelig klar til undervisningen. Vi har bare brugt halvdelen af tiden af lektion og alt det jeg havde forberedt til timen kan jeg lige så godt smide i skraldespanden. Desværre var det også den dag, hvor vores pædagog ikke var til rådighed. Det er et lille indblik i en hverdag mine kollegaer og jeg ofte befinder os i. En hverdag, hvor konflikter ofte overskygger for det faglige arbejde.
I en tid hvor der er meget fokus på elevernes faglige færdigheder og kundskaber er det helt nødvendigt med et stærkt lærer-pædagogsamarbejde, hvor vi kan bruge hinandens faglige og personlige kompetencer til at give eleverne en god skolegang med fagligt indhold og personlig udvikling.
Lærer-pædagogsamarbejde er vigtigt.
I mit team har vi en hammerdygtig pædagog – hun har gode undervisnings- og relationskompetencer. Eksempelvis når der er indbyrdes konflikter blandt eleverne, eller hvis der er andre problemer der skal tages hånd om. Så er det godt at have den ekstra ressourceperson, der enten kan snakke med eleverne eller overtage undervisningen, så jeg kan tale med eleverne. Vores samarbejde med pædagogen gør at vi kan arbejde med holddeling, hvor man enten kan have tre mindre hold, som gør det muligt at arbejde med de elever, der enten har brug for den tryghed i de mindre grupperinger eller noget helt andet. I en tid hvor der er meget fokus på elevernes faglige færdigheder og kundskaber er det helt nødvendigt med et stærkt lærer-pædagogsamarbejde, hvor vi kan bruge hinandens faglige og personlige kompetencer til at give eleverne en god skolegang med fagligt indhold og personlig udvikling.
Kollegaer betyder alverden.
Når man som mig arbejder i indskolingen og underviser i stort set alle fag, så kan man ikke være ekspert på alle fagområder og man har ikke tiden til at forbedrede til alle timer. Derfor er vores vejledere uundværlige, fordi de giver os god sparring til undervisningen, men også hvordan man kan arbejde med de elever, som har behov for undervisning på et mindre hold. Jeg har haft elever på et mindre dansk og matematikhold, og hvis det ikke har været for vejledernes hjælp, så ville en elev som Ibrahim ikke kunne gå fra at have problemer med dansk til at være en af de dygtigste elever i dansk. Eller Kasper hvis matematisk niveau der tidligere lå på 1. klasses niveau, der kan han nu på enkelte områder godt lave 3. klasses matematik.
Vi har haft en del udfordringer med en pigegruppe, der ikke har fungeret fagligt eller socialt med de andre elever. Derfor har vores samarbejde med AKT-vejleder været afgørende for håndtering og løsningen af problematikken.
Jeg har en kollega der udover at være en dygtig dansklærer, så er hun rigtig god til at komme i kontakt med vores arabiske forældre. Hun ringer eller skriver til forældrene, hvis der er vigtige beskeder fra skolen, begivenheder eller andet der kan være vigtigt. På den måde har vi et frugtbart skole-hjem-samarbejde med familierne.
Skolen er som et puslespil, hvor alle medarbejdere er en lille brik, og kun ved godt samarbejde kan brikkerne falde på plads til et samlet puslespil, som er med til at danne rammen for vores elevers skolegang. Derfor er mit ønske på vegne af vores elever i indskolingen, at der bliver:
- Bedre mulighed for at have fælles forberedelse sammen med vores dygtige pædagoger, der bidrager både til det faglige og det sociale aspekt i folkeskolen.
- Bedre muligheder for de enkelte teams til arbejde med elevernes trivsel og læring.
Der er mange opgaver der tager lærernes forberedelsestid herunder, professionelle læringsfællesskaber, temaaftener, afdelingsmøder, planlægningen de forskellige skoleaktiviteter (dem har vi mange af) og mange andre ting. Alt sammen ting der går udover den forberedelse der handler om eleverne.
*Alle navne er fiktive.