Det frø vi selv såede blev det stærkeste.

Af alle de pædagogiske tiltag og projekter som jeg i mit 20 årige lærerliv har været en del af, er der kun et, som stadig brænder i mig, og det gør det, fordi det også brænder i mine elever. Det er udeskole. Ikke udeskole som i at lave bål og fange sommerfugle hver dag, men udeskole som i at rykke ud i virkeligheden eller rykke virkeligheden ind i skolen. At gøre undervisningen praksisnær, levende og med en masse hands on. 

Vi fandt selv ud af, at vi ville være udeskole. Det kom ikke oppefra, hverken fra ledelsen eller fra forvaltningen, nej det kom fra os lærere. Vi tændte selv ilden, og den bredte sig lynhurtigt til elever og forældre. 

Med indførelsen af de lange skoledage oplevede vi, at mange elever – især udskolingseleverne – fik trivselsproblemer og de ting, vi satte i værk, virkede ikke. Eleverne efterlyste praktiske valgfag som fiskeri, friluftsliv og motorlære, og efterhånden som flere skoler begyndte at profilere sig selv, begyndte også vi at kigge indad. 

Hvilken slags skole skulle vi være? Hvad kunne vi tilbyde? Hvad skulle være skolens DNA? Hvordan kunne vi møde de elever, som havde svært ved at koble sig på den ofte meget boglige undervisning? Det var også nødvendigt at gøre noget ved faldende elevtal og måske endda trække flere elever til skolen.

Det blev ret hurtigt tydeligt, at vi allerede gjorde mange gode ting, at vi allerede brugte den fantastiske natur og lokalmiljøet omkring os i vores undervisning, men vi gjorde det ikke nok og ikke med en rød tråd. Mange møder blev holdt, skolebestyrelsen blev inddraget, vi lavede workshop med hele personalet, og så var vi i gang. Det var virkelig VORES projekt og ikke en idé, som en eller anden konsulent havde fået. Det var os.

Det har ikke kun været en dans på roser, og vi har brugt mange møder, diskussioner og evalueringer på at nå frem til den skole, vi har i dag. For mange var det svært at omstille sig til en anden slags undervisning, og der var mange bekymringer omkring forberedelsestiden, men vi har fundet en rigtig god måde at organisere dagene på, så alle lærere har fem hele dage til forberedelse udover den almindelige forberedelsestid. Der er altså 5 gange ud af 15, man ikke deltager i en udeskoledag. Personligt giver en hel dag med forberedelse mig mulighed for at komme til bunds i nogle af de tunge dokumentationsopgaver. 

Skolen har desværre ikke fået flere elever, men vi har fået gladere elever, forældre og personale. Vi valgte til dette skoleårs forældresamtaler at lade forældrene evaluere og give input på vores udeskole. Det viste sig, at der er stor tilfredshed med udeskolen, og mange forældre nævner netop udeskole som noget, de fremhæver over for andre. Vi kan i højere grad tilgodese de elever, som lærer bedst ved at gøre eller opleve. 

Som eksempelvis i historietimen, hvor Sara fortæller levende om rationeringsmærker og modstandsbevægelsen. En viden hun har fået ved at interviewe Else på plejehjemmet frem for at læse om det i historiebogen. Den viden sætter sig fast, fordi den er blevet levendegjort i mødet med Else. Udover at Sara fik en masse viden om besættelsestiden, så blev det også nemmere og mere vedkommende for hende at skrive den erindring, som de skulle i dansk.

Vi bliver stadig jævnligt præsenteret for nye kommunale projekter med forkortelser, som vi ikke kan huske hvad står for. Vi nikker og siger ja, vi gør, hvad vi får besked på og bruger tid på det, men det fæstner sig ikke. Det bliver ikke en del af skolens DNA som udeskole er blevet. Store kommunale projekter er alt for ofte spild af gode ressourcer, som kunne bruges mere nært og lokalt. Ikke alle skoler er ens og skal heller ikke være det. Det bedste er at lade skolerne så frøene selv. De ved, hvor de vokser bedst og bliver størst.