Så langt væk fra hinanden – og dog så tæt på
Skoleelever har man altid tæt på, men de sidste par måneder er det alligevel lykkedes at komme endnu tættere på hinanden end sædvanligt, og det endda mens vi har siddet derhjemme alle sammen. Det skyldes blandt andet, at vi under nedlukningen har talt ufatteligt meget i telefon med hinanden. Noget jeg ellers aldrig gør, jeg bryder mig normalt slet ikke om at tale i telefon. Men, det har fungeret og vi har talt om alt muligt – og lektier selvfølgelig.
Holdet jeg underviser til dagligt, består af udskolingselever med flygtningebaggrund. Det er en gruppe, der sjældent siger noget i deres almindelige klasser, fordi de har en alder, hvor det er pinligt at sige noget på en forkert måde eller stille spørgsmål til det, der lige er blevet gennemgået. Der er elever på mit hold, der er kommet lidt på kant i relationen til deres lærere eller til klassekammerater. Men her på det lille hold føler de sig mere trygge. Så her snakker de helt vildt meget, men de knokler også i mange timer hver dag – og de trives med det. Det betyder meget for dem at vise deres lærer, at de følger med, nu hvor de ikke ses dagligt. Relationen er så vigtig og lige nu er der mere overskud end normalt og det rammer eleverne positivt. Som en ekstra bonus er de elever, der ofte roder sig ud i konflikter lige nu fornuftige som aldrig før. Der er ikke nogen, der prøver grænser af på hinanden. Faktisk er det slut med drillerier.
I en travl hverdag, er der ikke tid og overskud til at høre eleverne om, hvorfor de havner i konfliktfyldte situationer. Alle ved bare, der er vilde naturkræfter i deres vrede, når de føler sig afvist af deres kammerater eller de voksne på skolen, der ofte står med den ene ben på vej ud af klassen, når bølgerne går højt. Men, lige nu er alle elever både velformulerede og velargumenterede, når man spørger ind til det, de oplever. De kan gøre rede for, hvornår eller hvordan en konflikt starter og hvem der trapper den op. Bedst af alt har de også selv et bud på, hvordan man kan løse de konflikterne.
Det, der undrer mig er, at man ikke prioriterer lærernes tid til nærvær højere i skolen. Alle svarene på vores spørgsmål til eleverne, ligger jo hos eleverne, men tiden er der sjældent til at lytte ordentligt. Lige nu hvor alle sidder med halve klasser og der er hurtig kontakt til klassens lærere, så stortrives alle. Der er tid til nærvær og arbejdsro, og pludselig har jeg elever på mit hold, som slet ikke skulle være der, men de kommer fordi, de har lyst.
Det giver mig et håb for tiden, når vi vender tilbage til en mere normal skoledag, at skoletrætte udskolingselever pludselig er i skole 25 timer om ugen uden brok. For de gider godt skolen, lektierne, lærerne hinanden og fællesskabet og det er fantastisk. De værdsætter ovenikøbet gentagelsen ved deres søde læreres instruktionsvideoer, som de kan se igen og igen indtil, de har forstået opgaverne.
Alt det gode, der er piblet frem på trods af en forfærdelig coronaperiode, det håber jeg vil blive medtænkt i skolen på den anden side. Mange skoleledere tænker måske i besparelser nu, fordi det er bevist at man kan nå langt med diverse devices, og en enkelt lærer kan teknisk set undervise en hel årgang på samme tid, hvis man styrer det hele med pc og headset. Men det er nærværet og samtalerne eleverne har brug for – og varmen fra en pc kan bare aldrig erstatte varmen fra et rigtigt menneske.
