Skal pilleglasset med i tasken igen?

Mit hoved dunker, da jeg kigger ud på den våde asfalt. Det har stået ned i lårfede stråler hele dagen, så udeskole har ikke været en mulighed. Hovedpinen kommer snigende og min nakke føles øm. Klokken har kun lige passeret 13. Om 15 minutter har 4. klasse fri, og jeg kan komme hjem og forberede mig til i morgen. Jeg ser hovedpinepilleglasset for mig, som står hjemme i skabet. Der har det stået uberørt længe. Jeg har ikke haft brug for hovedpinepiller siden før corona. Nu står jeg pludselig og savner mit skab med mine hovedpinepiller i.  

Lige om lidt, så er vi tilbage i den normale hverdag igen. På mange måder er det dejligt og tiltrængt. Mine elever og jeg savner at komme på tur med bussen til det lokale bibliotek og at kunne kramme og trøste hinanden, uden at frygte den usynlige smitte.  Ja, og jeg savner at kunne undervise på et noget højere niveau, end jeg kan tilbyde lige nu med nødundervisning. Jeg skal nok lede længe for at finde flere ting, som jeg har savnet ved lærerjobbet fra tiden før corona. Du må ikke misforstå mig. Jeg holder utrolig meget af mit arbejde i folkeskolen, men det er blevet tiltagende hårdere, så det er svært at sige, at jeg (stadig) elsker det. Men jeg holder af det potentiale skolen har, for at være et sted, som børn uddannes, dannes og vokser i. 
Den sidste måneds tid har jeg nydt at undervise en halv klasse ad gangen. Jeg har nydt roen og de sænket skuldre. Jeg har nydt, at de børn jeg underviste, oftest var glade og havde overskud, fordi skoledagene var kortere og konflikterne mellem børnene var færre. Men jeg er også bekymret for, at det hele snart er et fjernt minde, om det der var engang.  

Efter fase 1, som sendte lærere og børn fra 0.-5.klasse tilbage i skole igen, så har børnene oplevet: kortere skoledage, mere bevægelse og ude-tid, mindre ventetid, når opgaverne var svære og krævede lidt ekstra forklaring, mentalt overskud, når skoledagen var forbi, fordi det høje og hæsblæsende niveau var sat helt ned. 

Nu er fase 2 sat i gang. Afstandsreglerne er sat ned fra 2 meter til 1 meter, så nu er der igen plads til en hel klasse i ét klasselokale. Det er nok med én lærer til én klasse, og i forhold til det faglige niveau, så siger retningslinjer nu, at….Undervisningen skal dog i videst muligt omfang leve op til de vanlige faglige krav. 

Jeg mærker allerede nu, på dag to med en hel klasse, at det kniber med at finde overskud og plads i mit hoved. Min elever er langt fra den mest larmende klasse der findes, men den konstante summen og snakken, når de arbejder er nok til, at mine tindinger dunker svagt. Klokken er stadig kun 13, og der er stadig 15 minutter til, at eleverne har fri. Jeg minder mig selv om, at jeg skal huske at drikke mere vand og tænker på, hvordan børnene mon klarer den?  

Jeg er bekymret. Jeg er bekymret for, at vi efterhånden som landet åbner helt op, og folkeskolen vender tilbage til de normale rammer og forhold, vil opleve flere børn der mistrives. Børn med tiltagende angst. Børn med skolevægring. Børn med ondt i maven og ondt i hovedet.  Børn som føler sig udenfor og alene. Børn der mistrives i de rammer, som så mange politikere insisterer på at holde fast i. Altså flere af de børn, som vi var bekymret for før corona.  

Hvis nogle af de ting, vi har lært under coronakrisen kunne tages med over i ny hverdag, kunne jeg måske undvære hovedpinepillerne, som jeg nu skal hjem til. Jeg er spændt på, om de skal have en fast plads i min arbejdstaske.