Når økonomi kommer før mennesket

Kender i det når man bliver ramt lige i hjertehulen, så ens øjne fyldes med tårer? En sådan oplevelse havde jeg for ikke så mange dage siden. Jeg har ikke mange tosprogede elever i min klasse, men en af dem efterlod mig i bedrøvet stand sidste uge.

Eleven havde da timen var slut, glemt sine matematik papirer på bordet, som jeg ved en tilfældighed så på. På papiret mellem regnestykker og decimaltal var der tegnet en tegning. Den viste eleven stå uden for en gruppe med tårer i øjnene. Ovenover havde eleven tegnet en tegning, hvor eleven var med i gruppen og her var der hjerter om tegningen. Den positive tegning var fra elevens tid på sprogskolen.

Man forstår sagtens den skræmmende og ukontrollérbare omvæltning i en hverdag, som det for nogle børn må være at skifte skole, men i denne situation må følelserne være mange gange stærkere. Igen skal man forholde sig til nye ansigter, et ikke helt indlært sprog og flere måder at opføre sig på.

Som en person, der har med børn at gøre til hverdag, gør det stort indtryk på mig når elever mistrives i dagligdagen på skolen. Især fordi det bringer minder frem, man ikke selv vil huske. Det der gør ekstra ondt, er at eleven har flere tragiske oplevelser med i rygsækken som flygtning. Hvor meget kan et menneske/ barn holde til før det knækker?

Jeg nærer stor mistillid til de regler og den lovgivning der er på området omkring nytilkomne flersprogselever i folkeskolen ikke mindst fordi reglerne ikke tilgodeser det enkelte barn.  Men kun har økonomiske hensigter for øje og hvad burde komme først. I hvert fald ikke økonomi, hvis man spørger mig.

Jeg håber på at der kommer en dag, hvor man ser nytilkomne danskere som et force der kan give noget til vores samfund, vel at mærke, hvis man giver en god uddannelse og opvækst i pant. Når det sker, vil der nok være lidt flere glade børn og tegninger.