En arbejdstidsaftale uden en aftale om arbejdstid
Hvordan skal arbejdstidsaftalen beskytte mig? Skal min leder vurdere rimeligheden i, hvor hurtigt jeg kan løbe eller rimeligheden i, hvor meget jeg kan presses inden jeg knækker. Kan jeg med den nye arbejdstidsaftale stole på, at arbejdstiden bliver bedre og mere gennemskuelig? Nej, det mener jeg ikke jeg kan.
Der er mange af mine kollegaer, der går ned med stress eller forsøger at overleve med et system, der ikke giver lærerne lov til at forberede sig ordentligt til undervisningen. Forberedelse er ikke kun, at forberede undervisningen. Det er alle opgaver, der ligger uden for undervisningstiden, og hvor der ikke står et estimeret timetal på opgaveoversigten, men figurerer som en usynlig pulje.
Når jeg så skal løse en konflikt og dermed skrive til hjemmet, så skal jeg i reellen vurdere, om jeg skal bruge noget af min sparsomme forberedelsestid eller om jeg i stedet skal bruge tiden på, at forberede en god undervisning. Jeg vælger selvfølgelig det første og kommer nogle gange til undervisningen uforberedt. Du kender det nok selv fra gamle dage, hvor hr. Nielsen beder eleverne om at slå¨op på side 14 og lave opgaverne i hæftet på side 15. Det er ikke holdbart og ofte kastes man ud i et kaos af støj, uroligheder og forvirring blandt både lærer og elev.
Jeg beder ikke om timetælleri. Jeg beder, som der burde stå i kommende aftale, om en estimeret tid på de opgaver, som forventes at jeg laver ud over undervisningen, såsom hvor mange timer jeg forventes at bruge på forberedelsen af eksamen, tilsyn af lokaler, motionsdagen, team og personalemøder, kurser fastlagt af min leder o.l.
Jeg oplever, at jeg bliver frustreret over de mange opgaver jeg får tildelt, fordi jeg ikke kan se på min opgaveoversigt om den estimerede tid min leder har tænkt, er rimelig ud fra den tid, jeg tænker at bruge. Jeg er ikke den, som går ind til ledelsen og beder dem forklare, hvor jeg skal få tiden fra eller rimeligheden i den.
Jeg bliver træt i hovedet, når jeg hele tiden skal dokumentere min tid overfor min leder, ved at jeg i et program skal skrive ind, hvornår jeg møder og hvornår jeg slutter dagen + de ekstra timer jeg lægger hjemme, både om aftenen og i weekenden. Det er nemlig ikke i mellemtimerne, at jeg finder på en ny og smartere måde, at undervise i geometri på. Burde estimeringen af tiden ikke være udgangspunktet for opgaveoversigten og dermed givet på forhånd, så læreren ikke hver dag skal holde styr på, hvor mange timer man har brugt til hver opgave og dermed skal vælge opgaver fra, som man ikke har tid til?
Hvordan kan det være, at vi skal fortsætte med at have et system, der ikke tillader overskuelighed i opgavernes tid og hvor lederen kan lægge ekstra opgaver, i løbet af året, ind under “andre opgaver”?
Hvis jeg, som den nyforhandlede arbejdstid foreskriver, går i dialog med min leder om, at jeg ikke kan nå, at forberede mig ordentlig, så kan min leder bede mig om en oversigt over den tid jeg har brugt eller spørge, om jeg nu har brugt min forberedelsestid fornuftigt. Hvis jeg så ikke kan dokumenteret hvor meget tid jeg har brugt til de forskellige opgaver, ja, så kan jeg hoppe og danse så meget jeg vil, men kan intet gøre.
Jeg kan, som så mange andre godt se, hvordan lov 409 er blevet lavet fra lov til aftale. En aftale, hvor man gennem dialog skal tale sig frem til rimeligheden i forskellige opgaver, hvor man skal have tillid til, at kredsen, TR og lederne finder frem til et undervisningstimetal, der er rimeligt med, hvad man kan nå inden for den tid man arbejder. Det har jeg nok lidt svært ved at se rimeligheden i og jeg håber, at andre også kan se problematikken i den arbejdstidsaftale, som vi skal stemme for eller imod, og som ikke er en aftale om arbejdstiden, men en aftale om at tale sig frem til en aftale.
Derfor bliver det et nej herfra.