Lad os skabe trivsel frem for at måle trivsel

Som for så mange andre børn har mit barn det for vane at stille mig livets store spørgsmål inden sengetid, når den uigenkaldelig sidste godnathistorie er blevet læst, når den så absolut sidste tår vand er drukket, og når vi har sagt godnat og sov godt for gud ved hvilken gang.

Med kurs mod madpakke, vasketøj, en kold øl, en opvaskemaskine der skal tømmes og sikkert en trættende samtale med min kæreste om børneopdragelse og affaldssortering, fordi jeg har for vane ikke at folde mælkekartonen, inden jeg smider den i skraldespanden, spørger mit kommende skolebarn:

”Mor, er det sjovt at gå i skole?”

Efter mange år i folkeskolen, ved jeg, at det kan være rigtig sjovt at gå i skole. Efter mange år i folkeskolen ved jeg også, at det kan være rigtig svært at gå i skole. Efter mange år i folkeskolen ved jeg – ligesom Peter Stouby – at der noget råddent i den danske folkeskole, men Peter Stouby og jeg er uenige om, hvad det rådne element er. Jeg anfægter ikke, Peter Stoubys troværdighed som kronikør, eller at Peter Stouby kun skælder ud på lærere, men jeg mener ikke, at det rådne element i folkeskolen udelukkende drejer sig om lærernes arbejdsforsømmelse, deres manglende engagement eller deres ringe klasserumsledelseskompetencer.

Jeg er ikke verdens bedste lærer, men jeg gør mit bedste.

Når jeg kommer for sent til min undervisning, skyldes det blandt andet det simple faktum, at jeg fører tilsyn med eleverne i pauserne, og at jeg tit og ofte skal forholde mig til kolleger, elever, forældre og ledere på vej til undervisning.

Når jeg oplever uro i mange lektioner, er det blandt andet fordi kæft, trit og retning ikke længere er lig med læring, og fordi man på landsplan inkluderer 96,2% af elever.

Når jeg oplever mangel på klasserumsledelse er det blandt andet fordi mere end 10% af alle klokketimer ikke gennemføres med den planlagte underviser, og at vikaren ofte ikke er læreruddannet.

Der er noget råddent i den danske folkeskole, og der er luddovne og uengagerede lærere, og det er et problem. Men det er ikke det eneste problem, og det er ikke det største problem.

Jævnfør trivselsmålingen møder jeg elever hver dag, som ikke er glade for sin skole, som ikke er gode til at samarbejde, som ikke selv kan finde en løsning, som ikke kan klare det de sætter sig eller bliver sat for, som ikke kan koncentrere sig, som føler sig ensomme, som har ondt i maven og hovedet på samme tid, som mobbes, og som føler sig utrygge.

Jeg møder også elever hver dag, som synes undervisningen er kedelig, som oplever uro, som forstyrrer, som venter på en lærer, som ikke får den fornødne hjælp, som ikke oplever at klare sig godt fagligt, som synes klasselokalet er kedeligt og at toiletterne er ulækre.

Selvom jeg gør mit bedste, selvom jeg planlægger at møde til tiden, selvom jeg forsøger at motivere og engagere og samtidig holde klassens toilet rent, ændrer det ikke på det faktum, at jeg ikke er nok. Det vidner trivselsmålingerne fra 2014-2019 om. Hvis elevernes oplevelse skal tages alvorligt, kan vi ikke lade stå til endnu et år.

At opleve skam, uro, utryghed, ensomhed, nederlag og utilstrækkelighed i så tidlig en alder, står i skærende kontrast til at føle sig som en værdig bidragsyder til fællesskabet. Et fællesskab som skal lære, nære og udvikle vores elever og som skal danne grobund for elevernes trivsel.

Jeg håber, at frikommuneforsøget på folkeskoleområdet vil give større mulighed for at udvikle målrettede inkluderende læringsmiljøer, mere tid til den enkelte elevs behov for læring og næring, og en dagligdag med større fokus på leg og livsduelighed.

Jeg håber, at frikommuneforsøget ændrer grobunden for, hvordan vi tænker folkeskole i Danmark, så vi får skabt mere elevinddragelse, bedre klasserumsledelse og mere inspirerende undervisning.

Lad os fokusere på at skabe trivsel frem for at måle trivsel, og lad os sørge for at kommende og nuværende skolebørn synes, at det er sjovt at gå i skole.