Vi skal have jer unge til samtale, vi skal have en samtale om organisering og vi skal have en samtale om den danske model.
Fordi I er vokset op med samfundets goder, hvor unge mennesker er født med en guldske i røven, der tror at alt er en selvfølge. Det er på tide vi tager fat i den lange ende og forstår, hvordan verden er skruet sammen, inden I mister alt det, som I tager for givet!
Den danske model har i mange år sikret selvbestemmelse, indflydelse og ordentlige vilkår på arbejdspladsen. Men den er de senere år kommet mere og mere under pres. Tilslutningen, organiseringsgraden og fællesskabet er blevet mindre.
Der hvor jeg arbejder, har vi kæmpet kampe og påvirket arbejdspladsen positivt i det system den danske model giver os ret til – systemer som jeg oplever størstedelen af de unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet ikke kender til, eller har den fjerneste idé om, hvad handler om.
Jeg oplever ofte at de unge er dem som ikke kender deres rettigheder og jeg bruger meget tid på oplysning om alt fra barnets første sygedag, feriegoder og rettigheder. Men de selvsamme mennesker støtter ikke op om den danske model.
I er uorganiserede og tager det for givet. Alle de rettigheder og vilkår vi har gennem hovedaftalen og overenskomster og fælleskabet.
For altså da jeg for et par år siden startede som lagerarbejder blev jeg rystet, da jeg så, hvordan en rådvild, frustreret og tydelig sprællemand af en chef hårdt råbte af en kollega grundet en væltet palle med papkasser.
Kollegaen blev tydeligt bange og rød i hovedet og kørte i ren frygt væk, alt imens chefen bare blev mere gestikulerende og volumiøs. Tydeligt utilfreds med kollegaen.
Hvad skulle kollegaen gøre? Acceptere den uanstændige behandling og bukkende samle op og erkende, at chefens anråben var ok? Nej.
Nej, for det er ikke ok.
Vi skal ikke finde os i hvad som helst, men hvem siger fra, I unge ?
Det gør vi sammen, i fagforeningen, organiseret.
Er det gode arbejdsliv, den anstændige løn og lighed så uinteressant, at en mælkekasse video på tiktok er mere spændende end at vi har det godt i vores arbejdsliv?
Så bland jer nu! Unge, hav en holdning! Kom til orde! Det er ikke kun de etablerede og ældre der har guldkorn. Hvor vil I gerne hen?
For giver man sig ikke til kende og ej heller organiserer sig i fagbevægelsen, jamen hvor er vores danske model så henne? Ja den er ihvertfald ikke særlig funktionsdygtig, hvis vi ikke kan bruge den. Den har trods alt givet en del mere ro på det danske arbejdsmarked end andre modeller.
“Ingen kan alt.
Alle kan noget.
Sammen kan vi det hele”.
Jeg er vokset op med at fagforeningen, det var noget man var medlem af og så skulle de nok tage sig af de sager eller arbejdsgivere, som ikke opførte sig ordentligt.
Hvem går du til? Jeg går til fagforeningen. Det er der man søger råd, vejledning og opbakning, hvis lokummet brænder. Men. Det system vi har (Den Danske Model) fungerer kun, hvis man organiserer sig under den. Arbejdsgiverne er jo organiserede.
Nej, vi er nødt til at tale sammen. Ikke bare de gamle også jer unge, have en holdning til vores arbejdsliv, eller ihvertfald, som det mindste give til kende, hvilken vej I ikke ønsker det skal gå, også for de dele af vores samfund, vi måske ikke er så meget i berøring med.
-Og der er jo unge der er organiserede.
Skriv et svar