Seneste indlæg
20. april 2022Ikke-kategoriseretJeg er gennem et stykke tid blevet opmærksom på at vores folkevalgte politikkerne svines til på sociale medier og i avisernes læserbreve.
Forleden på Facebook læste jeg en blog, hvor forfatteren har undersøgt vores 20 nuværende, ministreres erhvervs baggrund.
Tekst fra bloggen: 3 af regeringens 20 ministre har aldrig arbejdet en time i den private sektor. Efter en ofte beskeden uddannelse er de gået direkte til en tjans i den socialdemokratiske bevægelse, i fagforbundene eller til et job i den offentlige. Ministrenes begreber om det private arbejdsmarked er altså yderst teoretisk.
Altså vores nuværende ”røde” ministre er beskeden uddannet.
Havde det været 20 ”blå” ministre havde teksten været den samme, bortset fra at de havde været akademiske uddannet, en stor del ville havde læst Statskundskab på universitetet, for derefter at gå ind i politik.
Men lad os for en stund glemme hvilke politiske partier der regerer og ikke regere, men derimod koncentrere os om dét at være politikker som helhed.
Den omtalte Facebook blog følges op af en række personer, der mener at stort set alle politikkerne på Christiansborg er uduelige og skulle sparkes ud
Hvad kan vi gøre ved det? 🤔
De fleste vil nok sige, det er dig selv der bestemmer når du sætter dit kryds og svarene vil være, de er jo lige uduelige alle sammen, så det er lige meget.
DU kan faktisk gøre noget ved det, opskriften er simpel, i stedet for at bruge tiden på at svine, nedgøre og latterliggøre vores politikere, kan DU gå ind i politik.
Start eventuelt med at melde dig ind i et politisk parti, meld dig som kandidat til byrådet eller kommunalrådet, så er du i gang.
På Christiansborg vil partierne rigtig gerne have ”almindelige” ”virkelige” mennesker fra det ”virkelige” liv derude i landet, du skal bare i gang med at arbejde for det.
Så vil du med dine mange års erfaring på arbejdsmarkedet, kunne få indflydelse. 🙂
I stedet for kun at brokke dig, over dem der har valgt at arbejde 80 timer om ugen på og omkring Christiansborg, og altid være til offentligt skue for folk som vil finde hullerne i osten.
Måske vil du bare forbeholde dig retten til at være sur ☹️ (det er også en ret, i et demokratisk samfund), men vil du virkelig gøre en forskel, så gør noget ved det og meld dig ind i det parti du tror mest på.
Hvis bare halvdelen af dem der har skarpe meninger på sociale medier, virkelig ville gøre noget politisk, kunne Christiansborg faktisk komme til at afspejle vores samfundet.
Det er ikke Martin 😊
Jeg har en god kollega der har taget tyrene ved hornene, Martin stillede op til sidste kommunalvalg, han blev ikke valgt ind, men jeg kan garantere at han ikke har givet op💪
Det er en dejligt at snakke politik (uanset om man er enig eller ikke), med en som faktisk gør noget.
HVIS DU VIRKELIG MENER DET, SÅ GØR NOGET VED DET. […]Læs mere…
2. februar 2022Ikke-kategoriseretVores søn Rasmus, på 18, blev som 10 årig diagnosticeret ordblind og autist. Der begyndte kampen for ham, og for at give ham muligheden for en dag at få en uddannelse som han havde SELV valgt. Det har været en lang, sej og til tider urimelig kamp, mod et skolevæsen der har magten til at afgøre hvad der er bedst for den unge.
Kort før eksamen kommer vi på skolen med en færdigstrikket uddannelsesplan for Rasmus. Han har været i erhvervspraktik i en virksomhed, som kan se potentialet i en ung mand, selvom han er autist og ordblind. De har tilbudt ham en læreplads, og særligt tilrettelagt den sammen med en erhvervsskole. Vi er naturligvis fulde af begejstring og stolte af vores søn, men det hele falder til jorden, da dansklæreren konstaterer at afgangseksamen, det får Rasmus ikke. Han er ikke dygtig nok. UNDSKYLD MIG!
Hvem fanden er det der ikke er dygtig nok?
Det er sgu da dem der igennem 4 skoleår ikke har formået at proppe lidt lærdom ind i hovedet på drengen. Bevares, det er nok ikke let, men han går trods alt på en specialskole.
Kan de virkelig som FOLKESKOLE tillade sig at negligere en hel gruppe af unge? GU kan de ej, men de gør det alligevel.
Vores Rasmus fik sin eksamen på trods, med hjælp fra en nabo, og han er i
gang med sin drømmeuddannelse som chauffør med kraner og maskintransport som speciale, i en virksomhed der tror på ham. Bare folkeskolen havde troet på ham!
Folkeskolen kan vælge at se bort fra de anbefalinger unge med diagnoser får med fra psykiatrien. Simpelthen fordi et specialtilbud er dyrere end en almindelig folkeskoleplads. De unge bliver ofre for politisk kassetænkning. Kan vi være det bekendt i et land hvor vi praler af at have et af verdens bedste uddannelsessystemer?
Nej vi kan ej. Der er både fornuft og økonomi i at sætte tidligt ind overfor unge med vanskeligheder. Så vil de kunne få en uddannelse, og selv tjene til livets ophold, i stedet for at blive et sagsnummer i kommunen. De vil også få en følelse af at være noget værd!
Ved at tage hånd om unge som Rasmus i de helt tidlige skoleår, giver vi dem mulighed for at få en uddannelse og dermed bidrage til samfundet og arbejdsmarkedet. Alternativet er trist at tænke på. […]Læs mere…
29. januar 2022Ikke-kategoriseretPå arbejdspladser i vores dejlige lille land, er vi så heldige at have repræsentanter, der passer på os kolleger og de aftaler vi arbejder under. Tillidsrepræsentanten sørger for at overenskomsten og aftalerne bliver overholdt, og arbejdsmiljørepræsentanten passer på arbejdsmiljøet. Det er vigtigt, for nogle gange render vi ind i problemstillinger, hvor vi ikke er helt enige med vores leder eller arbejdsgiver. Når vi taler arbejdsmiljø, har vi vores arbejdsmiljørepræsentant. Han/hun er valgt til at passe på arbejdsmiljøet både det fysiske og psykiske, som i min optik er vigtig, ikke mindst i de her tider med stort fokus på tal, performance og KPI’er.
Men husker vi at bruge de værktøjer, kanaler og muligheder, vi har for at påvirke vores eget arbejdsliv, arbejdsmiljø og hverdag? Og kender vi overhovedet til dem?
Vi skal nemlig huske, at der allerede er lavet gode løsninger for at få et fleksibelt arbejdsliv, og som tilgodeser både kollegaer, arbejdsgivere og samfund. For hvilken arbejdsgiver vil have en ansat, der giver sig 110 procent hver eneste dag, hurtigt bliver nedslidt og efterfølgende skal have hjælp til skavanker og krop for at klare arbejdsdagen, og som i sidste ende kan se sig nødsaget til at sygemelde sig? Det er vel de færreste arbejdsgivere.
Det er så vigtigt, at vi har arbejdsmiljørepræsentanter på vores arbejdspladser. De kan tale min og kollegernes sag, de har påtaleretten, og de er – forhåbentligt – ikke blege for at råbe op, når de ser et dårligt arbejdsmiljø.
For nylig kom en kollega hen til mig. Kollegaen var fortvivlet, for han var blevet udlånt til en anden afdeling, end den han plejer at arbejde i. Det var han ikke glad for. Han er ikke den bedste i sin egen afdeling, det ved han, men han gør det så godt, han kan. I den nye afdeling skulle han pakke store colli, som var placeret på en platform, hvor han skulle foliere dem manuelt. Det er hårdt arbejde, og vi lagerarbejdere er ikke maskiner, men har netop maskiner til lige netop det arbejde for at undgå nedslidning. Kollegaen var ked af det, fordi han oplevede, at han skulle vælge mellem at slide sig selv ned eller sige fra overfor sin leder, som allerede har påtalt kollegaens arbejdsindsats. Min kollega klarer sig igennem dagene. Men hvad er det lige, man gør i sådan en situation? Hvem går du til? Den leder, der allerede har brokket sig over dig?
Nej, det gør man ikke, men heldigvis kom min kollega til mig. Vi fik en god snak om det, en snak, der kunne lede tankerne og problemet det rigtige sted hen.
Det var nemlig ikke min boldgade som tillidsrepræsentant, men ikke desto mindre vidste jeg lige præcis, hvor jeg skulle sende ham hen, nemlig til vores arbejdsmiljørepræsentant. Og sammen fandt de en god løsning.
At være arbejdsmiljørepræsentant er et tillidshverv, der i mine øjne er enormt vigtigt, for vi skal huske, at det er arbejdsmiljørepræsentanten, der er øjne, ører og talerør for kollegerne på arbejdspladsen.
Så kære kolleger, støt op om jeres arbejdsmiljørepræsentant. Styrken ligger i fællesskabet og kommer til udtryk via arbejdsmiljørepræsentanten, så giv dem et klap på skulderen. […]Læs mere…
28. januar 2022Ikke-kategoriseretLad mig bare sige det med det samme: JA, det gør den. Det gør ordentlige arbejdsforhold også, men penge er altså ikke gået af mode.
Vi har en historisk lav arbejdsløshed og arbejdsgiverne råber og skriger på arbejdskraft, og her kunne den kvikke læser måske få den tanke, at overenskomster, godt arbejdsmiljø og højere løn kunne hjælpe med at løse deres problem, men så ville man tage fejl! Nej, den eneste løsning, må man forstå, er at hente arbejdskraft ind fra udlandet. Ok, det giver måske også mening så langt, at når næsten alle er i job, flytter man jo bare rundt på arbejdskraften hvis man tilbyder højere løn. Og set i lyset af alle de millioner som går arbejdsløse i EU, kan man næsten ikke være uenig. Men hov, så har vi da igen misforstået noget. Det er skam ikke i EU vi skal hente arbejdskraften. Nej, vi skal helt uden for EU, da man ellers (og nu påstår jeg noget) risikere at hente en arbejdskraft som efterhånden også godt ved hvad lønnen skal være og hvad en rigtig fagforening er. Jeg ligger i hvert fald søvnløs over, hvilke valide argumenter de ellers skulle have, for ikke at ville ansætte alle de ledige som der trods alt stadig er i Danmark og der i overflod findes i EU. Jeg ved det simpelthen ikke!
Da Corona kom til Danmark, var jeg valgt som fællestillidsrepræsentant i Falck. Der gik ikke længe før Falck-manden fik en gylden ide, da de havde hørt om noget som hed en ”kviktest”, og et nyt arbejdsområde var dermed hurtigt ved at blive skabt. Regionen kom også og ønskede nogle beredskaber som kunne køre rundt og tilbyde en PCR-test. Det var bare ikke rigtig noget som var dækket i vores overenskomst, så derfor bankede de på min dør og spurgte om vi kunne finde på noget. De havde nogle ønsker og det havde jeg også. De havde brug for en aftale for at kunne starte op, og jeg ville ikke sætte dem på en lavere løn, end vores overenskomst i forvejen var bygget på. Den aftale fik vi skrevet under, og siden er den lavet som en tillægsaftale med underskrift af 3F.
Den aftale gav en del debat, både i pressen, blandt arbejdsgiverne og hos politikerne. Den viser hvor meget man kan flytte arbejdsstyrken i Danmark via lønnen. Da jeg skrev under på aftalen, var tanken at vi skulle bruge 16 fuldtidsansatte. Der var ikke nogen af os, som tilnærmelsesvis kunne forstille os, at op imod 10.000 ville være i beskæftigelse på området da der var flest! Vi har hørt fra arbejdsgivere i restaurationsbranchen, som oplevede en voldsom mangel på arbejdskraft, fra oplevelsesindustrien og mange andre områder hvor folk normalt ikke er i mange år. Jeg er blevet skældt personligt ud, når jeg har mødtes med nogle af disse arbejdsgivere, for det er jo på grund af mig, de nu ikke kan skaffe deres arbejdskraft.
Hvis man som arbejdsgiver ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, så må man sgu kigge indad og overveje hvorfor og hvad man selv kan gøre for at gøre sig mere attraktiv.
Nu tænker jeg lige højt her – hvis man kan vælge imellem 2 jobs, hvor det ene er 12-timers vagter i dagtimerne, fast vagtplan, godt arbejdsmiljø, overenskomstdækket virksomhed med adgang til TR og AMR og en løn i den gode ende, og det andet er aften og nat, ofte uden overenskomst og en timeløn der ligger 50-100 kroner under det første, så er det altså ikke svært at regne ud hvilket arbejde man fravælger.
Og det er altså her min kæde ryger lidt af! Hvis man som arbejdsgiver ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, så må man sgu kigge indad og overveje hvorfor og hvad man selv kan gøre for at gøre sig mere attraktiv. Man sætter gerne priserne ned på sine varer for at tiltrække kunder, men nægter at hæve lønnen for at skaffe arbejdskraft! Falck lykkes med at ansætte flere tusinder podere i løbet af nogle få måneder. Jeg tror det var en arbejdsgiver som egentlig nok godt kunne se fordelen i en god løn og nogle ordentlige arbejdsforhold. Det projekt havde ikke kunne lade sig gøre med 120 kroner i timer…
Lad mig bare slutte af med et gratis tip, en aha-oplevelse om man vil, til andre arbejdsgivere: Det ER faktisk lønnen som gør at langt de fleste lønmodtagere møder ind på deres arbejde – og mangler man folk, så i stedet for at kigge langt efter arbejdere på den anden side af jorden, så kunne man kigge indad på egne løn- og arbejdsforhold. Prøv det… […]Læs mere…
27. januar 2022Ikke-kategoriseretVed du, hvad en tillidsmand er? Hvorfor det er vigtigt at have en kollega, der har din ryg på arbejdsmarkedet. En, der vil kæmpe for, at du har ret til bedre arbejdsvilkår, en der vil kæmpe for, at du får en bedre løn, og en der vil kæmpe for dit ve og vel.
Sådan en tillidsmand har jeg på mit arbejde. Jeg ved, jeg altid kan gå til ham. Også med de små ting. Han har nemlig min ryg, også da jeg blev valgt som arbejdsmiljørepræsentant og var helt grøn til fingerspidserne. Jeg var sprunget ud i at blive arbejdsmiljørepræsentant, fordi jeg brænder for et trygt og sikkert arbejdsmiljø og for at hjælpe mine kolleger. Jeg var ikke bange for at gå forrest og tale mine kollegers sag. For jeg synes, at alle skal behandles lige og med gensidig respekt samt have ret til det bedste og mest sikre arbejdsmiljø.
Jeg gik i gang med opgaverne, og jeg fulgte op på det, vi kalder “nærved ulykker” og fik tydeliggjort de farlige ting, der kunne gøres noget ved. Jeg havde selvfølgelig masser af spørgsmål til lederne, som var i afdelingen, hvor “nærved ulykkerne” var sket. Jeg var helt ny og ville gerne vide, hvordan de gjorde tingene.
Men efter nogle dage blev jeg kaldt op på kontoret og skulle stå skoleret. Der blev jeg beskyldt for at have snakket nedladende, leget politimand og lavet ringe i vandet.Nogle med højere rang syntes ikke, at jeg skulle snakke med mine kollegaer, ikke skulle opsøge mine opgaver på den måde og skulle på ingen måde stille spørgsmålstegn ved sikkerheden. Der sad jeg alene med disse to på kontoret. Jeg spurgte den ene person, om han ikke kunne uddybe det, de snakkede om, men det ville han ikke. Og lige der kom tanken. At jeg virkelig havde ønsket, at jeg havde taget min tillidsrepræsentant med til mødet. Han havde jo også sagt flere gange, at jeg aldrig skulle holde møde med ledelsen uden en bisidder.
Jeg fik at vide af disse to med højere rang, at jeg skulle ændre min facon og min måde at agere som arbejdsmiljørepræsentant, ellers ville jeg få både mundtlige og skriftlige advarsler. Jeg forstod det ikke, også fordi jeg jo ingen begrundelse fik. Jeg gik derefter til min tillidsmand og vendte det hele med ham. Jeg fik aldrig hverken en mundtlig eller skriftlig advarsel, og det skyldtes i høj grad mit samarbejde med min tillidsmand og min fagforening.
Jeg har lært – af min tillidsmand – at jeg aldrig igen går til møde på min arbejdsplads uden en tillidsmand. Det er hans fortjeneste, hans støtte og hjælpen fra de andre tillidsvalgte på arbejdspladsen, at jeg ved, at jeg gør det rigtige for mine kolleger, når jeg tager hånd om problemer med arbejdsmiljøet. Derfor vil jeg altid støtte de tillidsvalgte på mit arbejde, og det betyder blandt andet, at jeg er med i den fagforening, som min arbejdsplads har overenskomst med. I mit tilfælde er det 3F. Hvis vi ikke har en overenskomst, har vi ikke en tillidsmand, som kan tage kampen for os. En, der kan tale vores sag, stå ved vores side og bare i det hele taget være der, når vi har brug for det.
Husker du at værdsætte din tillidsmand? Støtter du ham eller hende? Det er ikke nok, at han/hun er en god kollega eller god ven. Efter min mening er den eneste måde at støtte sin tillidsmand fuldt ud ved også at være med i det faglige fællesskab og ikke kun betale til a-kassen. For det er der, du giver ham eller hende dit mandat til at forhandle bedre vilkår og rettigheder til dig og dine kolleger. Husk det.
“En person der føler sig værdsat, vil altid gøre mere end det forventede” […]Læs mere…
27. januar 2022Ikke-kategoriseretJeg blev matematisk student i 1994 fra Haslev gymnasium i en alder af 20 år. Så det her blogindlæg handler ikke så meget om mine pensions muligheder, men om nogle af mine gamle og nuværende kollegers muligheder. I september 1994 blev jeg tilbudt arbejde som flyttemand i København på Østerbro, som jeg sagde ja tak til. Jeg blev så hængende i branchen i 12 år. Det var et fysisk hårdt arbejde, med en del slid på kroppen. Men som regel var det faktisk også meget sjovt. Man kom mange forskellige steder hen, mødte mange forskellige mmennesker. Ofte stod den på firmaflytninger i weekenden, og igen havde det en omkostning på kroppen. I de år så jeg flere kolleger døje med ryg og knæproblemer allerede i en ung alder, og flere med klippekort til kiropraktor.
I mit nuværende job (2006- nu) har jeg også kolleger/ tidligere kolleger der døjer med slidte led , og som må spise smertestillende for at komme igennem arbejdsdagen. Jeg har en kollega der er gammel stillads mand , og som har fået gjort noget af ryggen stiv grundet slid . Han håber på at han om et par år, når han har alderen til det, kan få lov til at trække sig tilbage på tidlig pension, arnepension for han mener den er lavet til sådan nogen som ham, men er det ikke også rimeligt nok, at man når man har været x antal år på arbejdsmarkedet, kan få lov til at trække sig tilbage, inden kroppen er helt slidt op…
Jeg må indrømme at jeg ser rødt når jeg hører folketingspolitikere ( parti underordnet) udtale sig om at vi ikke kan sende raske mennesker på tidlig pension.
1: De kommer aldrig til at være i nærheden af så mange år på arbejdsmarkedet
2: De kommer aldrig til at leve for en arnepension
3: De kommer aldrig til at mærke på egen krop, hvordan det er at være slidt ned
Skal vi ikke lige blive enige om, at forudsætningerne for hvornår vi kan gå på pension, ikke er de samme. Folketingspolitikere kan gå på pension fra folketinget allerede som 60 årige, hvis de vel og mærke har siddet i folketinget før 2017. For at komme i betragtning til arnepension skal man det år man bliver 61 år, have været på arbejdsmarkarkedet i 42-44 år for at kunne trække sig 1-3 år tidligere. Politikere har som ofte en middel lang eller lang uddannelse, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet eller direkte i folketinget. Så det vil sige at de har muligheden for at trække sig tilbage efter kun måske 35 år på arbejdsmarkedet.
Arnepensionen var i 2021, 13740 kr hvori der ville være modregning såfremt man har anden pension, så jeg tror ikke det er en mulighed man vælger, fordi man synes det er sjovt, men fordi man fysisk er slidt op.
Jeg håber for mine kolleger gamle som nye, at der vil blive ved med at være en mulighed for at trække sig tilbage, imens der stadig er lidt funktionel krop tilbage, inden man er helt slidt op, og man faktisk kan få lov til at nyde sit otium. I virkeligheden er det nok meget godt, at man ikke har de valgmuligheder, som man har med sine kæledyr, og vælge humanitær aflivning. Så kan det godt være der var nogle der har slidt hele livet der ville vælge den løsning. Det var blot en tanke….. […]Læs mere…
27. januar 2022Ikke-kategoriseretDet egoistiske fællesskab
Der er mangel på unge mennesker, der vil være en del af vores 3F-fællesskab. Jeg tror, det har noget at gøre med fortællingen, vi 3F-medlemmer giver de unge mennesker. Jeg har personlig hørt ”du skal være med i fagforeningen.” Der er også de gamle fortærskede floskler om det ukonkrete og halvmytiske fællesskab eller det ukonkrete og evige socialansvar over for hvad nu end.
Til modsætning har vi den unge egoist, som blot siger ”hvad kan I gøre for mig?” Og det er et sundt sind, der stiller dette spørgsmål.
Der bliver nødt til at være en gensidighed mellem fællesskabet og den unge egoist. En ung mand er udødelig og usårlig. Hvad har 3F at tilbyde sådan en person, som ”gule” fagforeninger ikke kan tilbyde? Personligt ved jeg det faktisk ikke. Jeg var selv egoist, da jeg først blev medlem i fagforeningen for to år siden, fordi medlemskab var et kår for den løn, jeg får i dag.
Vi/3F bliver nødt til at give den lille egoist et hurtigt og tilfredsstillende svar. For hvis ikke er vores sales-pitch: ”1001 kr. om måneden for en god mavefornemmelse.”
Vores idealistiske og fortærskede snak om værdier, menneskesyn og politiske holdninger ser jeg som en slags emotionel afpresning for at høre til det ”respektable arbejderfolk”.
I den her del af verden har vi alt. Og alle har noget at sælge os. Selv i ideologier shopper vi rundt. Fagforeningen er blot endnu et produkt, en telefondame vil sælge os. Problemet med fagforeningen som produkt er, at det er en historisk og abstrakt fortælling.
Selvfølgeligheden ved at være en del af fagforeningen forsvandt for flere generationer siden.
I min generation (generation X) var der ingen, som var med i slaget ved Fælleden. Ingen af os havde nogen social kamp at kæmpe. I stedet kæmpede vi vores individuelle kampe. Nogle af os tog til Afghanistan og kæmpede for at hjælpe eller for et selvrealiserende eventyr, nogle kæmpede for gode karakterer i skolesystemet for en idé om et fremtidigt bedre liv. Og nogle mere nihilistiske typer kæmpede for at få stoffer til weekenden.
Min fortælling her handler om individualisme, og ikke fællesskab. Jeg tror, vi, der taler 3F’s sag, skal stoppe med at bruge udtrykket ”bedre arbejdsforhold/bedre forhold på arbejdspladsen” eller ”bedre løn/mere i løn”. Hvad er bedre forhold i paradis/Danmark?
Et par gange om ugen ser jeg sigøjnere samle brugt elektronik og tomme dåser for at tjene penge. Det vil sige, at vores affald er andre folks guld. Det gør os nogle af de rigeste mennesker på jorden. Vores tale om bedre og mere på arbejdsmarkedet er upræcist og lyder utaknemmeligt.
Hvis vi/3F holder os til præcise og personlige eksempler på uretfærdighed, kan individet eller egoisten have forståelse og empati. Jeg tror også, at 3F skal væk fra fortællingen om det sociale ansvar. Det er et ideal, og det er svært at relatere til på mere end et overfladisk niveau. I stedet er der en anden fortælling, nemlig fortællingen om at intet er gratis i livet.
F.eks. grunden til at du ikke skal tage et stort lån i banken, når du skal på hospitalet og opereres, er ikke, fordi det er gratis, men fordi du i forvejen har betalt regningen via skat. Det samme eksempel gælder uddannelse. Her er der også en lignende sammenligning med den løn, jeg får, og hvad det koster at få den løn. Jeg får udbetalt 20.000 kroner om måneden. Prisen for, at den løn bliver vedligeholdt år efter år, er 1001 kr. om måneden, i medlemskab af 3F. […]Læs mere…
26. januar 2022Ikke-kategoriseretVi oplever i Danmark et stigende pres på arbejdstiden. Forventningerne til den ansattes fleksibilitet og mængden af overarbejde øges konstant.
Fleksibilitet er afgørende for det danske arbejdsmarked, så vi forsat kan værre konkurrencedygtige i forhold til resten af verden. Der er dog en grænse for fleksibiliteten helbredsmæssigt, hvilemæssigt og familiemæssigt, og denne grænse er ved at være overskredet. Vi er nu nået til et punkt, hvor man kan kaldes ind på alle tider af døgnet. Weekender og helligdage er ofte ganske almindelige arbejdsdage. Selv de traditionelle kutymefridage som d. 1. maj, Grundlovsdag, 24. og 31. december er også i spil, hvis arbejdsgiveren ønsker det.
Mængden af overarbejde er i mange fag stigende. Der er fra arbejdsgiverne ofte en klar forventning om, at de ansatte altid kan overarbejde. Førhen var det normen, at overarbejde blev brugt under højtider og sygdom. Nu bliver overarbejde ofte brugt som et ganske almindeligt redskab i den daglige drift. At vi nu har et samfund med rekord lav arbejdsløshed, gør kun presset endnu større.
Politikerne taler nu om, at vi alle skal yde lidt mere. Pensionsalderen sættes løbende op, man vil belønne seniorer, hvis de fortsætter arbejdslivet osv. Hvis alle med fuldtidsarbejde slides op fysisk og mentalt af konstant overarbejde, vil mange ikke klare distancen. Så skal vi i fremtiden have både Børge og Peter pensioner.
Ved de kommende OK-forhandlinger kunne et vigtigt punkt være at afgrænse arbejdstiden og mængden af det overarbejde, en arbejdsgiver kan forlange. Begynder vi ikke snart at sige fra, kan vi hurtigt stå med et arbejdsmarked, som vi ikke længere kan se os selv i. Det må vi alle være interesseret i ikke sker. Vi kan sagtens være konkurrencedygtige uden at indgå kompromisser, som i sidste ende forringer arbejdsmiljøet og sikkerheden på arbejdspladserne. […]Læs mere…
26. januar 2022Ikke-kategoriseretErhvervslivet skriger på arbejdskraft og er ikke enige i den nye Arne pension, idet manglen på arbejdskraft så kun bliver større og større.
Hvad er det vi vil, vil vi gå senere på pension? Selv om vi levere længere og er mere aktive, er der jo stadig mange med hårdt fysisk arbejde, her er kroppen er jo slidt – så hvis vi skal arbejde længere end i dag, hvilke skåne tiltag skal så tilbydes og er det rentabelt?
2-3 dages arbejdsugeForlænge weekend med en dagLængere ferie eller oftere ferieHalve dages arbejdeOmrokering på arbejdspladser – de unge tager de tungeste poster
Eller skulle vi speede processen op for vore udenlandske gæster/indvandrere – så de kan komme hurtigere ind på arbejdsmarkedet? Det giver jo ingen mening at vi har udenlandske sygeplejersker, læger osv. Gående hjemme på dagpenge, når vi har så stor mangel på dem, fordi godkendelsen går for langsomt.
Vi har mangel på arbejdskraft, og hvis vi ikke selv kan løse problemerne, må vi importere arbejdskraft – så hjulene holdes i gang.
Bliver løsningen at importere mere arbejdskraft, hvad bliver så udfordringerne?
Kører/flyver arbejderne så frem og tilbage mellem landene, da de får mest ud af deres penge i eget land, hvilket jo heller ikke er smart for dansk økonomi.Kan vi få dem til at flytte herop med familien og sørge for ordentlig integration samt tilbyde dem et godt liv i Danmark.
Eller skal arbejdsmarkedet omstruktureres – så der kan arbejdes mere hjemmefra, hvilket kunne gøre, at folk der skal på pension, måske kunne overtales til at par år mere, idet vedkommende selv tilrettelægger sin dag – så glæder mig sig til at sove længe – så gør jeg det – så tager jeg blot tjansen lidt senere, derudover sparer jeg tiden på transporten.
Dette er jo selvfølgelig ikke alle erhverv der kan det, men idet man lod dem arbejde hjemme der kunne, ville det erhvervsliv der skal møde på job, sparer tid på transport, da der i dag bruges meget tid på køer på motorvej samt forsinkelser på toge.
Under covid 19 – kunne vi se store besparelser på motorvejskøer, grundet folk arbejdede hjemmefra, virkelig lettede trafikken og gjorde at man kom tidligere til og fra arbejde. Det er skønt for alle at spare tid på kørsel.
Dette må også give bonus på klima regnskabet. […]Læs mere…
26. januar 2022Ikke-kategoriseretVores arbejdsmiljørepræsentants (AMR) væsentligste opgave er at sikre og opretholde et godt både psykisk og fysisk arbejdsmiljø samt forebygge evt. sundhedsskadelige miljøer for både virksomheder og medarbejdere.
Jeg tænker tilbage på min tid som AMR, har intet ændret sig siden da. Vi arbejdede kun med de skader, der var sket. Ikke forebyggende arbejde, for vi havde ikke tiden til det. Det resulterede i, at sikkerhedsmøderne med ledelsen omhandlede de samme punkter hver eneste gang – hvilket jo klart er et bevis på, at situationerne, endda skaderne, ikke blev fuldt til dørs og rettet op på.
Her har jeg to eksempler. Rygning i maskiner er bandlyst, men dette fortsættes, trods håndhævelse. Det andet eksempel er opfølgning af eventuelle skader på medarbejdere. Er de okay efter skades hændelse – fysisk og psykisk?
Ovenstående er blot en brøkdel af de problemstillinger, som ikke bliver taget seriøst. Er det pga. den manglende tid til at være AMR?
I min nuværende stilling som formand for havnearbejderne i Århus er mit største fokus på sikkerhed. Alle skal gerne komme sikkert hjem til deres familier.
Vores havn er en farlig arbejdsplads grundet de store maskiner samt de højder, og ikke mindst vejret vi arbejder i. Mange skader kan ske, og det er derfor altafgørende, at der prioriteres tid til at forebygge mulige skader. For at kunne sikre alle og deres færden på en så farlig arbejdsplads er det ”alfa-o-mega”, at alle er sin egen sikkerhedsmand.
Som sin egen sikkerhedsmand vil det sige, at hvis man ser noget, der på nogen måde er uhensigtsmæssigt i form af egen eller sin kollegas sikkerhed, skal der omgående gribes ind, og man skal lade sig undre? Spørg din AMR, inden arbejdet fortsættes.
Den største fejl her er, at nogle lukker sine øjne. De tænker måske, at dette ikke sker for mig, eller dette er ikke mit bord. Husk din AMR er der for dig – men har han tiden?
Når vi på havnen får nye medarbejdere, SKAL de gennemgå et sikkerhedskursus som AMR’en står for, inden de bliver sluppet løs og ud i virkeligheden. Men får AMR’en tid nok til at holde et fyldestgørende kursus?
Det hele drejer sig om tid og prioritering til AMR’en. Travlhed må ikke tage pladsen for AMR’erens forebyggende indsats.
Mit budskab her er, at vi alle tager ansvar for os selv og støtter op om vores AMR. Og så skal virksomhederne prioritere tid i hverdagen til deres AMR, så de kan udføre det arbejde, de er uddannet til.
Hilsen Rasmus Jensen […]Læs mere…
26. januar 2022Ikke-kategoriseretI dag er der mange steder hvor man kan ytre sig og sige sin mening – om alt!
Jeg ved ikke om corona har gjort folk mere kulrede men jeg synes, der er alt for meget mudderkastning frem og tilbage, hvor det ikke er emnet der bliver debatteret.
Det bliver i stedet vendt til hvilken ”farve” man tilhører politisk.
I stedet for at vi har en god og konstruktiv dialog omkring om et givent emne, som fx en aktuel artikel, nyhedsindslag, blog, mm., så skubbes debatten i baggrunden, og kommentarerne kommer mere til at handle om afsenders mulige politisk tilhørssted.
Jeg ser ofte kommentarer som f.eks.:
”Du er bare fucking 3F pamper rød” eller ”Du er bare total syg blå liberal egoist, der kun tænker på dig selv”
Hadefuld retorik er kun skadelig, men holder vi os til emnet, så har vi mulighed for at skabe forandring
Jeg ønsker at fremme den gode dialog baseret på vores værdier, og ærlighed i det hele taget i den offentlige debat.
Fordelen ved den skriftlige debat er, at man har muligheden for at tænke sig om en ekstra gang inden man trykker ”send”. Du har god chance for at stoppe dig selv før det går galt.
At sikre det gode arbejdsliv til hinanden er højt på min værdi-liste.
Jeg er en faglig aktiv stolt godschauffør som snart har været 35 år i branchen.
Jeg deler gerne min mening for at påvirke og fremme de ting jeg kæmper for.
Mine 3 vigtigste mærkepunkter er:
Det skal være rart at gå på arbejde, uanset hvad man arbejder med og hvor man kommer fra.
Det skal være en selvfølge, at man taler pænt til hinanden, uanset om man er chauffør eller direktør.
Det skal være en selvfølge, at man viser tillid til hinanden på arbejdspladsen.
Hvis en virksomhed viser ligegyldighed overfor de ansatte, så skaber det mistrivsel og mistillid. Så er virksomheden aktivt i gang med at ødelægge sig selv.
Lad os nu fremme den gode dialog. Vælg den gode tone.
Lad os vælge at støtte hinanden i stedet for at bekæmpe hinanden.
Har du en dårlig dag er det måske ikke her, du har overskud til at deltage konstruktivt.
Træk vejret inden dy trykker på tasterne
På den måde kan vi gøre en forskel.
Vi behøver ikke at være enige, men vi skal være ordentlige. […]Læs mere…
24. januar 2022Ikke-kategoriseretEn tillidsvalgt er nød, til at have opbakning fra sine kollegaer ellers er der ingen grund til at han fortsat skal være tillidsvalgt. Men når kollegaerne tror at de kan styrke deres egen position ved at arbejde på egen hånd, så er der vel ingen grund til at have en tillidsvalgt der arbejder for fællesskabet. Ideen med tillidsvalgte er netop at skabe fælles løsninger, og det er alt andet lige nemmere at skabe resultater når man er en gruppe der står sammen, med samme mål.
En arbejdsgiver kan ødelægge fællesskabet, ved at give enkelte medarbejdere nogle fordele der får dem til at føle sig specielle, og det er meget farligt for den enkelte medarbejder kan føle at man får mere ud af at styrke sin egen position end kollegaernes fælles position. Det er ikke nemt for alle at kunne se hvad der sker på sigt, da man ofte ikke tænker over hvad bagtanken er med hvad arbejdsgiveren gør. Sommetider kan man ”redde” situationen ved at gøre opmærksom på at der er ved at ske noget snavs, det kan være meget små ting her og der, der lige pludselig bliver til noget stort hvis der bliver trykket de rigtige steder så kan fællesskabet smuldre fuldstændigt.
En kollega kom til mig og sagde at han skulle udstationeres i en periode, jeg oplyste ham om at han skulle være opmærksom på at der var ingen af de andre kollegaer der ville tage på udstationering, da chefen ikke ville dække udgifter til fortæring for nogle medarbejdere, mens andre godt kunne få dækket udgifter for samme tur. Han mente at det ikke ville være et problem for ham, så han tog afsted. Da han så kom hjem igen, henvendte han sig til mig og fortalte at han ikke kunne få dækket sine udgifter ved turen, og han ville ikke tage på udstationering en anden gang. Jeg spurgte ham om jeg skulle gå ind i sagen, men det ville han ikke have. Det er i min verden et ganske glimrende eksempel på hvordan det kan gå når man kører solo løb, og mener at jeg kan selv styre tingene, men det kan man ikke altid.
Jeg siger ikke at alle arbejdsgivere er nogle slyngler, man skal bare være opmærksom på hvad der sker omkring en selv, og få nu snakket med kollegaerne og de tillidsvalgte på din arbejdsplads, omkring hvad der sker, så kan andre også se på sagerne med andre øjne og måske komme med deres input. Vær ikke bange for kritik, det gør os kun til bedre kollegaer. Selvom de måske kan være irriterende for nogen, men når kollegaer spørger til hvordan det går eller hvad der sker i dit liv, så er det i de fleste tilfælde ikke i ond mening, men bare fordi at man kun vil hinanden det bedste.
Hvis man er tillidsvalgt, så er det ens kollegaer der kommer i første række, og man arbejder for gode forhold på arbejdspladsen hver dag. Og hvis ikke at kollegaerne bakker op om arbejdet, så er det meget svært at få noget igennem. En tillidsvalgt er demokratisk valgt så selvom du måske ikke er perlevenner med den tillidsvalgte, så kan man vel blive enige om at man vil have gode arbejdsforhold på arbejdspladsen, og derfor bør man samarbejde om denne sag, i stedet for at sætte sig over i hjørnet og være sur over at det ikke var ham jeg stemte på, der blev valgt.
Bak op om jeres tillidsvalgte og hvis i, mener at de ikke gør deres arbejde ordenligt, så sig det til dem så man kan få en dialog om det. Der er måske en grund til at de gør som de gør, eller måske har du en ny vinkel på sagerne, som den tillidsvalgte, ikke havde set. Hjælp hinanden, stå sammen og kæmp fælles kamp. Så bliver din arbejdsplads et bedre sted. […]Læs mere…
24. januar 2022Ikke-kategoriseret”Jamen Rikke, det er jo ikke sådan, vi arbejder her.”
Kender du det at støde panden mod en mur, når man henvender sig til din arbejdsgiver angående det fagligt arbejde eller faglige udfordringer på arbejdspladsen? Der kommer rigtig mange undskyldninger retur.
”Jamen, det kigger vi lige på” (og så sker der ikke en skid).
”Jamen, det kan jo aldrig lade sig gøre på vores arbejdsplads” (undskyld mig, har vi prøvet?)
”Vil du gerne ødelægge det for firmaet?” (hallo, det er mit eget arbejde, vi snakker om, så nej, det har ingen interesse).
Hvad er der blevet af den gensidige respekt? Der, hvor vi kan mødes i øjenhøjde, få en god og konstruktiv samtale. Hvor vi kan få løst nogle af vores fælles udfordringer for vores fantastiske kollegaer og ansatte på arbejdspladsen. Jeg kan virkelig ikke forstå, hvad der sker. Jeg vil ikke råbes af, tales ned til eller beskyldes for, at min mission er at køre firmaet i sænk.
Når jeg som tillidsvalgt kontakter ledelsen angående problemstillinger, så har jeg jo prøvet at løse det selv, men jeg er jo også klar over, at der er nogle ting, hvor vi har brug for deres hjælp og forståelse for at få det løst. Det gælder også de svære ting, hvor vi måske ikke er helt enige, men så kan vi da i det mindste blive enige om at være uenige, og så bæres der ikke nag over det. Men uenighederne har det med at dukke op senere, som om at nu ”skylder” du, Rikke.
Helt konkret mangler jeg en forståelse hos arbejdsgiveren for, hvad det indebærer at være tillidsvalgt i en virksomhed. Det er som om, at vi skal opfinde den dybe tallerken hver gang.
Måske kunne det være en fordel for arbejdsgiveren at lytte til os en gang imellem. Jeg ved af erfaring, både fra mig selv og fra kollegaer, at fantastiske, engagerede og tilfredse medarbejdere arbejder ekstremt effektivt og har mindre fravær. Jeg håber og krydser fingre for, at vi en dag kan opnå den samme forståelse og gensidige respekt, for hinandens arbejde, meninger og forståelse. […]Læs mere…
21. januar 2022Ikke-kategoriseretHvor blev den gode tone af
Jeg er tillidsmand, og har været det i mange år. Jeg har været med til fusioner og sammenlægninger, og oplært lærlinge og nye kollegaer.
Det har været både spændende, udfordrende, og lærerigt. Jeg har mødt mange gode mennesker og har fået mange gode kollegaer gennem årene, og mange heldigvis stadig.
Jeg er så heldig at have de allerbedste kollegaer, og de giver mig stor opbakning i mit virke som tillidsmand, og det giver mig så meget mere lyst til at forsøge at skabe Danmarks bedste arbejdsplads.
Men de senere års udvikling i samfundet, hvor det er blevet nærmest legalt at svine andre folk til, især hvis det sker bag en skærm, har nu i nogen grad også fundet vej ind på danske arbejdspladser, og i nogen grad desværre også til min. Danmark er blevet et sted hvor egoismen blomstrer som aldrig før. Skal vi ikke ændre på det og skabe den bedste arbejdsplads?
Jamen hvordan ser den bedste arbejdsplads ud?
Spørger man mig er det et sted med ordnede forhold, og hvor vi respekterer hinandens forskelligheder indenfor de rammer vi i fællesskab sætter, ledelse og medarbejdere imellem. Hvorfor er det så blevet legalt at bagtale en kollega? Kan vi være bekendt at tale dårligt bag ryggen på en kollega? Gu ka vi ej. Tænk hvis det var dig selv, eller måske en i din familie det gik ud over.!
En anden vigtig faktor for den bedste arbejdsplads er rummelighed. Der skal være plads til alle, og vi skal acceptere hinandens forskelligheder, kulturer og overbevisninger. Vi kommer alle med vidt forskellig baggrund og kan alle sammen noget forskelligt. Og hvem kan prioritere vigtigheden og rigtigheden af noget? Så hvorfor er det så blevet legalt at pege fingre af en kollega?
Kan vi være bekendt at pege fingre af de nye, de uerfarne, eller den kollega der har været uheldig. Gu ka vi ej for i morgen kan det være os selv! Og vi er alle startet et sted!
Lad os løfte i fællesskab og hjælpe hinanden. Hvis den “gamle” erfarne ikke lukker den unge nye ind og lærer fra sig, så er der ingen til at tage over den dag han gerne vil have fri, og omvendt hvis den nye unge ikke er engageret og imødekommende, så vil den “gamle” ikke lære fra sig af sine erfaringer. Begge dele er skidt for udviklingen af arbejdspladsen.
Vi der er tillidsvalgte har en særlig opgave i forhold til det at skabe den bedste arbejdsplads.
AMR’erne skal jo gå foran og være med til at skabe det sikre og gode arbejdsmiljø. Man kan jo komme til skade ved andet end at løfte tunge ting, og vrikke om på foden. Psyken kan jo også skades, og det kan i virkeligheden være værre at helbrede, end en brækket arm.
Tillidsmændene skal gå forrest for at sikre den gode løn og de ordnede forhold, og at kollegaerne får den løn de har krav på, og sikre at aftaler overholdes. Og her er det vigtigt at vi holder den lige linie og holder fast i den fælles aftale der er indgået.
Jeg er godt klar over at med ca 350 timelønnede kollegaer, vil der være nogle imellem der tænker at, nu er det sgu da slået klik for Klaus Ole. Det er jo bare vores arbejdsplads, men altså! Vi vælger den bedste partner, vi får de bedste børn, køber de bedste boliger, hvorfor så ikke prøve at skabe den bedste arbejdsplads, når nu vi næsten bruger mere tid her, end vi gør med de andre bedste valg i vore
Vi har rammerne, lad os bruge evnerne og gribe muligheden?
Lad os finde den gode tone, og sammen genskabe den bedste arbejdsplads hvor kollegaerne trives, engagerer- og organiserer sig. Det er godt fordi
INGEN KAN DET HELE, ALLE KAN NOGET, SAMMEN KAN VI ALT
21/1-2022 Klaus Ole Nielsen […]Læs mere…
18. januar 2022Ikke-kategoriseretHvis udrykningskøretøjerne kunne blive enige om hvor de vil køre.
Det er pinligt at redningstjenesterne i Danmark, ikke kan blive enige om hvordan der køres frem til skadessteder og det er utroligt at der ikke allerede er lavet faste retningslinjer for fremkørsel.
Skal politikkerne lave lovgivning på området?
Her er en lille historie om hvordan vi gør i dag.
En morgen i august 2021 er jeg på vej til et møde i Vejle, jeg kører fra Aarhus ved 7-tiden, det er gråvejr men tørt, jeg tænker solen nok skal brænde igennem senere.
Radioen står på P4, her vil eventuelle trafikmeldingerne komme, jeg sidder og tænker på dagens møde.
Så kom afbrydelsen fra trafikradioen, Johnny Krone meddeler ”færdselsuheld på E45 i sydgående retning, lige før afkørsel 52 Skanderborg Vest, flere biler involveret, anden og tredje vognbane er spærret, redningskøretøjer er på vej”
I dette øjeblik passere jeg Stilling (afkørsel 51) i tredje vognbane, så ingen mulighed for at køre af motorvejen, der er hundrede vis af bremselygter og havari blink foran, nu skal der træffes hurtige beslutninger, bilen skal fra 130 km/t til 10 km/t. Har dem bag mig set det samme som jeg, hvor hårdt bremser bilen foran, hvad med bilen til højre for mig, trækker den ud, der er mange ting der skal falde på plads, heldigvis sidder de ting på rygraden af de fleste bilister, det lykkedes også for mig den dag (uden at spilde kaffen 😊).
Nu holder alle tre vognbaner stille, jeg forsøger at få et overblik over hvor langt fremme trafikuheldet er, der er cirka 3 km. fra Stilling til rastepladsen Fuglsang, uheldet er lige inden rastepladsen, jeg har over 2 km. frem til uheldet, ingen mulighed for at komme frem og hjælpe, det bliver tålmodighed, trafikradio og kaffe.
Så kommer første udrykningskøretøj, det er Falcks afspærrings vogn.
Den kører mellem anden og tredje vognbane (på dansk kalder vi det plov) i Tyskland kaldes dette Rettungsgasse (det vender jeg tilbage til), os der holder i tredje vognbane trækker mod midt autoværnet, dem i anden vognbane trækker så langt til højre det kan lade sig gøre, lastbiler osv. i første vognbane trækker så langt ud mod nødsporet de kan.
Et minut efter kommer politiet, de køre i nødsporet, så nu flytter alle køretøjer i første og anden vognbane sig mod venstre.
Efter endnu et par minutter kommer der en ambulance og en brandbil, de køre plov/ Rettungsgasse, nu er forvirringen ved at være total og frustrationerne hos trafikanterne og redningsmandskabet stiger 🤯
Denne situation i sig selv forklare hvorfor vi skal have én fremgangsmåde.
Løsningen findes og bruges allerede syd for grænsen: https://youtu.be/WfiLITNZudE
Der er flere argumenter, når man kører i nødsporet, er der større risiko for at punktere. I nødsporet er bremselængden længere, på grund af belægningen er anderledes. Når man kører i nødsporet mellem lastbilrækken og autoværnet, er det som at køre i en tunnel, udsynet er meget nedsat.
Hver gang en bil, eller endnu værre en lastbil, skal flytte sig en halv eller hel meter til siden, skal der køres et stykke, prøv at forestille dig du skal flytte din bil en meter til siden, hvor mange meter skal du køre frem for at bilen er rykket en meter sidelæns?
Prøv at lave samme øvelse i en lastbil på 25 meter 😮
På et tidspunkt vil køen blive så kompakt at man ikke kan rykke sig længere, så holder redningskøretøjerne fast og i værste tilfælde vil de tilskadekommen dø.
Med Rettungsgasse, vil alle trafikanter vide hvor de skal placere sig når der opstår kø, redningskøretøjerne vil komme hurtigere frem og dermed redde flere liv, udsynet ved fremkøreringen med udrykning vil være højre og øge trafiksikkerheden.
Når redningskøretøjerne kommer hurtigere frem, vil vejen være spærret i kortere tid, det spare samfundet for udgifter og trafikanterne kan komme hurtigere videre, uden for mange frustrationer, der mange gange udtrykkes ved en meget tung højre fod.
Du som trafikant kan hjælpe, ved at placere dig rigtigt når der opstår kø og holde denne placering, også selvom det første udrykningskøretøj er kørt forbi, der kommer måske flere 🙏
Du der kører udrykning, kan vælge at kører Plov/ Rettungsgasse, så gør vi alle det samme.
Du som politikker, kan kikke på de nødvendige tal og statistikker og få gennemført en lovgivning på området ✍️ […]Læs mere…
17. januar 2022Ikke-kategoriseretI øjeblikket er der godt gang i hjulene i dansk økonomi. Der er masser af arbejde, men det er svært at rekruttere – bliver der sagt. Derfor foreslår flere borgerlige partier og erhvervsorganisationer at sænke beløbsgrænsen for at få den arbejdskraft, der mangles. I min optik er det dog ikke så simpelt, for nogle gange tror jeg, at man glemmer at opkvalificere og uddanne de ansatte, de allerede har og kan få. Her er det også oplagt at få fat i de unge, som jeg har oplevet jobshopper lidt. Kan de ikke lide lugten i bageriet, skrider de simpelthen, og det er som sådan også fair nok nogle gange. Men det er altså sundt nok at prøve at påvirke tingene selv, måske have en interesse for at blive faglært, få svendebrev og dygtiggøre sig. Få et større perspektiv på sit arbejde og fag. Da jeg selv startede med at arbejde på et lager, tænkte jeg ”jamen, det kan jeg godt finde ud af”, men jeg lærte også hurtigt, at det altså tager tid at blive rigtig dygtig. Det kræver både timer og interesse.
På min arbejdsplads oplever jeg da også, at det ikke er garvede lagerarbejdere, der bliver rekrutteret altid. Intet i vejen med det, men husker man at få dem opkvalificeret, uddannet og klædt på til arbejdet? For mulighederne er der. Det virker bare for mig som om, at det bliver glemt lidt. For vi lever i et land, hvor uddannelse som sådan er gratis, og arbejder man under overenskomst, som jeg gør, ja, så kan man simpelthen få to ugers selvvalgt uddannelse om året. Med løn. Det er fantastisk, hvis det bliver brugt.
Jeg oplever kolleger, der i dagligdagen godt kunne bruge et truckcertifikat, eller måske en dybere indsigt i det man faktisk går og laver. Der, hvor jeg arbejder, har vi en varemodtagelse. De modtager containere, trailere og varevogne med gods. Der skal man bruge hjælpemidler, som kræver certifikat.
En af mine kolleger kommer hen til mig mandag i pausen, og vi får en snak om, at det til tider kan være lidt kedeligt, når man kun kan kigge på, mens gaffeltrucken tømmer traileren. Det kan jeg godt følge ham i, så jeg fortæller ham, at man kan få truckcertifikat gennem den selvvalgte uddannelse. Jeg fortæller også, at man får løn, dog kun 85 procent, og dér stopper vi. For kollegaen ønsker ikke at gå 15 procent ned i løn. 15 procent i 10 dage for at investere i sig selv og dygtiggøre sig samt at stå stærkere selv.
Jeg prøver at forklare, at det jo kun er 15 procent nedgang i 10 dage, og at han efterfølgende har papir på det og vil få nemmere opgaver på arbejdet. At han bliver lidt mere attraktiv på arbejdsmarkedet, hvis han skulle blive fyret. Jeg prøver at sige, at det jo er en investering i et arbejdsliv, der er langt og nok bliver længere, men lige lidt hjælper det. Det er simpelthen ikke interessant nok, når man skal lidt ned i løn. Det ærgrer mig. For det er så vigtigt at investere i sig selv, sit eget helbred og sin egen fremtid. Det tror jeg også, at man fra arbejdsgiversiden nogle gange glemmer. Vi har altså nogle rigtig fine løsninger på at få uddannet kolleger, give dem chancerne og blive bedre. Det er jo heller ikke ukendt, at der mangler faglærte.
Så grib mulighederne kære kolleger, de er der altså, og det batter! Hvorfor? Fordi når man bliver god til noget, bliver man også mere effektiv, og bliver man mere effektiv, får man mere fra hånden. Og det er som sådan en god ting. For vi er og skal være dygtige i Danmark. Vil du være med?
-Ps. Jeg har ikke selv truckcertifikat, endnu.
https://fagbladet3f.dk/artikel/lavere-beloebsgraense-loeser-ikke-problem-her-og-nu?utm_campaign=14012022-1&utm_medium=email&utm_source=Newsletter […]Læs mere…
9. januar 2022Ikke-kategoriseretJeg forstår ikke hvordan en titel kan betyde så meget for nogen. Hvorfor en titel kan ændre folks adfærd, syn og indstilling til den virkelige verden?
Kollegaer der engang gik i blandt os andre på gulvet, havde samme tilgang til det vi lavede. Vi stod sammen, vi kunne snakke om alt sammen, vi kunne lave sjov sammen.Så blev der lokkede, pressede og prisbelønnet en titel ned fra oven. og intet ville forandre sig, kun mere ansvar og opgaver med en fin titlen. men det var desværre ikke det, dette endte ud i.Min sidemakker forsvandt. Ikke fysisk men afstanden blev stor, som at jeg ikke længere var til stede i min kollegas verden mere. Nu skal jeg virkelig tænke over hvad jeg siger, hvilken måde jeg formulerer det på. For ikke alt har samme betydning som før. Før kunne vi joke om alvorlige ting på jobbet uden det blev misforstået. Men ikke mere, nu bliver tingene vendt og drejet.For en titel, har fået mange til at glemme, ikke alting skal skal være så seriøs. Vi skal huske at grine, leve og nyde livet også på arbejdsmarkedet, hvor vi tilbringer meste af vores vågne timer i døgnet i hverdagen. Så gør en titel på arbejdsmarkedet dig gladere? Gør den dig til bedre menneske? Gør den dig vigtigere end dem du mødte på vej op? Jeg har desværre set så mange, i mit ganske små 15 år på arbejdsmarkedet. Som en gang var ligemand, så mig i øjne som ligeværdige, luften var varm og lunefuld. Nu er der lunken, hvis ikke kold.Men der er selvfølgelig også dem, der kan bære en titel som stå ved dem selv, som ikke ændrer sig. De anerkender og respekterer dem de mødte på vej op. De har et bagland af respekt og tillid.
”Sørg altid for at behandle dine medarbejdere nøjagtig som du vil have dem til at behandle dine bedste kunder.”Stephen Covey
Men hvorfor er der så, så få af disse. Hvorfor er det ikke dem, virksomhederne hungrer efter? Hvorfor skal de så mange skønne personligheder og adfærd laves om og rettes til? Jeg er bange for at vi i nutidens Danmark glemmer at, titler i livet ikke danner os som mennesker. Men os mennesker der danner titlerne. Så stå ved dig selv og vær dig selv. Det giver respekt, tillid og tiltro fra dem der skal følge dem. De vil yde de 10 % mere end de skulle, de vil tage en ekstra vagt. De vil tale positiv om deres leder og arbejdsplads.SÅ kom ned af den piedestal, bare fordi du har en titel er vi stadig kolleger på en arbejdsplads! […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretVi skal blive bedre til at støtte op om den fagligklub, da den kan give os et bedre sammenhold, fællesskab og redskab til at forbedre arbejdsmiljøet og vores vilkår.
Efter flere forespørgsler på, at vi skulle stifte en faglig klub for kollegerne, et sted hvor de kunne komme med deres mening holdning og forberedelser.De tillidsvalgte og aktive kolleger satte dette i gang. Bookede mødelokale og stod for lidt lækkert. Men det var utroligt få der mødte op og vi kunne ikke stifte den faglig klub i første omgang.
Derfor kiggede vi indad. Hvad kunne vi gøre bedre, hvorfor mødte folk ikke op, når de efterspørger et forum de kan tale lige ud fra leveren og ikke blive dømt eller stemplet af deres øverst på arbejdspladsen.
Der valgte vi at tage skeen i den anden hånd, og kiggede indad. Vi lavede en aktion med at uddele en flyer og fortælle hvad det handlede om. Men desværre mødte der ikke særlig mange op, dog heldigvis nok til at vi fik klubben stiftet. Det er en start i den positive retning, hvor vi kan står sammen og gøre en forskel. Forhåbentligt vil flere møde op til de næste mange spænende arrangementer.
Hvis vi ikke bliver mere organiseret på vores arbejdsplads og rundt omkring i landet, kan vi miste vores overenskomst, samt den danske model vil ikke længere være der og beskytte os mere og vi kan ende som vores nabolande. Som England, som før var et stærkt faglig organiseret land, eller hvis vi kigger på Tyskland som nu har fået mindsteløn. Er det virkelig der vi vil hen, og ende med mindsteløn flere arbejdstimer i ugen, mindre ferie?Der vil den faglig klub være det sted, hvor du og jeg kan debattere vores mening, holdning og være med til at gøre en forskel.
“Hvis du ikke er så tæt på andre, at du risikerer at du bliver såret, er du heller ikke tæt nok på til at gøre en forskel i andres liv”
For det nytter ikke at stå ude i hjørnet og brokke sig. Det hjælper ikke nogen hverken dig eller din sidemand. Det giver bare mere negativ stemning.Så tag din sidemand under armen. Tag af sted, mød op i den faglige klub. Det kan være der er flere der har det som dig, måske har de en løsning eller noget de kan gå videre med til forhandling med de øverste.
For vi har en stemme! Hvis vi står sammen, kan vi blive hørt. For vores tillidsvalgte kan bruge vores mandat og tale på vores vejen.
Men den faglige klub er ikke kun til at diskutere negative emner eller hvad vi er tilfredse og utilfredse med, men også et sted hvor vi kan hygge og lave sociale arrangementer. f.eks. udflugter, julefrokoster, påskefrokoster foredrag osv. Og det er også et sted hvor vi kan lave aktioner, som de aktive kolleger gjorde for tillidsmand, med at samle underskrifter ind til, at han kunne få mere tid til at lave hans tillidsmandsarbejde og kunne komme ud og snakke med os på gulvet.
Jeg mener os på gulvet også har et ansvar for, at vi får det bedre alle sammen fysisk og psykisk. Derfor vil jeg opfordre jer alle til at støtte op om jeres faglig klub. […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretVi skal have jer unge til samtale, vi skal have en samtale om organisering og vi skal have en samtale om den danske model.
Fordi I er vokset op med samfundets goder, hvor unge mennesker er født med en guldske i røven, der tror at alt er en selvfølge. Det er på tide vi tager fat i den lange ende og forstår, hvordan verden er skruet sammen, inden I mister alt det, som I tager for givet!
Den danske model har i mange år sikret selvbestemmelse, indflydelse og ordentlige vilkår på arbejdspladsen. Men den er de senere år kommet mere og mere under pres. Tilslutningen, organiseringsgraden og fællesskabet er blevet mindre.
Der hvor jeg arbejder, har vi kæmpet kampe og påvirket arbejdspladsen positivt i det system den danske model giver os ret til – systemer som jeg oplever størstedelen af de unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet ikke kender til, eller har den fjerneste idé om, hvad handler om.
Jeg oplever ofte at de unge er dem som ikke kender deres rettigheder og jeg bruger meget tid på oplysning om alt fra barnets første sygedag, feriegoder og rettigheder. Men de selvsamme mennesker støtter ikke op om den danske model.
I er uorganiserede og tager det for givet. Alle de rettigheder og vilkår vi har gennem hovedaftalen og overenskomster og fælleskabet.
For altså da jeg for et par år siden startede som lagerarbejder blev jeg rystet, da jeg så, hvordan en rådvild, frustreret og tydelig sprællemand af en chef hårdt råbte af en kollega grundet en væltet palle med papkasser.
Kollegaen blev tydeligt bange og rød i hovedet og kørte i ren frygt væk, alt imens chefen bare blev mere gestikulerende og volumiøs. Tydeligt utilfreds med kollegaen.
Hvad skulle kollegaen gøre? Acceptere den uanstændige behandling og bukkende samle op og erkende, at chefens anråben var ok? Nej.
Nej, for det er ikke ok.
Vi skal ikke finde os i hvad som helst, men hvem siger fra, I unge ?
Det gør vi sammen, i fagforeningen, organiseret.
Er det gode arbejdsliv, den anstændige løn og lighed så uinteressant, at en mælkekasse video på tiktok er mere spændende end at vi har det godt i vores arbejdsliv?
Så bland jer nu! Unge, hav en holdning! Kom til orde! Det er ikke kun de etablerede og ældre der har guldkorn. Hvor vil I gerne hen?
For giver man sig ikke til kende og ej heller organiserer sig i fagbevægelsen, jamen hvor er vores danske model så henne? Ja den er ihvertfald ikke særlig funktionsdygtig, hvis vi ikke kan bruge den. Den har trods alt givet en del mere ro på det danske arbejdsmarked end andre modeller.
“Ingen kan alt.
Alle kan noget.
Sammen kan vi det hele”.
Jeg er vokset op med at fagforeningen, det var noget man var medlem af og så skulle de nok tage sig af de sager eller arbejdsgivere, som ikke opførte sig ordentligt.
Hvem går du til? Jeg går til fagforeningen. Det er der man søger råd, vejledning og opbakning, hvis lokummet brænder. Men. Det system vi har (Den Danske Model) fungerer kun, hvis man organiserer sig under den. Arbejdsgiverne er jo organiserede.
Nej, vi er nødt til at tale sammen. Ikke bare de gamle også jer unge, have en holdning til vores arbejdsliv, eller ihvertfald, som det mindste give til kende, hvilken vej I ikke ønsker det skal gå, også for de dele af vores samfund, vi måske ikke er så meget i berøring med.
-Og der er jo unge der er organiserede. […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretMange reddere i Region Midt og Nord kan huske den dag i 2007, hvor et fly skulle nødlande i Ålborg lufthavn. Flyet kunne ikke få landingsstellet ned, og et nødkald blev derfor sendt til kontroltårnet. Flytypen har plads til ca. 70 personer, så derfor blev mange ambulancer sendt mod Ålborg. Når sådan en hændelse indtræffer, og man potentielt skal håndtere så mange patienter, skal man bruge mange ambulancer, også flere end man har lokalt, og derfor begyndte man at forskyde beredskaberne. Det giver god mening at udnytte ambulancerne på denne måde, da vi dermed er i stand til at håndtere fx et flystyrt eller andre store hændelser. Man tager altså det normale daglige beredskab, og ”omdanner” det til en stor fokuseret enhed med 2 opgaver, nemlig at håndtere den aktuelle store hændelse, samtidig med at man stadig kan reagere på alle akutte opgaver i områderne med reduceret ambulancedækning.
Hver dag bliver der nu driftet som var der et nyt fly i gang med at nødlande. Redderne bliver hele tiden sendt rundt, for at dække over det faktum, at der aldrig har været så få ambulancer som der er i dag, på trods af flere patienter og at afstanden mellem sygehusene aldrig har været større. Antallet af ambulancer bliver dikteret af et regneark og et effektivitetskrav, som ikke hænger sammen med en akut hverdag, hvor 112 opkaldene ofte kommer oven i hinanden, og ikke som regnearket påstår med x antal ture jævnt fordelt over en arbejdsdag.
Hvis regionen ikke kan finde pengene, kan man passende begynde at kigge på de mange lægebiler, som kun sjældent gør en forskel i behandlingen af patienten.
Nu skete der heldigvis ikke noget i Ålborg den dag, da piloterne fik flyet sikkert ned på jorden og ambulancerne kunne køre hjem igen. Og hvorfor kan redderne så huske den dag? Jo, det kan de fordi det først og fremmest er en stor opgave udover det sædvanlige. Man prøver at sætte sig mentalt op til hvad man kan risikere at komme frem til, hvilke arbejdsopgaver man skal udføre og hvilke instrukser man skal handle efter. Men det var kun de ambulancer som direkte blev sat på turen og kørte til Ålborg. Grunden til at den efterhånden ligger som en kollektiv hukommelse hos alle redderne, er at en stor del af de ambulancer som var på vagt den dag, blev aktiveret og flyttet for at dække et andet område af.
Når man som ambulanceredder bliver flyttet, fylder det rigtig meget hos den enkelte, fordi man bliver udfordret på de kendte og trygge rammer af ens arbejde. Man er ikke lokalkendt, man ved ikke hvilket sygehus man skal kører til, og der ligger et hav af forskellige retningslinjer, alt efter hvilket sygehus eller afdeling man kører til. Derfor er man hele tiden på og man har i yderste konsekvens mindre overskud til at foretage de rigtige vurderinger og behandlinger af patienten. For sammenligningens skyld svare det til at flytte en sygeplejerske fra sygehus til sygehus, alt efter hvor der er travlt. Det giver ventetid for patienterne og sygeplejersken kender ikke til rutinerne eller arbejdsgangen på den nye skadestue, hvilket presser og stresser den enkelte. Og fordi det ikke var noget som skete ret ofte, havde redderne en fælles historie den dag.
Pointen/problemet med denne historie er, at det er hverdagen for redderne i Region Midt i dag. Reddernes arbejdsmiljø er voldsomt påvirket af denne måde at disponere beredskaberne på, hvilket ses tydeligst på antallet af reddere som simpelthen melder fra i løbet af vagten på grund af træthed. Der skal flere ambulancer ud på de danske landeveje, det skal vores regionsråd anerkende og det skal de handle på nu. Hvis regionen ikke kan finde pengene, kan man passende begynde at kigge på de mange lægebiler, som kun sjældent gør en forskel i behandlingen af patienten. Hvilket andre regionen allerede har fundet ud af.
Jeg frygter for en fremtid hvor vi ikke kan tiltrække nye reddere til faget, men endnu mere frygter jeg den dag, hvor vi virkelig skal bruge mange ambulancer til en enkelt hændelse, for de er der ikke! De ligger allerede hvileløse på landevejene og prøver at holde hånden under en drift, som året rundt er i katastrofeberedskab… […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretSammenhold er ikke kun vigtigt i ægteskabet, på villavejen, eller på fodboldbanen. Det er også vigtigt i forhold til løn og ansættelsesvilkår på arbejdspladsen. Men sammenholdet smuldrer, fordi vi lokkes af gratis medlemskab og biografbilletter, og samtidig nasser på dem, der går forrest i kampen. FH- forbundene har, på det private arbejdsmarked, i mange år dannet rammen, om de overenskomster og lokalaftaler, der arbejdes efter i danske virksomheder. Det kaldes den danske model, og den har eksisteret siden det berømte Septemberforlig i 1899. Det betyder at arbejdsgivere og arbejdstagere er enige om hvordan løn og ansættelsesforholdene skal være på de enkelte arbejdspladser. Det er altså ikke noget regeringen, som sådan, blander sig i. Det er dygtige forhandlere fra forbundene der forhandler hovedoverenskomsterne, og dygtige tillidsfolk rundtom på arbejdspladserne der forhandler lokalaftaler der gælder for netop deres arbejdsplads.
Mit eksempel på at sammenhold virker og, at fagforeningerne har deres berettigelse, er at en forhandling om en lokalaftale endte som et diktat fra ledelsen. Et diktat, jeg som tillidsmanden ikke var enig i, men blev pålagt at fremlægge for mine kollegaer. Kollegaerne sagde nej, ikke kun ved en afstemning, men også ved en arbejdsnedlæggelse, som kunne mærkes i hele landet. Konflikten var en kendsgerning. Fagforeningen, i mit tilfælde 3F hjalp mig tilbage til forhandlingsbordet, og efter intense forhandlinger med ledelsen endte vi ud med en lokalaftale der på en 2 årig periode gav ca. 38 % højere stigning på timelønnen end hovedoverenskomsten gav.
Men den danske model er under pres, fra flere sider. I EU ser man gerne modellen ophævet, for at give mulighed for – og plads til regeringsbestemte mindstelønninger, som i dele af Europa ligger på ca. 9 €, ( knap 67 kr. ). Samtidig er modellen under pres, fra lønmodtagerne selv. Medlemstallene i FH forbundene er faldet markant de seneste 15 år, til fordel for de gule fagforretninger, som lokker med gratis medlemskab i perioder, eller gratis biografbilletter. Der er dog den bagside ved alle disse forretningstricks, at når kunden så har brug for hjælp, feks i forbindelse med en arbejdsskade, så er der ingen, eller i hvertfald, begrænset hjælp at hente, i forhold til at søge erstatning, og i værste fald er man overladt til sig selv, da de gule fagforretninger ikke har tillidsmandsordninger som vi kender det fra FH forbundene. De gule, blander også deres medlemmer så det er både lønmodtagere og ledere der kan være kunde, dvs. at de kan repræsentere begge parter i en eventuel konflikt. I FH forbundene er dette adskilt således at de kun er for lønmodtagere, og arbejdsgiverne har så deres organisation i f.eks. Dansk erhverv eller Dansk Industri.
En anden konsekvens af de faldende medlemstal er at FH forbundene risikerer at miste forhandlingsretten til deres overenskomstområde, og det så fremadrettet er den enkelte lønmodtager der selv skal ind til chefen og forhandle sine løn og arbejdsforhold. Og det vil vedkommende så være alene om, for det er ikke længere muligt at have en tillidsmand, da dette jo er vedtaget i en overenskomst, som så ikke længere er gældende. Det vil sige der er ingen hjælp til at forhandle: løn, mødetid, overtidsbetaling, forskellige løntillæg, opsigelse osv. Det kan for mange føles helt uoverskueligt, og man kan presses til, at indgå aftaler der ligger langt under dem vi kender idag.
Men der er stadig håb. Der er 15 mdr til at vende den negative udvikling frem mod OK23. På den korte bane ændres det ved at lønmodtagerne melder sig ind i det forbund der har overenskomsten på arbejdspladsen, og at der vælges en tillidsrepræsentant, som sikrer at de aftaler der indgås på arbejdspladsen, også overholdes. På den lidt længere bane kan jeg ønske mig at læren om den danske model kommer på skoleskemaet i folkeskolens ældste klasser, samt på uddannelsesinstitutionerne. Det er vigtigt at de næste generationer er opmærksomme på vigtigheden af at være organiseret, og læren om den danske model. Det er ikke altid mor og fars argumenter høres, og måske er de ikke medlem af et forbund, så hvordan skal de unge mennesker så lære det.
Den danske model har gennem 122 år dannet rammen om vores arbejdsmarked, og været en hjørnesten til det danske velfærdssamfund, og jeg er sikker på den kan klare 122 år mere – men det kræver opbakning. Husk på at 8 timers arbejdsdag, 6 ugers ferie og pensionsopsparing ikke er noget der er faldet ned fra himmelen. Det er sket gennem årelange forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter. Så en opfordring fra en mangeårig tillidsmand der brænder for at gøre en forskel for kollegerne. Lad være med at lade jer lokke, og stop med at nasse, på dem der betaler gildet. Tag del i kampen, og meld jer ind! […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretSkal forsyningskæden knække før vi tager action på opgaven?
I Danmark tales der virkelig meget om manglen på chauffører lige nu, og om den dystre fremtid som spås til at blive endnu værre end i dag. Se bare på England.
Som stolt Godschauffør i 34 år ser jeg det som min pligt at gøre noget.
Branchens udfordringer set fra chaufførens synsvinkel.
En presset branche som har svært ved at tilføre og fastholde chauffører i faget. (På global plan/ næsten)
Det er vi nødt til at gøre noget ved, for at hæve synet på branchen og sikre forsyningskæden i Danmark og resten af verden for den sags skyld.
Jeg oplever, at flere gode branche kollegaer virkelig mener, at vi skal adskille politik og fagligt arbejde.
Derfor siger jeg, at vi skal blande os i debatten, tale fag og politik med hinanden og ikke mindst i den offentlige debat.
For på den måde kan vi være med til at hjælpe Danmark med at sikre forsyningskæden nu og i fremtiden.
Igennem de seneste 10-15 år har jeg oplevet at branchens udvikling har haft negativ effekt på fagets omdømme.
Det har handlet om at det ikke må koste noget, og vi skal bare arbejde max tid i forhold til lovgivningen og ikke i forhold til den enkelte chaufførs work–life balance.
En chauffør som ikke har behov eller ønsker om at arbejde ekstra, er der bare ikke plads til, desværre.
Der er skræmmende mange faktorer som vi har glemt at forholde os til:
Branchen skal tage lærlinge.
Interesseorganisationer skal hjælpe til med at sikre nye kræfter til branchen aktivt, i stedet for bare at råbe: Politikerne må gøre noget.
Vi skal tage hånd om de nye kollegaer ude på arbejdspladserne.
Vi skal tage dette seriøst ellers knækker forsyningskæden.
Når virksomheder og organisationer siger at de mangler chauffører skal de dokumentere det ved at vedhæfte reelle jobopslag. For ellers virker det bare som en løgn eller usandhed i deres egen sags tjeneste.
Det er normalt, at vi arbejder 5 til 6 dage om ugen i branchen både dag og nat.
Lovgivningen giver mulighed for 3. dage med 15. timer og 3. dage med 13. timers arbejde i samme uge.
Det er den virkelig vi har i faget for os der er ansat på 37. timers arbejdsuge.
Jeg har oplevet at folk, der skriver på Facebook, at de søger et fuldtidsjob som lastbilchauffør blive svinet til på det groveste.
Bare fordi de skriver, at de regner med ”kun” at have en 37. timers arbejdsuge med minimalt overarbejde.
Jeg har selv i over et år søgt efter en ny makker til den lastbil, jeg kører i fast, uden at have held med at finde en der havde plads til så meget arbejde i deres liv.
En ung mand jeg talte med, sagde meget klart og tydelig, “jeg vil møde tidligt og have tidlig fri for jeg vil have tid til mine børn.”
Det respekterer jeg dybt, faktisk nu når jeg tænker over det med mine 34 år med et gennemsnit på. 48. ++ timer om ugen i de uger som har været arbejdsuger, så har jeg betalt en pris på familiefronten som har været for dyr, her tænker jeg selvfølgelig på tid med børnene.
Virksomhederne skal være aktive i at tage lærlinge,
Virksomhederne skal tilpasse arbejdet til chaufførerne,
Virksomhederne skal tage handsyn til chaufførernes work–life balance,
Vi skal være bedre til at fortælle vores chef hvor meget vi rent faktisk kan og eller ønsker at arbejde ud over det vi er ansat til, som for de fleste faktisk ”kun” er 37. timer.
Hvad vil din familie sige til at du altid arbejder 5 gange 10. – 15. timer normalt om ugen og andre gange arbejder ekstra?
Lad os sammen sikre forsyningskæden i Danmark […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretJeg har kørt FlexTrafik i 11 år og har oplevet problemerne med arbejdsmiljøet for chaufførerne i FlexTrafik på egen krop. Og jeg mener at der er plads til markante forbedringer.
Der er i dag chauffører som arbejder fulde arbejdsdage på mellem 8 og 15 timer med krydsede ben, sammenklemte baller og tåre i øjnene fordi de ikke har mulighed for toiletbesøg.
Og det er selvom de har haft en frokostpause på 30 minutter.
Det skyldes at pausen kan blive lagt steder hvor vi sætter passagerne af, evt. på deres hjemadresse. Ellers kan vi blive sendt til næste afhentningsadresse for at holde pause der, som såheller ikke har velfærdsfaciliteter.
Jeg har som sagt selv kørt FlexTrafik i 11 år, og prøvet at køre i mange timer uden mulighed for atbesøge et toilet. Jeg har haft dage hvor jeg har fået det fysisk dårligt afikke at kunne komme på toilet. Jeg har været ude for at ringe tiltrafikselskabet og spørge om min pause kunne flyttes så den lå et sted med velfærdsfaciliteter,men det kunne ikke lade sig gøre, men det stod mig da frit for at bruge minpause på at lede efter et WC, også håbe på at jeg fandt et inden min pause varslut. Det synes jeg er nedværdigende, først at ringe ind og spørge efter ettoilet, også derefter få et nej men du må bare håbe på du kan finde et selvinden pausen slutter, jeg kan ikke forestille mig at foregår andre brancher.
Vi kan ikke i år 2021 have at der er mennesker der arbejder hele dagen uden mulighed for at komme på toilet!!
Trafikselskaberne vil ikke lytte til deres chauffører, så der må politisk handling til!
Du har som borger, bruger eller chauffører nu mulighed for d. 16. november at stemme på kandidaterder kender branchen, og som gerne vil lave ændringer i FlexTrafik så alle pauserligger steder med ordentlige pausefaciliteter.
Min appel til jer er at når I skal sætte jeres kryds d. 16. november, sæt det ved en kandidat der vilarbejdsmiljø og værdighed i jobbet som chauffør. […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretSom tillidsmænd i store virksomheder med over 200 kollegaer, med 3 holds skift, og med mange forskellige nationaliteter – hvor sproget, dansk eller engelsk ikke altid kan bruges, kan det være svært at forklare hvad den Danske model er, og hvorfor det er vigtig at være medlem af 3F. Det ville være det samme, som at sætte en døv til at forklare det, til en blind med tegnsprog
Denne problematik gjorde, at jeg for ca. 2 års siden, var jeg kørt fast og følte at jeg ikke kom nogen vegne. Så jeg mødte op, nede i den lokale 3F fagforening, og fortalte at jeg skulle bruge hjælp, hvis de ikke ville miste flere medlemmer. Det var de selvfølgelig ikke interesseret i. Så de gave mig et tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til, og som jeg aldrig har fortrudt.” Tilbuddet bestod af særligt indsats ”.
Jeg bliv indkaldt til et møde, hvor jeg skulle møde to gutter fra særlig indsats på lager. De ville hører om jeg var villig til følge dem og i fællesskab løse de opgave der opstod i forløbet. For så ville de love at der ville komme flere kollegaer der vil bliver medlemmer af 3F og vil blive mere aktive, og ikke som nu – hvor jeg mere eller mindre stod alene.
Hele perioden med særlig indsats, kørte over 18 mdr. og sluttede her foråret 2021.
Gennem perioden fik jeg gode og værdifulde redskaber som jeg kunne bruge i mit tillidshverv.
Vi startede med skemalægge alle medarbejderne, altså
Hvilken afdeling de arbejder Er de medlem af 3F Er de var aktive eller meningsdanner. Herefter skulle der laves et organisationsplan, over ledelsen. Til sidst en tegning over ”hvorfor man skal være medlem af 3F”. Herefter startede det store arbejde, som bestod af at arrangere møde med alle de medarbejdere der ikke er medlem af 3F (møde bestod af max 2 personer og en oversætter).
Nedenstående tegning er det vi brugte til samtlige samtaler
Indholdet på tegningen indeholder:
Organisationsplan for at vise kommandovejen.
Firmaet har en 5 år plan og vækst
Tyske arbejdsforhold (løn, ferie og arbejdstid)
Fodboldbane som viser hvor 3F spiller der er på holdet mod ledelsen (3F spiller er alle der er medlemmer)
Forhandling/overenskomst 3F og DA
Dokument. Det er vigtigt at kunne dokumentere.
Efter en masse samtaler, fik vi oplysninger om hvad kollegaerne var utilfredse med.
Her efter udvalgte vi, hvilke sager som havde volumen, stor betydning for flertallet af kollegaerne og som kan vindes.
Når du har SAGEN skal du sørger for at det er den rigtig leder/chef forhandler med, som har magt til at tag en beslutning og kan skrive under på løsningen.
Til sidst skal der skives et nyhedsbrev til kollegaerne på div. sprog. Så de bliver opdateret med sagens gang/nyhed
Igennem de 18 mdr. hvor jeg har haft hjælp af særlig indsats, har vi fået flere medlemmer (25% til 62 %), fordi vi tog sager op der betød meget for kollegaerne og som vi vandt.
Alle de redskaber jeg har fået har været gode og effektfulde. Men de kræver rigtig meget tid og koordinering.
Efter vi ikke har særlig indsats, er det svært at holde kørende i samme stil, da det kræver meget tid, til samtaler planlægning m.m.
Derfor kræver det meget mere hjælp til tillidsfolkene […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretJA! Arbejdsgiverne har et ansvar for få uddannet arbejderne til det job, som de skal varetage.
Efter endt prøvetid hvor arbejdsgiver og arbejdstager bliver enige om, at ansættelsesforholdet skal fortsætte, skal man have muligheden for at blive faglært i den stilling man skal bestride. Flere faglærte vil styrke arbejdsmarkedet og give en bredere viden hos den enkelte arbejder.
Jeg har haft det samme job i 13 år og jeg vil rigtig gerne have en uddannelse indenfor mit fag. Jeg føler mig overbevist om, at jeg ville få en bredere viden for branchen generelt. På det personlige plan vil det give rigtigt meget at få et stykke papir på det jeg laver, og måske også en form for sikkerhed, selvforståelse og motivation i jobbet.
Jeg har ved flere lejligheder luftet tanken for min arbejdsgiver, dog uden det store held. Han mener simpelthen, at når man arbejder på kontrakter der max. løber 5 år, så vil han ikke binde sig til en ”lærling”. Jeg har forespurgt om at tage 14 dages selvvalgt uddannelse, hvortil arbejdsgiveren spurgte, om han kunne få sikkerhed for at jeg ikke ville rejse fra virksomheden, når kurset var færdigt. Til det svarrede jeg, at jeg har været i dette job i 13 år, så hvis jeg ville rejse, så var jeg nok smuttet.
Generelt er det et problem, at arbejderne ikke efteruddanner sig. Jeg har ved flere lejligheder opfordret mine kollegaer til at bruge deres selvvalgt uddannelse, men uden held.
Man mener at kurser der ikke har direkte relevans for jobbet, ikke er nødvendige.
Men det er slet ikke tilfældet. Min personlige holdning er at alt uddannelse er god uddannelse om det så har relevans eller ej.
Hvis det bliver skrevet ind i overenskomsten at det er arbejdsgiverens ansvar at få uddannet sine ansatte, så ville arbejdsgiveren ikke kunne løbe fra ansvaret. Medarbejderne ville blive dygtigere og arbejdsmarkedet ville styrkes.
Det er en ting, som fagforbundene kan tage med til overenskomstforhandlingerne. Det må jo være i alles interesse at vi alle bliver dygtigere.
Fagbevægelsens Hovedorganisation mener, at der vil mangle 72.000 faglærte i 2025, så hvis ikke det skulle et argument for at kigge på problemet, så ved jeg ikke hvad det så skulle være.
Arbejdsgiverne og fagbevægelsen har alle muligheder for at gøre noget ved problemet. Jeg siger ikke at det skal løses i morgen, men en start ville være at begynde at kigge på det. […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseret” Jamen er en fagforening, er det ikke noget, man har igennem sine forældre?”
Vi er stoppet med at kæmpe for VORES løn- og arbejdsvilkår.
Jeg frygter at vi mister vores kollektive forhandlingsret, pga. uvidenhed og manglende oplysning/undervisning-
Jeg har gennem mit arbejde som tillidsrepræsentant, og fagligt aktiv, mødt mange der ikke er klar over hvilken udvikling det danske arbejdsmarked har været igennem, for at sikre nogle gode arbejds- lønvilkår og hvilke hårde kampe vores forgængere har kæmpet.
Jeg blev ved en intro samtale, mellem mig som tillidsrepræsentant og nye medarbejder, for et års tid siden spurgt ”Jamen er en fagforening, er det ikke noget, man har igennem sine forældre?” Ej kom nu!!! Det kan ikke være rigtigt, at det er den opfattelse nogle går rundt med.
Fagforeningerne er grundstenen for at kunne opretholde ”DEN DANSKE MODEL”, hvis de mister alle os medlemmer, forsvinder forhandlingsretten. Så er det os selv der skal forhandle vores vilkår, og hvor ender vi så? Jeg frygter at, der vil komme en ekstrem skævvridning i det danske samfund, at forskellen mellem rig og fattig vil blive endnu mere markant, og jeg frygter samtidig at arbejdsvilkårene vil blive voldsomt forringet på de danske arbejdspladser.
Alt er blevet serveret for os, af dem som har taget kampene, og jeg er ked af at skulle sige det, men vi er fandeme blevet for dovne og magelige! Vi er blevet for dovne og magelige til at tage stilling og kæmpe for vores kollektive forhandlings- og konflikt ret.
Jeg vil have ”DEN DANSKE MODEL” og fagforeningernes betydning på skoleskemaet, så vi kan klæde vores børn og unge på til at vide hvad der skal kæmpes for. Fagforeningerne skal på banen, ud på gaden, skoler og arbejdspladser, de skal fortælle hvilke voldsomme konsekvenser det vil have for os, hvis forhandlingsretten mistes, der skal ikke skjules eller hemmeligholdes noget.Klæd jeres tillidsvalgte godt på, så de også kan deltage i dette informationsarbejde og organisering, de er fagforeningen på arbejdspladsen. Der ligger også en opgave for os som forældre og forbilleder, det er sgu også vores opgave at tage snakken med vores børn ved spisebordet, om hvor vigtigt det at være med i det faglige fællesskab, for at sikre deres fremtid på det danske arbejdsmarked.
Jeg vil ikke overlade et arbejdsmarked til mine børn, der vil føles som en vilde Westen, med ukontrollerede arbejds- lønforhold og uden mulighed for medindflydelse.
VIL DU DET????? […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretDet er vigtigt at få vendt den tendens der er på de sociale medier ( Facebook og lign.)
Blandt andet på chaufførgruppen er der en tendens til at hate på alt der har med 3F, og andre etablerede fagforeninger at gøre, og hvis den tendens fortsætter risikerer vi at de mister deres berettigelse. Mange forstår ikke solidaritets princippet. De kan selv, og mener at de selv kan forhandle bedre vilkår, og er derfor ligeglade med om de får de mindre stærke kolleger med.
Personligt ville jeg være ked af ikke have en fagforening til at gøre den del af arbejdet, for jeg er ikke voldsomt god til at sælge mig selv. Jeg har ofte svært ved at modargumentere, så jeg kunne godt gå hen og være en af dem der måtte nøjes, også selvom at jeg mener jeg er det samme værd, og egentlig bare passer mit arbejde.
Omkring d 10/10 var der flere opslag på facebook om 3F , for og imod. Jeg hæftede mig ved et opslag, hvor vedkommende skrev at han ville melde sig ud af gruppen , da det var blevet ren 3F propaganda, og” han ikke gad det pis”. Kommentarsporet var fyldt med had mod fagforeninger og dem der var for det. “Det lort skulle bare lukkes ned” , mm. Er de klar over hvad det har af betydning for arbejdsmarkedet hvis det sker, og hvor hurtigt vores arbejdsforhold blev rullet tilbage? De tror måske bare at det går alligevel…
Jeg tror ikke disse personer har gjort sig begreb om, hvad det har af betydning, hvis vi ikke har fagforeninger til at forhandle for os. Om hvor langt ned laveste fællesnævner kan komme og hvor dårlige arbejdsforholdende i virkeligheden kan blive
For tro mig Kurt Beier er ikke en enlig svale. Man kan bare tage et kig rundt omkring på rastepladser, industrikvarterer mm. Der holder chauffører fra østlande der ikke kører under ordnede forhold og rettigheder, som ikke har det vi har….
Så kære venner, hvis det er den vej I vil, så bare bliv ved med at melde jer ud, tal det ned og lev med det arbejdsmarked det må resultere i !!!
Hvis ikke det er den vej I vil, så støt op om de overenskomst bærende fagforeninger,
og tag nej hatten af !!!!
, […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretTil dagligt arbejder jeg på lager og en af dagene opdager jeg at chefen kigger på mig tvivlsomt. “Er der noget galt med mig? Har jeg gjort noget forkert?”, tænker jeg. Jeg begynder at gøre mig mange tanker i mit hoved. “Hvorfor stirrer han på mig som om jeg har hacket mig ind i virksomhedens konto og plyndret for millioner”. Jeg kigger mig over skulderen, bevæger mine øjne fra højre til venstre, imens jeg arbejder. Er jeg paranoid eller bliver jeg overvåget?
Vi som arbejder på lagre og knokler på vores arbejdsplads, vil ikke have disse tanker i hovedet, som om vi bliver overvåget. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi skal føle os utilpas på vores job. Vi har 37 timer om ugen at arbejde i. Vi er loyale for virksomheden! Jeg vil simpelthen ikke overvåges!
Kærer politikere på Christiansborg. Hør os nu! Der skal værer strengere love for arbejdsgivere for ulovligt brug af overvågnings udstyr. “Det er fakta at op mod hver fjerde sygemelding skyldes dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det svarer til 35.000 danskere, som hver dag er sygemeldt”. https://blog.as3transition.dk/stress-statistik . Vi må sammen forsøge at løse det problem at vi føler os overvåget. Vi aner intet om hvad afdelingslederen eller direktøren bruger overvågningsudstyret til. Bruger han det til sin fornøjelse af narcissistisk kundskaber, at føle sig som den store løve i junglen (hvor han er I virkeligheden en lille misse kat på hjemmefronten).
Ja, det er rigtigt nok at der er lavet nogle små regler, om at fortælle medarbejderne mellem 4 til 6 uger før de tager overvågning i brug eller til det driftsmæssige. Men vi ved jo intet, om han tager sin lille HP mærket bærbar computer med hjem, tilkoblet virksomhedens overvågning og trykker på play knappen. Ser chefen på hende Stine fra pakkebordets røv? Eller screenshotter billedet og hænger det op i sit mørke dystre kælder, med røde glødende lamper med billeder af flere end 100 kvinder/mænds stramme jeans. Hvem ved?
Derfor appelere jeg til vores næste overenskomst forhandlingerne til OK23, at arbejdsmiljøet bliver bedre, så vi kan trives godt sammen på arbejdet. Uden at kigge os over skuldren for at være bange. En god start ville værer at teste den “nye” afdelingsleders psyke om dette tilfælde. Nogle helt bestemte retningslinjer der gør, at tillidsvalgte og/eller 2 godkendte kollegaer også kan gå ind og se om der er blevet gjort ulovligt brug af overvågningsudstyret og registreres. Skrive under på tro- og love erklæringer og have et sundt fornuft. Det er ikke kun på min arbejdsplads at nogen føler sig utrygge. Det kan også være hos dig kære læser! […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretSom faglig aktiv har jeg længe hørt den samme problemstilling blive nævnt igen og igen. Ofte falder snakken hurtigt på, at de unge er ligeglade, at der ikke bliver undervist om den danske model i skolen og at de faglige aktive ikke er stærke nok på arbejdspladserne. Undskyldningerne er mange.
Der kan i enkelte tilfælde måske være noget om snakken, dog mener jeg, at problemet ligger en del dybere end det.
På mange arbejdspladser er der ikke længere en ejerfølelse i fht. overenskomsten. Hvordan kan man så forvente, at de ansatte er villige til at kæmpe for den? For langt de fleste er overenskomsten noget, der bliver forhandlet i København og hvor der hver periode kommer små stigninger i lønnen mv.
Jeg arbejder selv under en mindre firmas overenskomst, som dækker omkring 400 ansatte. Hele pointen med en firma overenskomst burde være at give en større ejerfølelse til de ansatte og muligheden for at lave nogle ændringer, der giver mening lokalt. Vores overenskomst er nu over 20 år gammel, og der har aldrig været tillidsfolk involveret i forhandlingerne. Hvorfor kommer 3F afdelingerne ikke ud på arbejdspladserne og sætter sig ned med ansatte og tillidsfolk. Her vil der være mulighed for at høre hvad der betyder noget for dem og deres hverdag, samt at skabe sammenhold ved at vise alle har en stemme i forhold til deres overenskomst.
Jeg talte under Corona pandemien med en kollega, som stillede mig spørgsmålet: “Hvornår bliver loven ændret, så vi får mere i løn?”.
Min første tanke var, at hvordan kan man ikke vide, hvor ens løn kommer fra. Men jo mere jeg tænkte over det, desto mere kunne jeg se, at vi som fagforening ofte fejler i at informere nye medlemmer. Vi burde blive bedre til at kontakte nye medlemmer og byde dem velkommen. Fortælle dem om, hvilken overenskomst de er dækket under, og hvad de har af rettigheder. Gøre det nemmere at komme i kontakt med den lokale afdeling, fremfor den nuværende model med en fælles omstilling. Kunne vi forbedre os på nogle af de områder, samt blive mere synlig på arbejdspladserne, så vil vi efter min mening være kommet langt. Ofte hører de fleste kun fra deres fagforening 1. gang månedligt, når der skal betales kontingent.
Vi er nu ved at være på den anden side af Corona pandemien og skal til at tænke OK23. Skulle vi ikke til at overveje, om vi involverer vores medlemmer og tillidsvalgte nok i processen og på den måde flytte overenskomsterne ud på arbejdspladserne igen?
Kun på den måde får vi flere medlemmer, der er villige til at kæmpe for DERES overenskomst. […]Læs mere…
26. oktober 2021Ikke-kategoriseretEt halvt år opsigelse. Er vi nu sikre på at det er en god idé.
Det er svært at få øjenkontakt med Jens. han kigger igen sorgmodigt ned i sin morgenkaffe. Jens har været skraldemand i over 30 år, og er højt fungerende alkoholiker. Han et ry for at undvige sværere opgaver. Hver dag kører han hjem fra arbejdet, og er manden der lavede mindst.
Jens har en ancenitet, der gør at han har 6 måneders opsigelse, så han kan ikke blive fyret. Jeg forstår at vi ikke skal fyre alle de gamle, for at hyre de nye knoklere. Loyalitet går begge veje. hvis en mand har været tro ved sin arbejdsplads i 30 år, må hans arbejdsgiver også vise ham loyalitet.
Problomet jeg har med 6 måneders opsigelsen er et ulige forhold mellem arbejdsmodtager og arbejdsgiver. Når arbejdsgiveren skal bøde for at opsige en ansat som aktivt ikke presterer.
Jeg ser det også som en bjørnetjeneste for den ansatte. Når den ansatte ikke føler nogen nødvendighed for at prestere vil han som person stagnere. Jeg mener at fagforeningen har skabt anlæg for en kultur af personlig fordærv. Hvem er du, når du kommer hjem fra arbejdet? Er du ham/hende der presterede og fik high fives af kollegaerne. Eller ham/hende der gemte sig når de svære opgaver kom?
Hvad nu end svaret er for dig, så gang det med 220. Det er et arbejds år. 220 gange at gå hjem med en af disse oplevelser, om dig selv.
Hvad gør det ved en persons psyke, når kollegaer antager at han/hun ikke presterer, og derefer komme hjem og bevise dem ret, dag efter dag.
Der mangler balance. En form for jobsikkerhed, med forståelse for nedsat ydeevne. Der er desværre ingen svar her, kun spørgsmål og mere diskution. […]Læs mere…