I øjeblikket er der godt gang i hjulene i dansk økonomi. Der er masser af arbejde, men det er svært at rekruttere – bliver der sagt. Derfor foreslår flere borgerlige partier og erhvervsorganisationer at sænke beløbsgrænsen for at få den arbejdskraft, der mangles. I min optik er det dog ikke så simpelt, for nogle gange tror jeg, at man glemmer at opkvalificere og uddanne de ansatte, de allerede har og kan få. Her er det også oplagt at få fat i de unge, som jeg har oplevet jobshopper lidt. Kan de ikke lide lugten i bageriet, skrider de simpelthen, og det er som sådan også fair nok nogle gange. Men det er altså sundt nok at prøve at påvirke tingene selv, måske have en interesse for at blive faglært, få svendebrev og dygtiggøre sig. Få et større perspektiv på sit arbejde og fag. Da jeg selv startede med at arbejde på et lager, tænkte jeg ”jamen, det kan jeg godt finde ud af”, men jeg lærte også hurtigt, at det altså tager tid at blive rigtig dygtig. Det kræver både timer og interesse.
På min arbejdsplads oplever jeg da også, at det ikke er garvede lagerarbejdere, der bliver rekrutteret altid. Intet i vejen med det, men husker man at få dem opkvalificeret, uddannet og klædt på til arbejdet? For mulighederne er der. Det virker bare for mig som om, at det bliver glemt lidt. For vi lever i et land, hvor uddannelse som sådan er gratis, og arbejder man under overenskomst, som jeg gør, ja, så kan man simpelthen få to ugers selvvalgt uddannelse om året. Med løn. Det er fantastisk, hvis det bliver brugt.
Jeg oplever kolleger, der i dagligdagen godt kunne bruge et truckcertifikat, eller måske en dybere indsigt i det man faktisk går og laver. Der, hvor jeg arbejder, har vi en varemodtagelse. De modtager containere, trailere og varevogne med gods. Der skal man bruge hjælpemidler, som kræver certifikat.
En af mine kolleger kommer hen til mig mandag i pausen, og vi får en snak om, at det til tider kan være lidt kedeligt, når man kun kan kigge på, mens gaffeltrucken tømmer traileren. Det kan jeg godt følge ham i, så jeg fortæller ham, at man kan få truckcertifikat gennem den selvvalgte uddannelse. Jeg fortæller også, at man får løn, dog kun 85 procent, og dér stopper vi. For kollegaen ønsker ikke at gå 15 procent ned i løn. 15 procent i 10 dage for at investere i sig selv og dygtiggøre sig samt at stå stærkere selv.
Jeg prøver at forklare, at det jo kun er 15 procent nedgang i 10 dage, og at han efterfølgende har papir på det og vil få nemmere opgaver på arbejdet. At han bliver lidt mere attraktiv på arbejdsmarkedet, hvis han skulle blive fyret. Jeg prøver at sige, at det jo er en investering i et arbejdsliv, der er langt og nok bliver længere, men lige lidt hjælper det. Det er simpelthen ikke interessant nok, når man skal lidt ned i løn. Det ærgrer mig. For det er så vigtigt at investere i sig selv, sit eget helbred og sin egen fremtid. Det tror jeg også, at man fra arbejdsgiversiden nogle gange glemmer. Vi har altså nogle rigtig fine løsninger på at få uddannet kolleger, give dem chancerne og blive bedre. Det er jo heller ikke ukendt, at der mangler faglærte.
Så grib mulighederne kære kolleger, de er der altså, og det batter! Hvorfor? Fordi når man bliver god til noget, bliver man også mere effektiv, og bliver man mere effektiv, får man mere fra hånden. Og det er som sådan en god ting. For vi er og skal være dygtige i Danmark. Vil du være med?
-Ps. Jeg har ikke selv truckcertifikat, endnu.
Skriv et svar