Mange reddere i Region Midt og Nord kan huske den dag i 2007, hvor et fly skulle nødlande i Ålborg lufthavn. Flyet kunne ikke få landingsstellet ned, og et nødkald blev derfor sendt til kontroltårnet. Flytypen har plads til ca. 70 personer, så derfor blev mange ambulancer sendt mod Ålborg. Når sådan en hændelse indtræffer, og man potentielt skal håndtere så mange patienter, skal man bruge mange ambulancer, også flere end man har lokalt, og derfor begyndte man at forskyde beredskaberne. Det giver god mening at udnytte ambulancerne på denne måde, da vi dermed er i stand til at håndtere fx et flystyrt eller andre store hændelser. Man tager altså det normale daglige beredskab, og ”omdanner” det til en stor fokuseret enhed med 2 opgaver, nemlig at håndtere den aktuelle store hændelse, samtidig med at man stadig kan reagere på alle akutte opgaver i områderne med reduceret ambulancedækning.
Hver dag bliver der nu driftet som var der et nyt fly i gang med at nødlande. Redderne bliver hele tiden sendt rundt, for at dække over det faktum, at der aldrig har været så få ambulancer som der er i dag, på trods af flere patienter og at afstanden mellem sygehusene aldrig har været større. Antallet af ambulancer bliver dikteret af et regneark og et effektivitetskrav, som ikke hænger sammen med en akut hverdag, hvor 112 opkaldene ofte kommer oven i hinanden, og ikke som regnearket påstår med x antal ture jævnt fordelt over en arbejdsdag.
Hvis regionen ikke kan finde pengene, kan man passende begynde at kigge på de mange lægebiler, som kun sjældent gør en forskel i behandlingen af patienten.
Nu skete der heldigvis ikke noget i Ålborg den dag, da piloterne fik flyet sikkert ned på jorden og ambulancerne kunne køre hjem igen. Og hvorfor kan redderne så huske den dag? Jo, det kan de fordi det først og fremmest er en stor opgave udover det sædvanlige. Man prøver at sætte sig mentalt op til hvad man kan risikere at komme frem til, hvilke arbejdsopgaver man skal udføre og hvilke instrukser man skal handle efter. Men det var kun de ambulancer som direkte blev sat på turen og kørte til Ålborg. Grunden til at den efterhånden ligger som en kollektiv hukommelse hos alle redderne, er at en stor del af de ambulancer som var på vagt den dag, blev aktiveret og flyttet for at dække et andet område af.
Når man som ambulanceredder bliver flyttet, fylder det rigtig meget hos den enkelte, fordi man bliver udfordret på de kendte og trygge rammer af ens arbejde. Man er ikke lokalkendt, man ved ikke hvilket sygehus man skal kører til, og der ligger et hav af forskellige retningslinjer, alt efter hvilket sygehus eller afdeling man kører til. Derfor er man hele tiden på og man har i yderste konsekvens mindre overskud til at foretage de rigtige vurderinger og behandlinger af patienten. For sammenligningens skyld svare det til at flytte en sygeplejerske fra sygehus til sygehus, alt efter hvor der er travlt. Det giver ventetid for patienterne og sygeplejersken kender ikke til rutinerne eller arbejdsgangen på den nye skadestue, hvilket presser og stresser den enkelte. Og fordi det ikke var noget som skete ret ofte, havde redderne en fælles historie den dag.
Pointen/problemet med denne historie er, at det er hverdagen for redderne i Region Midt i dag. Reddernes arbejdsmiljø er voldsomt påvirket af denne måde at disponere beredskaberne på, hvilket ses tydeligst på antallet af reddere som simpelthen melder fra i løbet af vagten på grund af træthed. Der skal flere ambulancer ud på de danske landeveje, det skal vores regionsråd anerkende og det skal de handle på nu. Hvis regionen ikke kan finde pengene, kan man passende begynde at kigge på de mange lægebiler, som kun sjældent gør en forskel i behandlingen af patienten. Hvilket andre regionen allerede har fundet ud af.
Jeg frygter for en fremtid hvor vi ikke kan tiltrække nye reddere til faget, men endnu mere frygter jeg den dag, hvor vi virkelig skal bruge mange ambulancer til en enkelt hændelse, for de er der ikke! De ligger allerede hvileløse på landevejene og prøver at holde hånden under en drift, som året rundt er i katastrofeberedskab…
Skriv et svar