Drop topskattelettelser, og giv min mormor et bad
Da jeg skulle besøge min mormor for et par dage siden, var det første der ramte mig da jeg åbnede døren, lugten af en dame der ikke havde været i bad i flere dage. Det kunne nok også være nullermændene der havde samlet sig i hjørnerne der holdt på den sure lugt.
Til alt held kom hjemmehjælpen, mens jeg sad hos hende. Men jeg må nok erkende, at da hjemmehjælpen gik 10 minutter senere, var min mormor ikke blevet vasket. Og nullermændene der lå i hjørnerne, var der ikke tid til at fjerne, på grund af den stramme tidsplan.
Hjemmehjælpen var desværre et produkt af de skattelettelser, der har ramt hjemmeplejen de sidste mange år.
Så hvem er det skattelettelserne skal gavne?
Regeringen har skåret i hjemmeplejen, så de gamle der ikke kan klare sig selv får mindre og mindre tid med en der kan hjælpe dem med basale ting som rengøring eller et bad.
Regeringen har skåret i mit sundhedsvæsen, så når dem der ikke har råd til en behandlingsforsikring bliver syge, ryger de bagerst i rækken.
Regeringen vil have mig til gå på pension senere. Men det er sku ikke jer i Folketinget der går forrest, og arbejder længere, eller dropper jeres eftervederlag. Bevares, i har hævet jeres egen pensionsalder fra 60 til 61. Men den slår jeg. Jeg er blevet påtvunget en hævning til 72,5 år.
Regeringen vil ha mig til at arbejde længere og hurtigere. Som 35 årig har jeg allerede et slidt knæ som besværliggøre mit arbejde. Jeg har ondt. Jeg har kollegaer der har ondt, i skuldre, ben og ryg. Men de møder stadig ind på arbejde. De vil gerne arbejde. De vil gerne bidrage til velfærden. Den velfærd vi ser regeringen har skåret i, i deres regeringsperioder.
regeringen har skåret i mit arbejdsmiljø, og i bevillingerne til Arbejdstilsynet, så de ikke har resurser til at rykke ud, selv ved ulykker.
Så det er altså ikke den arbejdende eller pensionerede der får gavn af skattelettelserne.
Skulle vi ikke kigge op ad for at finde lidt penge til velfærd.
Er det ikke bedre at starte med at hente de ca 60 mia. kr. hjem, der er blevet sendt i skattely af de i forvejen absolut rigeste Danske familier? Vi skal sku da ikke hjælpe de mennesker, der med enorm økonomisk magt, prøver at tage røven på de arbejdere der trofast møder op på arbejde og betaler deres Skat.
De pædagoger der passer vores børn.
De håndværkere der bygger vores hospitaler
De sygeplejersker der hjælper dem der er blevet ramt af en arbejdsulykke.
Det er da ikke dem der skal straffes, for at folk i dyre jakkesæt kan undgå at betale skat, og undgå at støtte det velfærd, som vi har brugt så mange år på at bygge op.
Det er da ikke topskatten der skal sænkes, så de 10% rigeste kan eje det samme, som 40% af befolkningen. Det er ikke med minusvækst i velfærden vi kommer til bedre dage i Danmark. De rigeste har fået skattelettelser nok, på bekostning af den almindelige arbejdende Dansker.
Finanskrisen er et overstået kapitel for topcheferne. Men ikke for den arbejdende eller dansker.
Og bestemt ikke for den arbejdsløse, den nedslidte og pensionerede. Han og hun mærker krisen for fuld kraft gennem reformerne af sygedagpenge, fleksjob, dagpenge, fleksjob, kontanthjælp og hjemmehjælp.
Kig op! De kriminelle er dem som bevist prøver at skjule penge i skattely. Bankdirektørene og topcheferne der får kæmpe bonuser år efter år.
Det er ikke min mormor der skal straffes. Hun vil bare gerne have en hjælpende hånd til et bad og en støvsugning.