How did you make the child love you?
I dagens rundkreds på Solstuen er én deltager betydeligt højere og mere sort end resten af stuens børn og mig. Palham er lærer i Ghana, og det er hans arbejde i det Ghanesiske fagforbund, der har bragt ham til Danmark og Solstuen i udviklingsøjemed: ”Hvad kan Ghana lære af dansk pædagogik?”
Samlingens omdrejningspunkt – den røde kuffert – er blevet åbnet, og dyrene og dyrepasseren er kommet frem på gulvet klar til at vise historien om ”Dyrepasseren Hans Erik og dyrene”, mens jeg fortæller. Da den frække abe stikker af fra Hans Erik og gemmer sig omme bag min ryg, griner børnene og jeg, og vi nyder sammen følelsen af, ”at nogen gør noget forbudt”. Pigen ved siden af mig giver glæden og følelsen af fællesskab en stemme og kigger på mig og siger ”Jeg elsker dig”.
Senere sidder Palham og jeg på legepladsen ved bålstedet. Palham har en sort notesbog med – den slags detektiver i film eller serier bruger, når de skal fastholde vigtige spor i opklaringen af en gåde. Ikke meget ulig Palhams mission i Danmark. Palham slår første side op i sin notesbog, berører let blyantens spids med sin tunge og siger ”So… how did you make the child love you?”
Et fantastisk centralt og kompliceret spørgsmål. For hvordan har vi i Danmark etableret et udviklingsmiljø baseret på tillid, hengivenhed, indsigt og omsorg frem for frygt eller kontrol?
Mit begrænsede svar var, at det starter med erkendelsen af, at læring er relationel. Det er i samspillet med andre, at vi forstår os selv. George Herbert Mead og andre giver mig ret… Relationen er rammen. Tilliden, trygheden og barnets følelse af at være en legitim deltager er fundamentet. Men hvad er ånden? Åndedraget der puster liv i ”dig og mig”, i relationen, den ånd der ligger i det delte smil, når aben stikker af. Ånden er tid… Tid til omsorg, tid til at understøtte barnets udvikling, tid til at planlægge kvalificerede aktiviteter, tid til at observere barnets leg og tid til at være omkring barnet.
Alene i det sidste år har børnene mistet knap 1900 pædagoger og yderligere 900 er gået ned i tid. Vi har tid nu… men vi holder vejret, når vi tænker på fremtiden.
Vi skal sikre ånden, tiden i børnehaverne. Vi skal sikre tiden til at dele barnets smil, når aben stikker af, vi skal sikre tiden til at betragte børns leg, så vi kan komme de rigtige ting i den røde kuffert, og vi skal sikre tiden til at tænke over… how I made the child love me.
