Ferie, ferie, ferie

Yep, så er vinterferien i gang, og så skal der i den grad slappes af. I eftermiddag skal vi hjemme hos mig spille et spil som min 14 årige søn er begejstret for. I ved, et af de der engelsksprogede spil med mærkelig spilleplade, uigennemskuelige regler, og mindst 1000 spillekort. Jeg er skeptisk, men det er nok bare fordi jeg har fået regulære bøllebank de 2 andre gange, vi har spillet det…

Lige nu sidder jeg med en gang Heavy Rock på anlægget, og skriver det her, sønnen og hans storesøster er ude at shoppe, og fruen maler bryggers.

Var I i øvrigt klar over, at en engelsk undersøgelse viser, at intelligente mennesker kobler bedst af med en gang tung rock i øregangen? Nej vel, men nu ved I det.

Den undersøgelse kan jeg godt lide at hænge min hat på, og jeg buldrer ofte en gang metal af, når jeg kommer hjem fra skolen.

Nå, men det jeg egentlig ville frem til var, at selvom jeg har ferie, og hygger mig med det, så har jeg også en del job relateret forberedelse at gøre, inden arbejdet bryder løs igen.

–  Jeg skal forberede et klasse forløb med social læring. Til det bruger vi en såkaldt Dan kuffert, der indeholder materiale til forskellige øvelser med netop social læring for øje. Vi ligner nærmest hemmelige agenter, når vi kommer med den, det er sådan en fin metal kuffert, og øvelserne er gode.

–  Jeg skal også huske, at få taget kontakt til to pædagog kolleger, som skal hjælpe mig med noget arbejde i en anden klasse. Dette arbejde skal helst starte hurtigst muligt efter ferien.

–  Som TR skal jeg huske at få læst og tænkt over dagsordenen til næste TR møde, der finder sted lige efter ferien, og få videresendt dagsordenen til mine kolleger.

–  Derudover er jeg ansvarlig for SFOens beholdning af mooncars, og for tiden har vi problemer med at få dem repareret tilfredsstillende. Jeg har fået telefon nummeret på en ny reparatør, men lige netop eventuel ny reparatør til vores vognpark kan vist vente til efter ferien.

Det her skal ikke lyde som nogen klagesang, for jeg kan godt lide mit arbejde, og jeg mener, vi på min arbejdsplads har nogle fornuftige arbejdsvilkår.

Egentlig blev jeg inspireret til at tænke lidt over min egen hverdag både på jobbet og i fritiden, fordi jeg læste et par andre blogs på meningsdanner.dk/voresvirkelighed, der netop handlede om, hvor mange jern vores faggruppe egentlig har i ilden, og hvor bredt et område vi favner.

Og jeg ved, at rigtig mange pædagog kolleger sidder med arbejde, også i ferien.

Så pas på jer selv derude – Husk at nyde ferien også, lad ikke arbejdet tage overhånd. Der skal være tid til både en gang Heavy Rock og et tabt bræt spil.