At være en øv-pædagog!

Da jeg for halvandet år siden startede som pædagog i en vuggestue, glædede jeg mig til, at arbejde med de små børn. Men, havde jeg vidst hvad der ventede, havde jeg nok takket nej til jobbet.

Jeg startede lige efter nytår og allerede den 25. januar blev jeg syg med ondt i halsen, snot og utilpashed i kroppen….det fortsatte ” on and of ” indtil jeg stoppede i vuggestuen 6 mrd. senere. Sygefraværret var højere end ønsket, jeg havde aldrig før oplevet noget ligende. Jeg tilbragte endda flere syge dage på arbejdet, end hjemme.

Var jeg den eneste der var syg?

NEJ, vi skiftedes til at være syge med enslydende symptomer. Når det ikke var ondt i halsen, snot og ubehag……så var det dårlig mave, opkast, feber. Stort set alt det, som forældrene sendte med deres syge børn i vuggestuen.

Der herskede en kultur hvor man tøvede med, at ringe syge børn hjem.Det gjorde det ikke bedre, og det afstedkom flere diskussioner personalet imellem. Alle var presset, krisen kradsede og alle frygtede fyrringer – pædagoger såvel som forældre.

Det gjorde det ikke bedre, at man fandt skimmelsvamp i stort set alle badeværelsesvægge, men ledelsen ville ikke tillægge det betydning for personalets høje sygefravær.

Oven i det hele var det psykiske arbejdsmiljø en belastende affære. Man husede en mobbekultur, der trådte i kraft så snart mindre uenigheder opstod…sygefravær relateret til stress og arbejdsmiljø var en realitet.

Jeg havde rigtig mange ØV – dage, men de foregik på på jobbet…  de arbejdsforhold som jeg har beskrevet, er ikke sjældne i daginstitutionerne.  Det betyder at der er mange, rigtig mange dage hvor vi står med en uansvarlig normering i praksis.

Pyt… jeg var nok bare en ØV – pædagog!

(Har det iøvrigt godt i mit nye job :-))