Mens vi venter på regeringens udspil til en børnepakke, synes jeg bestemt, det er værd at diskutere institutionernes fysiske rammer og dermed børnenes arbejdsmiljø.

Kan det virkelig passe, at vi ikke overvejer et sekund, når vi står nede ved køledisken i supermarkedet, om vi skal have buræg eller frilandsæg.

Der er det en selvfølge, at vi ikke vil støtte en industri, hvor høns bliver fuldstændigt vanvittige.

Derimod smider vi vores børn ind i trange institutioner, der hæmmer deres udvikling og skaber mistrivsel, uden overhovedet at blinke.

Jeg sidder i sofaen på grøn stue og kigger rundt. Stuen er fyldt med aktivitet og travlhed. Rummet er fyldt med støj, og jeg forsvinder for et kort øjeblik ind i mine egne tanker.

Pludselig ser jeg en stue fyldt med høns.

Høns, der holdes fanget i et bur med al for trang plads. Hønsene farer forvirret rundt. De forstyrres hele tiden af de andre høns og kan ikke finde ro. De skræpper op for at overdøve de andre høns. De plukker hinanden og kommer i hanekamp.

Carls stemme vækker mig, og jeg ryger tilbage på grøn stue.

Han står foran mig med strålende øjne. Han vil fortælle mig noget. Jeg kan se hans mund bevæger sig, men lyden forsvinder ud i rummet sammen med den overdøvende skræppen fra de andre høns.

Jeg beder ham gentage. Tre gange.

For hver gang kan jeg se hans entusiasme daler. Til sidst vender han sig og går væk. Utilfredsheden fylder min mave, min krop og mit hoved.

Der opstår mistrivsel

Jeg forpassede en chance.

Carl følte sig ikke set. Han følte sig ikke hørt. Jeg forpassede en perfekt chance for at passe mit arbejde som pædagog. Et arbejde, hvor relationsarbejde, sproglig udvikling, identitetsarbejde, omsorg, nærvær og ikke mindst ro er altafgørende

Når børn behandles som burhøns, opstår der mistrivsel. Burbørn kommer oftere i konflikter, institutionerne er bakteriebomber, og støjniveauet er på grænsen til tinnitus.

Så, Manu Sareen; når du i artiklen ”Børnehavebørn må lege på mindre end 3 kvadratmeter” i JP 11/5 udtaler: »Kommunerne har jo frihed til at bygge større daginstitutioner, hvis de vil. Jeg mener ikke, at det er noget, vi skal styre fra Christiansborg«, så mener jeg, at du skubber aben videre og fralægger dig ansvaret.

Som minister for børn og sociale forhold mener jeg netop, at det burde være dig, der gik forrest og appellerede til, at kommunerne tog pædagoger og forskeres bekymringer alvorligt.

Når vi i Aarhus Kommune får at vide, at vi kun skal opnormeres med fire børn mere end de nuværende 40 på 90 kvm, er det en opnormering med betydelige konsekvenser. Institutionerne er fysisk ved at sprænges af børn og støj, så fire børn er ikke bare en lille opnormering. Det har stor betydning for børnenes hverdag.

Børnenes fysiske rammer, og dermed udvikling, skal på dagsordenen, når der mangler pladser og skal opnormeres.

Det skal på dagsordenen, når vi bygger nye institutioner og fastsætter deres børnetal.

Jeg appellerer derfor som pædagog til handling.