Kronik fra Avisen Kommunen den 29. April 2014 om minimumsnormeringer.

I dag lærer børn, at der ikke er tid til nærvær.

Jeg er ikke forsker. Jeg er heller ikke uddannet på universitetet, og jeg er ikke politiker. Men jeg har alligevel det vigtigste arbejde i verden. For bare ved at passe mit arbejde er jeg med til at forme Danmarks fremtid. Jeg er nemlig pædagog.

Jeg har altid troet helt dybt ind i mit hjerte, at vi med vores daginstitutioner i Danmark har været med til at give børn lige muligheder for at få et godt liv. Det tror jeg ikke på mere.

Jeg vil gerne fortælle dig hvorfor ved hjælp af to historier fra min hverdag. Den ene viser, hvordan virkeligheden er, og den anden viser, hvordan virkeligheden burde være:

Første historie

Det er tirsdag, jeg er på vej hjem fra arbejde på min cykel, jeg bobler af glæde og har lyst til at synge højt, fordi i dag har været en god dag. Jeg har et så stort smil på læben, at fremmede mennesker smiler tilbage til mig.

Vi har leget lege fra gamle dage, fordi vi har haft om krop og bevægelse, der er et af de politisk bestemte læreplanstemaer. Vi har været uden­­for hele formiddagen, de fleste børn har været glade for at lære nye lege, og de har været gode til at forstå de fælles beskeder, jeg har givet dem. De har hjulpet hinanden, og jeg fik guidet Benjamin igennem en konflikt, så ingen blev revet eller slået.

Pludselig slår en tanke ned i mig, og jeg kan mærke smilet krakelere i mit ansigt. Jeg så godt, at Victor ikke kunne komme ind i legen med Morten og Søren, men jeg nåede ikke at hjælpe ham, fordi jeg også skulle hjælpe Frida på toilettet. Jeg nåede heller ikke at sidde lidt med Martin på skødet, selvom jeg ved, at det giver ham overskud til bedre at klare konflikterne med de andre børn uden at slå. Jeg nåede heller ikke mange af de andre vigtige ting, der skal til for at opfylde nogle af de andre helt normale børns specifikke behov.

Jeg kan ånde lidt lettet op, for jeg nåede da mit læringsmål for dagen, og lederen, politikerne og forældrene vil sikkert være tilfredse, når de ser min dokumentation.

Men som jeg cykler videre, vil smilet ikke rigtig vende tilbage, for jeg kan mærke i min mave, at jeg ikke selv er tilfreds. Jeg nåede ikke alle børn i dag. Heller ikke i dag.

Av, det gør ondt helt ind i hjertet at erkende den sandhed.

Selvbebrejdelserne flyver rundt i hovedet på mig, og jeg prøver at finde steder, hvor jeg kunne have handlet anderledes. Men jeg må sande, at ligegyldig hvad jeg havde gjort, så ligger det implicit i pædagogens hverdag anno 2014, at når du vælger at bruge tid på et barn, så er der et andet barn, du ikke når.

Mit arbejde er at sørge for, at dine, mine og vores børn kommer sikkert og trygt gennem barndommen og vokser op og udvikler sig til robuste, livsduelige mennesker. Men som pædagog mener jeg også, at det er på tide, at vi som samfund erkender den sandhed, der har været tydelig for pædagoger i årevis: Vores børn er på randen af offentligt omsorgssvigt!

Vi svigter dem, der har allermest brug for os, og dermed svigter vi os selv. Børn er vores fremtid, og det er dem, der skal videreføre det samfund, som vi alle lever i. Men hvis Victor, Martin og alle de andre ikke er blevet støttet i at begå sig socialt og ikke har fået de fornødne personlige kompetencer, så har jeg svært ved at se, hvordan det samfund skal blive godt at leve i.

Anden historie

Det er sommer, alle er på arbejde, ingen skal til møde, og vejret er fantastisk. Sol, blå himmel og ikke en vind, der rører sig.

Vi voksne i børnehaven bliver enige om, at vi i dag vil tage på den legeplads, der ligger lige foran vores institution. Vi bruger den ikke så tit, selvom den stimulerer børnenes motorik på en helt anden måde end vores egen legeplads. Legepladsen er ikke indhegnet, og det er sjældent, vi er voksne nok til, at det er forsvarligt rent sikkerhedsmæssigt. Men i dag er vi de voksne, vi skal være for at lave et godt stykke pædagogisk arbejde, og det skal udnyttes.

Ude på legepladsen bliver der leget tagfat, gynget og løbet rundt. Nogle børn sidder i græsset, og pludselig finder Hassan en stor vinbjergsnegl.

Jeg sætter mig hen til dem, og vi studerer sneglen indgående. Hassan kigger på mig med sine store, glade øjne og spørger ‘Må vi tage den med ind?’ Jeg henter en plastikbøtte, som vi putter sneglen i sammen med nogle blade og lidt jord, og vi tager den med ind, da vi skal spise frokost. Mens vi spiser, bruger vi iPad’en til at finde ud af en masse om snegle, og da vi er nok voksne, har jeg tid til at fordybe mig med børnene, fordi min kollega stille hjælper de børn, der har behov for det. Børnene hjælper med at finde på søgeord, som jeg skal skrive på iPad’en, og vi tager billeder af sneglen, som vi senere hænger op, så de kan vise dem til deres forældre og selv gå og kigge på dem. I dagene efter er børnene tit på sneglejagt, og der bliver snakket meget om snegle og om de ting, vi lærte om dem.

I denne historie møder vi Hassan, der føler sig set og får en oplevelse af, at hans invitation til samvær og nysgerrighed bliver mødt og opmuntret. Han føler, at han er betydningsfuld og værd at lytte til, hvilket støtter hans personlige kompetencer. Alle børn lærer noget om snegle og om naturen, og sådanne oplevelser giver dem lyst til at lære og gør dem nysgerrige. Nysgerrigheden vil de tage med sig videre i livet. Også i skolen.

Sådanne oplevelser skal børn have mange af, og det får de ikke!

Hvis disse oplevelser var reglen fremfor undtagelsen i alle vuggestuer og børnehaver, så er jeg sikker på, at også lærerne ville få meget nemmere arbejdsvilkår, for de ville modtage nogle børn, som var fyldt med selvværd, socialt velfungerende, rummelige, nysgerrige og klar til at lære om både grammatik og addition.

Som det er nu, lærer vores børn fra en tidlig alder, at alle har travlt, ingen lytter, og fordybelse og nærvær er en luksus, der sjældent er tid til. De bliver ikke set og hørt, de bliver stressede, får ondt i maven, har svært ved at huske og koncentrere sig og får svært ved at sidde stille.

Nærvær kræver mirakler

Alle børn, også såkaldt normalt fungerende børn, har behov for tid med en voksen for at udvikle sig bedst muligt. Nogle børn får denne tid med en voksen derhjemme, men mange børn gør ikke. De fleste børn tilbringer flere vågne timer i vuggestue eller børnehave, end de gør hjemme hos deres forældre. Dette betyder, at vi i daginstitutionerne har et kæmpe ansvar for at give børnene den fordybelse og det nærvær, som er så vigtigt for deres udvikling. Fatima skal sprogstimuleres, Frederik skal have hjælp til sin udtale, Kristian skal lære ikke at slå, og så er der alle de andre børn, som kræver tid og en nærværende voksen, dels for at identificere deres behov, dels for at opfylde behovene.

Men nærvær kræver tid, ro og fordybelse, og der skal et mirakel til, hvis det skal foregå på en stue med tyve børn, én voksen og et tårnhøjt lydniveau.

Så kære beslutningstagere: Jeg ved godt, at I gør det så godt, I kan. Men det er ikke jer, der mærker konsekvenserne af de beslutninger, I træffer. Tidlig indsats er vigtig. Det har sågar nobelpristageren James Heckman pointeret: Det betaler sig at investere i den tidlige barndom, for samfundet får pengene flere gange igen. Den viden kan jeg ikke se afspejlet i de politiske prioriteringer. Lad os sammen lave et nyt regnestykke, der tilgodeser børns trivsel. Mine kolleger og jeg har fødderne solidt plantet i praksis, så ring endelig – vi kommer gerne, og så kan vi sammen finde en ny vej, der er brolagt med det gode børneliv, god trivsel, masser af læring og leg!

Denne tekst er bragt i Avisen Kommunen den 29. April 2014