Mod, ytringsfrihed & fællesskab.

Tænketanken Cevea fylder 10 år. De mennesker som står bag meningsdanneruddannelserne fortjener en hyldest. De har mobiliseret mod og fællesskaber. Derfor sagde jeg ja til at holde en tale til deres jubilæum.

“Kære Cevea, kære gode folk som udgør Cevea.

10 år, det er alligevel noget. Jeg kendte en dreng der som 10-årig sagde de mest uventede ting. En dag, da vi gik på den lange, kolde kældergang fra musiklokalet spurgte han f.eks.:

Føler du dig nogensinde ubetydelig? Ved du hvad det vil sige at føle sig ubetydelig blandt 6 milliarder andre mennesker? Hvor meget ville vi hver især fylde på et verdenskort? Ikke mere end en bakterie.

Den følelse kendte jeg. Jeg kendte den alt for godt.

Forinden havde jeg nemlig været et rigtig skidt sted i mit liv. Jeg havde udviklet stress, angst, tankespind, sortsind. Og i årevis havde jeg troet, at jeg bare skulle ta’ mig sammen:
Arbejde mere, gøre mere, blive bedre.
Et bedre menneske, en bedre mor, en bedre kollega, en bedre kvinde, en bedre mig.
Istedet for at blive bedre, gik jeg i stykker.

Jeg måtte samle mig selv forfra. Det var hårdt arbejde og det tog lang tid. Gode folk fra Cevea har haft betydning for den drejning som mit liv har taget. En drejning fra angst til modig.

I 2014 blev jeg optaget på meningsdanneruddannelsen for pædagoger. Her fik jeg redskaber til at skrive debatindlæg. Jeg fik også redskaber til at stille op i en mundtlig debat. Men jeg sagde, at det kunne de godt glemme alt om. Jeg skulle aldrig stå foran andre og sige noget højt. ..Og dog står jeg her – og taler foran jer nu.

På opfordring fortalte jeg en dag folk fra Cevea om en af de situationer, jeg huskede bedst fra mit arbejdsliv. Det handlede om dengang jeg var til eksamen i et Pd-modul, og blev rost af censor, og hun havde sagt: “Det er utroligt, hvad du kan! Er du virkelig kun pædagog?” Og det handlede om at jeg i første omgang var blevet stolt, fordi hun havde troet, jeg var noget mere.
Det fik de mig til at skrive en tale om. De filmede den også. Og lagde den på Youtube.

Sådan er det at komme på meningsdanneruddannelse, og sådan er det at være en del af jeres netværk, Cevea; man udfordres konstant til at turde mere.

Jeg mødte hurtigt meningsdannere fra andre fag; håndværkere, sosu-assistenter, sygeplejersker – og jeg opdagede, at jeg ikke var alene om følelsen af at være kun. Rigtig mange kendte det.

Jeg lærte, at det er nødvendigt at gøre op med frygten for ikke at slå til og frygten for ikke at vide nok.

Det er jo absurd, hvis vi ender med at overlade ordet til andre, blot fordi vi overbeviser os selv om, at desto finere titel man har, og jo sværere ord man kan bruge – desto større stemme har man ret til at have i debatten.

Dengang jeg sad, skræmt, og skrev på mit første blogindlæg, havde jeg på ingen måde forudset, at jeg senere skulle se min første kronik nævnt på forsiden af Information, og lægge stemme til til et interview om ytringsfrihed på P1.

Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg en hel påske skulle sidde på messenger time efter time, for sammen med andre meningsdannere, fordelt over hele Danmark, at skrive en kronik til Politiken om alt det, som vi har til fælles på tværs af fag.

Jeg havde ingen anelse om, at jeg en aften ville modtage et opkald fra undervisningsministeriet, og blive bedt om at være en del af den ekspertgruppe, som skulle se inklusionen efter i sømmene.

Og hvis nogen havde sagt til mig, at jeg en dag ville komme til at stå i Debatten på DR2, pege på en landskendt politiker og sige “Nej, jeg vil have lov til at tale færdig!”
Så ville jeg have sagt, at de måtte have slugt søm.

Jeg var ikke blevet den tydelige fagperson, som jeg er i dag, uden gode folk fra Cevea, som har været der for mig og troet på mig – også når jeg ikke selv gjorde.

Vi, som kommer på jeres meningsdanneruddannelser, vi er eksperterne på hverdagen, som den udspiller sig i kølvandet på andres beslutninger.

Derfor har vi i særlig grad ret og pligt til at udtale os.

Vi er ikke kun – og I, Cevea, I giver os igen og igen mod og stemmer til at fortælle det med.

Tak – og tillykke med de første 10 år.”