Mandag står jeg og kigger på dem. De gule post-it har fyldt den første kolonne op, fordi vi har prioriteret at være på gulvet. Blandt mine opgaver står der “underretning på Trine”, “udtalelse på Ahmed til socialforvaltningen”, ”handleplan på Ingrid” og “indkaldelse og planlægning af forældremøde”. Opgaver, som jeg har udsat længe, og nogle af dem haster.

Jeg aftaler med min kollega, at det må prioriteres hurtigst muligt, da der på grund af ferie i huset den efterfølgende periode ikke er udsigt til at få dem løst.

Tirsdag formiddag ”går jeg fra”. Jeg går fra min stue, fra mine to kollegaer og fra de 19 fremmødte børn af 21. Jeg sidder foran computeren, hvor mine fingre pisker hen over tasteturet for at løse mine opgaver hurtigst muligt, mens jeg kan høre, at mine kollegaer gør deres bedste for at skabe et roligt miljø på stuen, sætte aktiviteter i gang og være nærværende.

Men er det muligt at være nærværende, når der er 19 børn på fire og fem år med individuelle behov og to voksne?

Lige før frokost stikker min kollega hovedet ind og spørger, om jeg er færdig, så jeg kan komme ind og spise frokost med dem. Jeg kan tydeligt se, at hun håber på, at jeg siger ja. Jeg tøver. For jeg er ikke færdig.

Her opstår det velkendte dilemma, som giver dårlig samvittighed, uanset hvad jeg vælger. Skal jeg gå ind på stuen, hvor jeg mangler, og der er brug for mig for at skabe de bedste rammer og forudsætninger for udvikling og nærvær og en rolig frokost?

Eller skal jeg løse mine skriftlige opgaver, som allerede er udsat flere gange, og som også er vigtige for at skabe de bedste udviklingsmuligheder for børnene og samarbejde med alle parter om børnene? For lige meget, hvilken af de to jeg vælger, svigter jeg en vigtig del af mit arbejde, som går ud over børnene.

Pædagoger står alt for ofte i uholdbare dilemmaer. Vi har konstant en urimelig prioriteringsliste inden i hovedet, som alt for ofte er en catch-22-situation. En situation, hvor begge udfald er håbløse alternativer.

Skal jeg vælge at støtte Jens i at spørge de andre børn, om de vil lege, så han ikke ødelægger deres sandslot og bliver holdt udenfor, eller skal jeg hjælpe Sofie og Amanda med at løse deres konflikt, før de begynder at spytte på hinanden?

Skal jeg sætte mig og spille et spil med fire piger, så de ikke løber rundt på stuen og skriger ad hinanden, fordi de ikke ved, hvad de skal lave, eller skal jeg observere tre børn for at finde ud af, hvorfor deres leg altid ender med, at én kommer grædende ud derfra?

Skal jeg holde de to vigtige forældresamtaler, eller skal jeg være til stede under morgensamling, hvor mindst fem børn har brug for at at sidde sammen med en voksen for at deltage?

Socialminister Mai Mercado har endnu en gang tilsyneladende vist, at hun hverken anerkender, at der er for lidt pædagogisk personale i de danske daginstitutioner, og heller ikke kan forstå, at de officielle normeringsopgørelser ikke viser, hvor mange voksne der rent faktisk er sammen med børnene.

Og selv om der i opgørelsen står, at vi er én voksen pr. syv børn, medregner denne opgørelse heller ikke alle de ting, som pædagoger også skal. Det drejer sig både om skriftlig dokumentation og handleplaner, tværfagligt samarbejde, forældresamtaler, planlægning af hverdagen, afholdelse af ferie, skemalagt fri og sygdom. Når disse ting skal afvikles, ser normeringen endnu værre ud.