Når det bliver helt normalt!
Når vi engang kommer ud af dette Coronahelvede, hvem er vi så? Hvad har sprit, mundbind, tests, isolation og restriktioner gjort ved os?
Da landet lukkede ned i marts 2020, gjorde de fleste af os hvad der blev sagt. Der var hårde retningslinjer på arbejdspladsen, vi skulle holde vores afstand og så skulle alt nok blive godt igen. Men det blev ikke rigtig godt, smittetallet steg gevaldigt og nye og strammere restriktioner blev indført.
Nu er der gået et år!
I børnehaven mærkede vi en meget anderledes hverdag, blandt andet ved opdeling i små grupper, zoner på legepladsen, opdeling af legetøjet så det kunne skiftes ud hver dag, ingen offentlige legepladser, ingen offentlig transport, ingen børn der deler frugt ud og ingen børn der bager brød og boller.
Alt sammen noget vi sagtens kunne leve med for en kort periode. Men perioden trak ud og langsomt ændrede vi adfærd ….
Alt hvad vi foretog os, blev med ET anderledes, forandret og fremmed.
Nu er daglig tale blandt børnene:
Hvornår er der ikke mere Corona?
Du må gerne komme hjem til mig, når der ikke er mere Corona!
Anders har rørt ved min mad, nu får jeg Corona!
Det må du ikke når der er Corona!
Husk at vaske hænder, ellers får du Corona!
Du skal ha´ hestehale, ellers får du Corona i håret!
To børn går med dukkevogne den ene siger til den anden: – husk håndsprit lille skat, så der ikke kommer corona!
Pigerne tegner prinsesser med mundbind, selv barbiedukkerne og dinosaurerne får mundbind på. Der kræves dobbelt farvelkys, når mor eller far har mundbind på.
Vores meget store børnehus, som altid summede af leg, hulebygning på gangene, frivillig besøg i andre afdelinger, hyggeleg på kontoret og store fællessamlinger med sang og musik, hvor fællesskab er nøgleordet, alt blev forandret fra den ene dag til den anden.
Nu er hverdagen bare en anden hverdag og alt ser ud til at være helt normalt.
Helt normalt, at spritte hænder, madkasse og drikkedunk. Helt normalt at blive mødt af en masse blå skilte med diverse restriktioner. Helt normalt at lade storesøster stå uden for lågen og vente. Helt normalt at den fortrolige kooridorsnak, nu bliver delt med alle. Helt normalt, at børnefødselsdags uddeling, består af figenstænger, knoppers og indpakket muffins … ingen hjemmebagte boller. Helt normalt at stå i kø på de grønne prikker når der skal vaskes hænder. Helt normalt at aflevere sit barn med mundbind og to meter fra dørtrinnet til afdelingen.
På tur gennem byen, møder vi den ældre dame der altid hilste så sødt på os, nu er det helt normalt at hun i stedet, går en stor bue udenom os. Den store populære opgave for børnene, at være frugt ansvarlig og indkøber i Netto, er nu helt normalt en voksen opgave. Det er helt normalt, at man ikke kan dele oplevelsen med mor og far, når vi har bygget nye store papprojekter i børnehaven. Og så er det også helt normalt, at mor og far til det lille nye vuggestuebarn, til første samtale om lille Sofias trivselsvaner, understreger at hun jo er et “Coronabarn”
Hvad vil pandemien gøre ved os?
Når kærlighed fra mormor går gennem en skærm, når vi går en stor bue udenom hinanden og ikke ser hinanden i øjnene, når alt hvad vi siger bliver utydeligt bag mundbindet, når det store fællesskab begrænses så meget, at vi glemmer hinanden eller når vores sociale færden bliver så begrænset, at vi glemmer at være sociale.
Bliver det hele så en fremtidig vane? Er det bare helt normalt?
