Tilbage til fritidspædagogikken
Der er et behov for, at omtænke 6 – 18 års området indenfor det pædagogisk felt. Der de sidste 10 – 15 år har rykket sig væk fra den fritidspædagogiske dagsorden. Man er skole fritids pædagog som det hedder på pædagog uddannelsens specialisering inden for 6 – 18 års området. Vi skal tilbage til, at man er fritidspædagog først og hvorfor skal vi så det? Det skal vi fordi fritidspædagogikken i sig selv kan være en løsning på flere af de udfordringer, der er svære at løse i en skole verden. Det kan være svært for nogle børn med skolens mange timer med voksen styring hvor der er brug for, at give dem et trygt rum, hvor der er plads til, at de kan få mere frihed til at være dem selv.
Alle der arbejder i et fritidstilbud har børn der mislykkes i skolen, men som trives og blomstre i deres klub eller SFO. Det er fordi vi skal fremme indre styring hos alle børn. Fordi vi i samfundet har brug for individer der har et godt selvværd i en omskiftelig tid, og det får man ved at have et godt indre kompas. Her kan fritidspædagogikken noget særligt. I sin klub eller SFO kan man fordybe sig på egne præmisser i de pædagogiske værksteder. Her bliver man ikke sat af fodbold holdet fordi man ikke er god nok, men hyldet fordi man tør være med. Fælleskaber bliver skabt af børns egne lege og i en pædagogiske kultur, hvor man har god mulighed for at være inkluderende. Fritidspædagogikken var inkluderende længe før det var et tema i skoleverdenen, det ligger i DNA’et. Det er vigtig at børn ikke udtrættes så meget i skolen, at de reelt set ikke orker andet end at gå hjem, når de har fri. Børn skal være opløftet efter en god skole dag. Her er det relevant at diskutere en kortere skole dag. Børn skal ikke gå hjem alene i 8 – 9 års alderen, fordi det ikke kan svarer sig at betale for en SFO plads eller fordi tilbuddet er så forringet at forældrene spekulere i om det overhoved er pengene værd. Det er en udvikling, vi skal have vendt. Jeg ved der er mange børn, der gerne vil gå i SFO eller klub, men som ikke må, fordi forældrene syntes det for dyrt, eller fordi de alligevel er hjemme. Dem har jeg mødt masser af i mit arbejde som skole pædagog.
Jeg ved også hvad fritidspædagogikken betyder for børn. Jeg har allerede børn, der med forventningsfulde øjne kan møde mig i morgenens SFO og fortælle mig, hvad de glæder sig til kl. 14.00 eller hvad de håber er på programmet i næste uge.
Heldigvis er der flere politikkere, der har rettet øjnene mod den glemte fritidspædagogik nu. Sikkert fordi de selv er født i en tid, hvor de har nydt godt af den, og forstår dens relevans for børn idag. Vi skal præge politikkerne til at opprioritere rammen omkring vores fritidstilbud og forstå det koster, hvad det reelt set er værd. De penge der er øremærket SFO’erne skal ikke ryge ned i skolens samlet budget og ende med at gå til at drive skole med. Vi skal være fritids og skole pædagoger. Ikke skole fritids pædagoger.
