Der er ikke meget, der er som det plejer

En skolepædagogs coronatanker.

Først var corona noget fra en fjern kinesisk region. Den blev knap nok nævnt i nyhederne. Men så bredte virussen sig voldsomt og pludselig var den båret ind over Danmarks grænser af glade skiturister med afterskiing-tømmermænd.

Vi nyste i ærmet, undgik offentlig trafik i myldretiden og vaskede hænder. Og Mette Frederiksen trådte almoderligt frem på TV og lukkede landet ned. De mest nervøse gik omgående i panik og hamstrede toiletpapir og gær. Bagefter blev de hånet godt og grundigt af dem, der var en lille smule mindre bekymrede.

Folk skulle, så vidt det var muligt, arbejde hjemmefra. Men sundhedssektorens personale skulle selvfølgelig stadig på arbejde og det samme galt for ansatte i ældresektoren, detailhandlen, transport og renovation.

Og så var der nødpasningen. Der var sikkert tænkt meget over det og ingen tvivl om, at det var velment. Nogen havde valgt at lægge flere skoler sammen. Måske fordi der var overraskende få børn. Den sidste dag jeg havde nødpasning, var jeg i løbet af dagen sammen med 4 børn, 1 mor, 3 pædagoger, 2 rengøringsassistenter, 2 TAP’er, som hentede mælk til kaffen, en leder og en lærer, som bare lige kom forbi. Med andre ord, så havde jeg kontakt med 14 mennesker for at passe 2 børn fra vores skole. Helt sikkert velment organiseret, men i praksis var det virkelig mærkeligt. 

Samtidig med nødpasning kastede vi os frygtløst ud i  hjemmeundervisningen. Og så var der undervisning på videomøder. Det fungerede for nogle klasse, men for andre druknede det i forældre som desperat forsøgte, at få lyd og billede til at virke, børn som gemte sig, fordi det hele var lidt underligt, nogle der skrev:  “krwwwwauiii”,  “tsedfg” og “prut” i chatten, andre viste deres bamser og legetøj frem og resten grinede højt og inderligt af al det sjove deres klassekammerater fandt på. Det var lidt kaotisk og virkelig sjovt, men måske ikke så effektiv, som skolen kunne ha’ ønsket sig.

Vi bekymrede os om de børn, som vi frygtede kunne have det svært og glædede os over de mange familier med overskud til at nyde nærheden og de uendelige lange dage sammen.

Vi ringede rundt til børn for at høre, hvordan de havde det. Nogle af dem svarede høfligt, andre var generte og få var ligefremme og lød præcis som sig selv. Men en telefonsamtale er så langt fra de samtaler og den forbindelse man normalt kan ha’ med børnene.

Forældrene arbejde hjemmefra samtidig med at de passede deres egne børn og hjalp med online undervisning. Flere forældre udtalte nu offentligt deres næsegrus beundring for pædagog- og lærerfaget. Nogle enkelt gik så vidt, som til at foreslå markante lønstigninger. Mig bekendt var der ingen som sagde dem imod.

Vi lavede understøttende undervisning online og SFOens coronakanal på Skoletube. Den fyldte vi med film hjemmefra om reparation af gamle biler, guitarspil og en sang om at savne sit arbejde, en motionsvideo, klip-dit-eget-gækkebrev, snoreleg og meget andet. Det var egentlig ikke fordi, der manglede ideer til faglige og kreative forløb på nettet. Men vi lavede det for at på en eller andet måde, at holde kontakt med vores SFObørn. Hvor mange børn, der så rent faktisk var inde på kanalen, er der vist ingen der ved.

Søren og Mette tonede igen frem på fjernsynsskærme overalt i stuerne. Pludselig måtte små og mindre børn vende tilbage til institutioner, skole og SFO og deres pædagoger og lærere fulgte med. Forældrene kunne nu arbejde hjemmefra uden at blive forstyrret.

Da vi vendte tilbage lignede skolen et stort gerningsted med afspærringsbånd og skilte som viste hvor man måtte gå og at forældre ikke måtte komme ind på skolen. Der var skoleskemaer fyldt op med håndvask og den reelle undervisningstid var helt nede på 2 x 45 minutter om dag. Lokalerne var andre end dem vi plejede at være i, alt var pakket væk, selv skolebøgerne. Legepladsen var delt op, så hvert hold fik deres lille del. Vi arbejde nu sammen med få kollegaer. Det tværfaglige samarbejde blev pludselig meget tæt.

Rengøringen virkede tilfældig og mangelfuld, ikke anderledes end det plejede at være, pludselig var den bare livsvigtig. Men man får hvad man betaler for og i mange år har rengøring bare skulle være billigere og billigere og på papiret ser det sikkert fint ud med udlicitering, egenkontrol og skemaer. Men det bliver desværre hverken gulve eller toiletter rene af.

Reglerne og retningslinier var der masser af. Børnene skulle holde 2 meters afstand, de måtte ikke røre ved de samme ting, måtte kun lege med de 4-5 samme børn og skulle helst være udenfor det meste af tide. Det var og er fornuftige og gode retningslinier. Problemet er bare, at de ikke lod sig udføre i praksis. Så længe børnene sad på deres plads i klassen var der 2 meter til nabobordet, men bare et barn rejste sig for at gå på toilettet var det umuligt at holde afstand. Desuden er børn jo heldigvis børn, som glemmer regler og bare gerne vil lege med hinanden, også dem de ikke er i legegruppe med.

Retningslinierne er lavet bag skriveborde for at sikre, at man gør det rigtige. Men når det ikke kan lade sig gøre i praksis er det endnu engang pædagoger og andre gæve folk på gulvet, som står med ansvaret for at udføre arbejdet, som ikke er muligt. Det er set før, når der skæres voldsomt i budgetterne.

Men pludselig bliver det også til hverdag og bekymringen om det var os, der skulle smittes for at landet kunne opnå flokimmunitet svinder. Vi nyder at være på arbejde, de små hold og legegrupper, at man har tid til alle, at man hver dag kan have undervisning udenfor, at børnene virkelig er begejstrede for at være tilbage i skolen og at konfliktniveauet et utroligt lavt. Måske er det ikke så dårligt, at få lov til at savne sin hverdag lidt. 

12 ting man (indtil videre) kan tage med sig fra coronatiden:

1 Hvilke faggrupper, der er uundværlige. Fx sundhedspersonale, pædagoger og lærere.

2 Rengøring er livsvigtig og den udliciterede rengøring er simpelthen ikke god nok. 

3 Børn og unge kan godt li’ deres skole og SFO og det kan deres forældre også.

4 Pædagoger holder virkelig meget af deres arbejde.

5 Undervisning udenfor er godt.

6 Børn er virkelig nogle seje størrelser, men de kan ikke holde 2 meters afstand.

7 Digital undervisning er et fint supplement, men bestemt ikke kan erstatte den traditionelle af slagsen.

8 10 børn er måske den ideelle klassestørrelse.

9 At regler og retningslinier skal fungere i virkeligheden, ikke bare på papir.

10 Hvor meget man savner sine kollegaer og hvor glad man bliver for at arbejde sammen med lærere.

11 Hvor meget man savner at snakke med forældrene om stort og småt.

12 Der er offentlig opbakning til lønstigninger for pædagoger.

Artiklen er bragt i Århus Pædagoger 02 2020 side 4-5 https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2020/aap20-02-high/