Om inklusion i folkeskolen og en lille bitte smule om klasserumsledelse.

Sorø-mødet 2020.

Det er vist ikke særligt tit, at pædagoger ligefrem er inviteret med til Sorø-mødet. Det er mest direktører, forskere, erhvervstopfolk, embedsmænd, formænd for større interesseorganisationer, fagforeningsspidser og folketingspolitikere, som inviteres, Men netop i år var vi 11 ganske almindelige pædagoger, som var inviteret med. 11 skolepædagoger for at være helt nøjagtig, for årets tema var: Inklusion i folkeskolen.

Det er svært ikke at blive imponeret, bare sådan en lille bitte smule, når man går ind af alléen til Sorø Akademi. Stedet emmer af historie og traditioner og ligner bestemt ikke den skole jeg normalt arbejder på. Det er nemlig en gedigen forstadsfolkeskole fra en gang i 70’erne. Det er sådan én med røde mursten, både ude og inde og med flat tag, så den matcher skoledistriktets nærmest uendelige parcelhuskvarter.

Sorø Akademi er altså noget helt andet. Der er højt til loftet, funklende lysekroner, stuk og overdådige udsmykning, udskåret træværk og enorme portrætter af konger og andet godtfolk. Selve mødet fandt sted i den store festsal og TV kameraer og journalister var på plads allerede længe inden salen blev fyldt. Det startede på bedste højskolemaner med en sang og så kom oplægsholderne på banen. De var lige så broget en flok, som os, der lyttede til dem. 

Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal talte om inklusionsindsatsen. Den norske professor Thomas Nordal talte om de overordnede udfordringer med faglighed og trivsel blandt børn med særlige behov. Centerchef ved nationalt videnscentre om udsatte børn og unge Janne Hedegaard Hansen talte om udfordringer og muligheder i de fagprofessionelles samarbejde om at udvikle en mere inkluderende skole. Anne Vang, som bl.a. er formand for Børne- og Kulturchefforeningen talte om økonomi, organisering og inklusion. Der var i det hele taget mange spændende bud og vinkler på folkeskolens udfordringer i arbejdet med inklusion og på hvordan vi løser det.

Lærerne Vinnie Albrechtsen og Benedikte Valbjørn Skov fra Stenderup Skole talte om indsatsen for at skabe inkluderende læringsmiljøer og senere fortalte skoleleder Marco Damgaard om at lykkes med integration af tosprogede børn. Og så var det som om salen vågnede lidt op. Pludselig blev det konkret, pludselig handlede det om den pædagogiske og didaktiske praksis og der var endda også billeder af børn. Dem det hele i virkeligheden burde handle om.

Ind i mellem oplæggene var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til oplægsholderne. Pernille Rosenkrantz-Theil styrede slagets gang, så enhver skolepædagog, der nogensinde har stået alene med understøttende undervisning, ville være imponeret. Det kan man kalde klasserumsledelse. Men hvis sandheden skal frem, så var vi måske også lidt lettere at styre end 3.C. Du ved, den klasse med et enkelt barn med autisme, et par udadreagerende børn, et par stykker med en hård baggrund og mindst en med diagnostiseret ADHD. Og så er der selvfølgelig dem, som ikke er diagnostiseret endnu. Ja og så de to, som har brug for særlig sproglig støtte. 

Ikke desto mindre, så gjorde hun det godt, vores undervisningsminister.

Når det nu handlede om inklusion i folkeskolen, så kunne det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger og lærere godt ha’ fyldt lidt mere. Det blev også nævnt af flere forskellige. Der var dog en enkelt fagforeningsformand, som fik sagt to-lærertimer imponerende mange gange. Det kunne man så nemt hidse sig lidt op over, men man kunne også besinde sig og så gøre opmærksom på den ønskede adfærd. Nøjagtig som man ville ha’ gjort i 3.C. Så jeg rejste mig og takkede Marco Damgaard for at fremhæve pædagog/lærersamarbejdet og hvad det samarbejde kan for skolens rummelighed og vores fælles børn.

Der blev stillet mange spørgsmål, spørgsmål, som kan synes mere eller mindre relevante ift det daglige arbejde i skolen. Og der var ikke mange konkrete svar, men Rosenkrantz-Theil slog dog fast, at man gerne måtte spørge til økonomi og at skolereformen skal rettes til. Den skal ikke erstattes af en ny reform. Det er jeg i al hemmelighed en smule lettet over. Ikke fordi skolereformen er fantastisk, tværtimod, men fordi jeg tydeligt kan huske, hvilket kaos og hvilken usikkerhed det affødte, at ændre folkeskolen så drastisk. Så hellere rette tingene til henad vejen. Det kan i det mindste give arbejdsro, så både lærere og vi skolepædagoger kan få mulighed for at gøre vores arbejde ordentligt.

Og så er jeg forresten ikke et øjeblik i tvivl om, at skolepædagoger er med til at gøre folkeskolen mere rummelig og børnene gladere for at gå i skole. Så må vi jo bare håbe, at der er andre, som også kan få øje på det, fx en undervisningsminister. 

Tak til Pernille Rosenkrantz-Theil for at synes, at skolepædagoger hører med, når inklusion i folkeskolen skal drøftes. Og tak til BUPL for at en af de pædagoger blev mig.

Faktabokse:

Sorø Akademi. 

Biskop Absalon (Jeps, ham som skulle ha’ grundlagt København) havde også en finger med spillet da Sorø klosterkirken og klosteret blev opført i 1162. Efter reformationen blev det skole for lutherske præster. Frederik 2. oprettede en kostskole for “adelige og borgerlige” drenge. Christian 4. grundlagde i 1623 også det adelige Ridderakademi og Sorø Akademi huser i dag statsgymnasiet Sorø Akademis Skole, som både har kostelever og dagelever. Den nuværende hovedbygning er fra 1827. Kilde: Den Store Danske.

Sorø-møderne

Stærkt inspireret af højskolebevægelsen afholdt den daværende undervisningsminister Bertel Haarder det første Sorø-møde i 1983. Siden har fungerende undervisningsministrer inviteret til Sorø-møder. Temaet varierer fra år til år. Det har fx været: “Skolen for livet, remtrækket til virkeligheden” (2007), “Uddannelser og udfordringer til alle” (2010), “Erhvervsuddannelser og vækst” (2011), “Børn og unge -godt på vej” (2015), “Dagtilbud” (2016) og “Dannelse i den globale verden” (2017).

-mødet 2020. Om inklusion i folkeskolen og en lille bitte smule om klasserumsledelse.

Det er vist ikke særligt tit, at pædagoger ligefrem er inviteret med til Sorø-mødet. Det er mest direktører, forskere, erhvervstopfolk, embedsmænd, formænd for større interesseorganisationer, fagforeningsspidser og folketingspolitikere, som inviteres, Men netop i år var vi 11 ganske almindelige pædagoger, som var inviteret med. 11 skolepædagoger for at være helt nøjagtig, for årets tema var: Inklusion i folkeskolen.

Det er svært ikke at blive imponeret, bare sådan en lille bitte smule, når man går ind af alléen til Sorø Akademi. Stedet emmer af historie og traditioner og ligner bestemt ikke den skole jeg normalt arbejder på. Det er nemlig en gedigen forstadsfolkeskole fra en gang i 70’erne. Det er sådan én med røde mursten, både ude og inde og med flat tag, så den matcher skoledistriktets nærmest uendelige parcelhuskvarter.

Sorø Akademi er altså noget helt andet. Der er højt til loftet, funklende lysekroner, stuk og overdådige udsmykning, udskåret træværk og enorme portrætter af konger og andet godtfolk. Selve mødet fandt sted i den store festsal og TV kameraer og journalister var på plads allerede længe inden salen blev fyldt. Det startede på bedste højskolemaner med en sang og så kom oplægsholderne på banen. De var lige så broget en flok, som os, der lyttede til dem. 

Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal talte om inklusionsindsatsen. Den norske professor Thomas Nordal talte om de overordnede udfordringer med faglighed og trivsel blandt børn med særlige behov. Centerchef ved nationalt videnscentre om udsatte børn og unge Janne Hedegaard Hansen talte om udfordringer og muligheder i de fagprofessionelles samarbejde om at udvikle en mere inkluderende skole. Anne Vang, som bl.a. er formand for Børne- og Kulturchefforeningen talte om økonomi, organisering og inklusion. Der var i det hele taget mange spændende bud og vinkler på folkeskolens udfordringer i arbejdet med inklusion og på hvordan vi løser det.

Lærerne Vinnie Albrechtsen og Benedikte Valbjørn Skov fra Stenderup Skole talte om indsatsen for at skabe inkluderende læringsmiljøer og senere fortalte skoleleder Marco Damgaard om at lykkes med integration af tosprogede børn. Og så var det som om salen vågnede lidt op. Pludselig blev det konkret, pludselig handlede det om den pædagogiske og didaktiske praksis og der var endda også billeder af børn. Dem det hele i virkeligheden burde handle om.

Ind i mellem oplæggene var der mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til oplægsholderne. Pernille Rosenkrantz-Theil styrede slagets gang, så enhver skolepædagog, der nogensinde har stået alene med understøttende undervisning, ville være imponeret. Det kan man kalde klasserumsledelse. Men hvis sandheden skal frem, så var vi måske også lidt lettere at styre end 3.C. Du ved, den klasse med et enkelt barn med autisme, et par udadreagerende børn, et par stykker med en hård baggrund og mindst en med diagnostiseret ADHD. Og så er der selvfølgelig dem, som ikke er diagnostiseret endnu. Ja og så de to, som har brug for særlig sproglig støtte. 

Ikke desto mindre, så gjorde hun det godt, vores undervisningsminister.

Når det nu handlede om inklusion i folkeskolen, så kunne det tværprofessionelle samarbejde mellem pædagoger og lærere godt ha’ fyldt lidt mere. Det blev også nævnt af flere forskellige. Der var dog en enkelt fagforeningsformand, som fik sagt to-lærertimer imponerende mange gange. Det kunne man så nemt hidse sig lidt op over, men man kunne også besinde sig og så gøre opmærksom på den ønskede adfærd. Nøjagtig som man ville ha’ gjort i 3.C. Så jeg rejste mig og takkede Marco Damgaard for at fremhæve pædagog/lærersamarbejdet og hvad det samarbejde kan for skolens rummelighed og vores fælles børn.

Der blev stillet mange spørgsmål, spørgsmål, som kan synes mere eller mindre relevante ift det daglige arbejde i skolen. Og der var ikke mange konkrete svar, men Rosenkrantz-Theil slog dog fast, at man gerne måtte spørge til økonomi og at skolereformen skal rettes til. Den skal ikke erstattes af en ny reform. Det er jeg i al hemmelighed en smule lettet over. Ikke fordi skolereformen er fantastisk, tværtimod, men fordi jeg tydeligt kan huske, hvilket kaos og hvilken usikkerhed det affødte, at ændre folkeskolen så drastisk. Så hellere rette tingene til henad vejen. Det kan i det mindste give arbejdsro, så både lærere og vi skolepædagoger kan få mulighed for at gøre vores arbejde ordentligt.

Og så er jeg forresten ikke et øjeblik i tvivl om, at skolepædagoger er med til at gøre folkeskolen mere rummelig og børnene gladere for at gå i skole. Så må vi jo bare håbe, at der er andre, som også kan få øje på det, fx en undervisningsminister. 

Tak til Pernille Rosenkrantz-Theil for at synes, at skolepædagoger hører med, når inklusion i folkeskolen skal drøftes. Og tak til BUPL for at en af de pædagoger blev mig.

Faktabokse:

Sorø Akademi. 

Biskop Absalon (Jeps, ham som skulle ha’ grundlagt København) havde også en finger med spillet da Sorø klosterkirken og klosteret blev opført i 1162. Efter reformationen blev det skole for lutherske præster. Frederik 2. oprettede en kostskole for “adelige og borgerlige” drenge. Christian 4. grundlagde i 1623 også det adelige Ridderakademi og Sorø Akademi huser i dag statsgymnasiet Sorø Akademis Skole, som både har kostelever og dagelever. Den nuværende hovedbygning er fra 1827. Kilde: Den Store Danske.

Sorø-møderne

Stærkt inspireret af højskolebevægelsen afholdt den daværende undervisningsminister Bertel Haarder det første Sorø-møde i 1983. Siden har fungerende undervisningsministrer inviteret til Sorø-møder. Temaet varierer fra år til år. Det har fx været: “Skolen for livet, remtrækket til virkeligheden” (2007), “Uddannelser og udfordringer til alle” (2010), “Erhvervsuddannelser og vækst” (2011), “Børn og unge -godt på vej” (2015), “Dagtilbud” (2016) og “Dannelse i den globale verden” (2017).

Artiklen er allerede bragt i Århus Pædagoger 02 2020 side 14-15

https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2020/aap20-02-high/