Sparer vi børnenes voksenkontakt væk?
Den betydningsfulde relation
”Helle!” En lille drengestemme skærer sig igennem virvaret af børnestemmer i fællesrummet. Vi er i en daginstitution i en forstad til Smilets By; en institution med mange børn, der har et svært liv. Abdul er en af dem, og det er ham, der kalder på mig.
Jeg har været Abduls kontaktpædagog siden han var 3 år. Jeg har tilbragt meget tid sammen med ham, og jeg har efter kærlig vedholdenhed fået etableret en tryg og tillidsfuld relation til ham, der ellers synes, at hele verden bare er ”Fuck!”.
Abdul er blevet 6 år og er startet i skole, og vi har sagt farvel. Nu står han så her i børnehaven og kalder på mig.
Jeg går over til ham, giver ham et knus og siger overasket: ”Hej Abdul. Hva´så?”. Han står der med sin fine, nye skoletaske, der er lidt for stor til hans lille ryg. Han er glad og stolt; er kommet for at vise mig sin skoletaske og penalhus. Der er flere børn, der stimler rundt om ham for at se. ”Se her Helle”, siger han og peger på de nyspidsede blyanter og viskelæderet, der dufter. Og vi kigger alle sammen og beundrer hans skolesager. Så pakker Abdul penalhuset sammen, får skoletasken bakset op på ryggen, siger ”Hej” og går ud af døren.
Og jeg er rørt. Det bliver jeg faktisk stadig, når jeg tænker på den dag med Abdul, selvom det er mange år siden.
Hvorfor?
Fordi jeg havde gjort en forskel. Jeg havde vist Abdul, at i børnehaven kan vi have tillid til hinanden, og vi kan stå frem og vise, hvem vi er, og hvad der betyder noget for os. Det er vigtige samspilserfaringer at have med i tasken, når man som 6årig drager videre ud i verden og gradvist skal vokse ind i det samfund, man skal være en del af.
De betydningsfulde pædagoger
Min historie om Abdul er ikke enestående eller speciel. Alle pædagoger kan fortælle lignende historier, hvor de med høj faglighed i deres pædagogiske praksis har haft en særlig betydning for børn i vuggestuen eller børnehaven. Hvor små tilkendegivelser fra barnet fortæller, at pædagogen er en betydningsfuld voksen: Når skoletasken skal vises frem for kontaktpædagogen i børnehaven, eller når yndlingsdukken derhjemme hedder det samme som vuggestuepædagogen på stuen.
Førskolebarnet tilbringer mange timer i daginstitution. Derfor er det så vigtigt, at barnet indgår i en tæt og kontinuerlig kontakt til en pædagog. Al moderne udviklingspsykologi peger faktisk på vigtigheden af, at barnet indgår i et tæt samspil med en voksen.
Kernen i det pædagogiske arbejde er under pres
I dag er jeg faktisk bekymret. Alle, der færdes i daginstitutionerne – forældre og personale kan se, at der bliver færre og færre pædagoger til flere og flere børn. For forældrene kan det skabe frustration og utryghed på deres børns vegne. Og for os pædagoger skaber det en endnu dybere bekymring for de kommende børnegenerationer. For hvad risikerer vi på sigt, når og hvis vi ikke har tid til det vigtige relationsarbejde med børnene?
Relationsarbejde kræver nemlig tid til at være nærværende overfor børnene.
Vi skal have tid til at høre om den nye, seje Spiderman, som Viggo fik i weekenden eller om Livs mormor, der har en hund, der siger ”Vov!” og er så blød at røre ved. Vi skal have tid til at hjælpe børnene med at lære at navigere i spændingsfeltet mellem at indgå i et fællesskab og samtidig insistere på at være et selvstændigt menneske med egne ønsker og behov.
Det forudsætter, at vi begynder at prioritere, at der ansættes flere pædagoger i daginstitutionerne.
