Pædagoger forhindres i at bryde den sociale arv i vuggestuerne

Et øjebliksbillede fra den pædagogiske front

”Av”! Jeg drejer hovedet for se, hvad der sker. Jesper græder højt, imens Ole ligger ovenpå ham. Ole er lige ved at komme til at bide Jesper i armen. Jeg råber: ”Stop!” og smider legoklodserne fra mig og iler over til dem. ”Ole, det må du ikke!”, siger jeg, imens jeg trøster Jesper og kigger efter en sut til ham.

 

Jeg får ro på tropperne, og Jesper falder til ro. Børnene var i gang med at lege med puderne på sofaen, og så gik det galt.

 

Ole har rigtig svært ved at se de andre børns intentioner og styre sine impulser, når han leger. Det har jeg spottet. Jeg er jo uddannet pædagog, og kan se, når et barn har problemer.

 

Det bedste pædagogiske svar på situationen nu er, at forsøge at få børnenes leg i gang igen med mig på sidelinjen. Så vil jeg kunne guide Ole i, hvad han kan sige og gøre i legen, så han på sigt kan finde ud af det selv. Det er bydende nødvendigt, at han lærer det. Ellers bliver det svært for Ole at få venner og være i et fællesskab –  også når han snart starter i børnehaven.

 

Men vi er to voksne på stuen – en medhjælper og jeg, og lige nu jeg er alene med 7 vuggestuebørn, og jeg er nødt til prioritere benhårdt.

Sofia på 1 år er sulten og skal ret snart have mad, og Jens hiver mig i buksebenet og vil vise mig en bil, og nu faldt Emil over tæppet, og ham må jeg også trøste.

 

Jeg beder Ole om at sætte sig ved bordet og tegne. Så længe han sidder der, kommer han ikke i konflikt med andre. Så må jeg vente med at guide ham i en leg til en anden gang. Jeg har simpelthen ikke tid nu.

 

Kunne det være en idé med et virkelighedstjek?

Forleden udtalte ministeren for videregående uddannelser, Morten Østergaard, at ”pædagoger skal have større faglig tyngde” og ”blive bedre til at spotte børn med særlige udfordringer”. Han fremhævede også betydningen af pædagogernes arbejde, når den sociale arv skal brydes. Udtalelserne faldt i forbindelse med den kommende reform af pædagoguddannelsen.

 

Et øjeblik blev jeg – der har fingrene solidt plantet i den pædagogiske bolledej – faktisk i tvivl om, hvorvidt Morten Østergaard befinder sig på en anden planet end mig?

 

Nedprioriteringen af det pædagogiske arbejde har sin pris

Man har fra politisk side de sidste mange år valgt, at over halvdelen af medarbejderne i en typisk vuggestue er ufaglærte medarbejdere. Ligeledes har man igennem årene truffet beslutningen om gradvist at barbere fuldtidspædagogstillingerne væk.

 

Det betyder med andre ord, at man har frataget vuggestuebørnenes adgang til en kontinuerlig, stabil kontakt med voksne, der er uddannet til at drage omsorg for dem, finde deres deltagelsesbaner i fællesskabet og udfordre dem i deres zone for nærmeste udvikling. De små børn er blevet frataget pædagoger, der hellere end gerne vil møde børnene med faglig tyngde men som i stedet oplever, at de uddannede medarbejdere bliver sparet væk!

 

Pædagoger kan udmærket spotte børn i børnegruppen, der falder udenfor det, man kalder normalområdet. Vi har taget en 3 ½ årig mellemlang uddannelse, der kvalificerer os til at se, når børn har særlige udfordringer.

Vi kan give detaljerede pædagogiske beskrivelser af barnets problemer, og vi kan fortælle, hvilke pædagogiske tiltag, vi vil kunne bringe i spil for at hjælpe barnet på ret kurs igen.

 

Problemet er bemandningssituationen!

 

Pædagogerne kan simpelthen ikke komme i spil med deres faglige kunnen, når der bliver færre og færre af os i vuggestuerne samtidig med, at flere børn proppes ind på stuerne.

Vi kan ej heller ikke komme i spil med den tidlige indsats, vi ved er så vigtig for de små børn, der har fået en skæv start på livet.

 

Det er bydende nødvendigt, at det pædagogiske arbejde i vuggestuerne opprioriteres.

Det kræver langt mere en reform af vores uddannelse. Det forudsætter, at de folkevalgte begynder at interessere sig for pædagogernes muligheder for at bringe deres faglige viden i spil også, når de er blevet uddannet!