Men det starter ved ungdommen

Jeg oplever, at unge i dag er blevet individualister, hvor det for det meste handler om egne behov – mig, mig, mig. Det sker på bekostning af et fællesskab og det bekymrer mig. Hvordan skal vi unge dog kunne stå imod arbejdsgiverne, hvis sammenholdet, som er vores stærkeste våben, smuldrer væk i mellem fingrene på os. Hvis ikke vi står sammen, bliver arbejdsgiverne bare endnu større spillere i gamet og leger rundt med os, som var vi marionetdukker, fordi vi giver dem lov til det!

Da jeg arbejdede som leder hos en fastfoodkæde i Odense, oplevede jeg, at det ikke var naturligt for de unge at træde til med en hjælpende hånd, hvis de kunne se, at kollegaen havde brug for det. De spurgte heller ikke, om de skulle hjælpe med noget. Derfor oplevede jeg også, at vi ikke længere stod sammen, når uretfærdigheden gik udover kollegaen. Vi stod ikke sammen, da vores ledere ikke gav os minimumstimerne, vi havde krav på. Vi stod ikke sammen, når vi blev talt ned til. Vi stod ikke sammen, da overenskomsten ikke blev overholdt. Jeg oplevede, at vi ikke hjalp hinanden, medmindre det gavnede os selv. Vi kiggede den anden vej for ikke selv at ende i en konflikt.

Men er det bare fordi, at vi er blevet egoister? Det tror jeg ikke.
Jeg tror det langt hen ad vejen nærmere handler om manglende oplysning om gode arbejdsforhold og hvordan man agerer i det. Derudover tror jeg også det handler om manglende oplysning om vores rettigheder samt, hvad vi burde og ikke burde finde os i. Men jeg tror også det bunder i, at vi unge mangler at kende værdien i et fællesskab og hvor langt fællesskabet kan tage os.

Jeg var lige blevet ansat som leder. Jeg fik 3 oplæringsvagter og blev ellers smidt ud i at åbne den her fastfood afdeling. Uden ledererfaring. En dag, 4 måneder senere, sad jeg til møde i ledelsen og endnu engang fik jeg smidt i hovedet, at vores arbejde ikke var godt nok. Vi skulle indgå i mere oplæring, men det skulle være frivilligt. Dét var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Men det var ikke det værste. 
Alle mine unge leder-kollegaer indvilligede uden den mindste kritik, men også uden at vide, at det var imod reglerne. Fordi jeg sagde fra, stod jeg ene og alene med angst for nu at miste mit job. 
Jeg var rasende, men jeg vidste også, at de var uoplyste om deres rettigheder. 

Det kan ikke være rigtigt at unge mennesker, der ønsker ordentlige løn- og arbejdsforhold skal gå og være bange for at miste deres job. Og det er heller ikke fair for unge mennesker, der ikke kender deres rettigheder, skal finde sig i at blive udnyttet.

Men det er ved ungdommen det starter. Vi bliver nødt til at være oplyste for at kunne bibeholde og bevare den sunde velfærd, vi har i dag. Den sunde velfærd vores forældre og bedsteforældre har kæmpet så hårdt for! Men ungdommen kan ikke gøre det alene, vi behøver hjælp! 
Vi behøver hjælp fra vores familier. 

Så kære mor og far.
Vi har brug for at I sætter jer ned og tager snakken med os omkring vores første fritidsjob. Vi har brug for, at I finder tiden til at forklare os om vores rettigheder. Vi har brug for, at I hjælper til og støtter os, når det hele synes uoverskueligt og uretfærdigt udenfor jeres trygge rammer.
Vi har brug for at I guider os i, hvordan vi finder tilbage til at stå sammen side om side, så vi opnår en tryg og retfærdig fremtid på arbejdsmarkedet og derved gør velfærden endnu bedre end den er.

Vi regner med jer og håber, at I har lyst til at bidrage med at vores fremtid ser lys og retfærdig ud.

Sammen er vi stærkere

På forhånd tak