Kære Mette Frederiksen: Her er noget at arbejde med, når du taler om en nærhedsreform!
Klokken nærmer sig 15 og endnu en arbejdsdag er ved at slutte, både for mig og for de borgere, der arbejder på det værksted, hvor jeg er ansat som socialpædagog og hvor borgere med psykiske og fysiske handicaps, hver dag går på arbejde.
En af mine borgere kommer hen til mig, stiller sig på den anden side af skrivebordet og står bare og venter. Mine fingre arbejder hurtigere og hurtigere for at få tid til at kigge op, da han spørger ” Hvad laver du?”. Jeg fortæller, jeg lige skriver lidt og henviser ham til at gå i garderoben og finde jakke, taske mv. og gøre klar til taxaen henter ham, for at køre ham hjem. Jeg fortsætter med at skrive og ligeså stille går mine borgere hjem, alt imens jeg fortsætter med at skrive løs. Jeg sidder på vores lille kontor foran computeren, hvor jeg er i fuld gang med at dokumentere dagens arbejde for nogle af de 28 borgere, jeg dagligt er med til at beskæftige.
I mit job som socialpædagog arbejder vi nemlig med individuelle mål indenfor områder som sundhed, kommunikation, beskæftigelse og socialt liv. Det er også blevet sådan, at hvis noget ikke er dokumenteret, ja så er det ikke sket. Løbende skal jeg dokumentere at jeg rent faktisk udfører det arbejde, jeg er bestilt til og at det foregår med klare referencer til borgerens individuelle mål.
Der er 28 borgere på “mit” værksted! Mit vigtigste arbejdsredskab som socialpædagog er mig selv, jeg er uddannet til at arbejde med udvikling, sundhed og trivsel gennem relationen til den enkelte borger og med den pædagogfaglige ballast jeg har, så ved jeg hvilken betydning nærvær og anerkendelse, har for den relation jeg har til hver enkelt borger. Det er det der skaber kvalitet i mit arbejde og det er det, der giver mit arbejde værdi. Med de konstant stigende krav til dokumentation, fjerner jeg mere og mere af mit vigtigste arbejdsredskab, fra de borgere der har allermest brug for mig!
Nogle dage vælger jeg bare at lade computer være computer. Jeg tager mig tid til at runde dagen af, jeg samtaler om, hvad der er sket i dag, om hvad vi skal lave i morgen, vender stort og småt af det, der har betydning for den enkelte borger. Jeg følger op på, hvordan det er gået med de aftaler, vi har lavet, glæder mig sammen med borgerne til vi ses i morgen og jeg sender mine borgere ud af døren med den varme og det nærvær, der skal kendetegne mig i mit arbejde. Et arbejde hvor relationen danner grundlag for trivsel og vækst.
Så, kære Mette.
Når der tales om nærhed i det socialpædagogiske arbejdsfelt og tillid til at vi løser kerneopgaven, så synes jeg du skal kigge nærmere på, hvor meget dokumentation, der er meningsfuld. Især skal du kigge på, hvor meget dokumentationsarbejde, der mest af alt er meningsløst og tidsrøvende, set i sammenhæng med den kerneopgave, vi er ansat til og allerhelst vil løse som socialpædagoger. Tænk hvis mit arbejde tog udgangspunkt i at I har tillid til, at jeg konstant – og til tider i hæsblæsende tempo arbejder med det, jeg er uddannet og ansat til – nemlig at skabe tryghed og trivsel blandt de borgere, der ikke kan selv.
Jeg ved godt, hvilken socialpædagog mine borgere får mest ud af at være sammen med. Jeg ved også godt hvilken socialpædagog jeg helst vil være!
