Mine elever er ikke en flygtningestrøm
Mine tosprogede elever er ikke en flygtningestrøm. De er børn og de har drømme og håb. De fjoller, de græder og de elsker at lege.
Mine tosprogede elever bliver svigtet. De får ikke den undervisning, de har behov for. De økonomiske rammer tvinger mig til at prioritere mellem eleverne. Hvem skal have hjælp – og hvem skal ikke?
En af mine elever kom hertil fra et land i krig. Hun blev sat ind i 2. klasse uden støtte. Bogstaverne og læseretningen kendte hun ikke. Hun så på billederne og de andre børns bøger og gættede sig frem til, hvilken vej bogen skulle vende. Jeg ved ikke, om hun en dag får en uddannelse.
En anden elev er efter kun et år i Danmark kommet ind i en helt almindelig folkeskoleklasse. Det faglige niveau er højt og hun kan ikke følge med. Hun taler kun lidt dansk, og hun forstår ikke, hvad lærerne siger i undervisningen. I hendes hjemland var undervisningssystemet brudt sammen. Hun har fået tildelt 3 lektioner om ugen i dansk som andetsprog som den eneste hjælp. Jeg er bange for, at hun ikke kan klare eksamen efter 9. klasse. Jeg er bange for, at vi taber hende.
Vi har for få ressourcer og for mange elever, der har behov for hjælp. Vi prioriterer. Vi vælger de børn fra, der alligevel aldrig vil nå målet. Vi vælger de mindste elever fra, fordi der er flere år til at nå målet i. Vi vælger de elever fra, der har et højt fravær eller som mangler motivation til at lære. De elever vi vælger til, får en time – eller 3 om ugen.
Jeg er fast gæst på ledelsens kontor. Jeg argumenterer. Jeg raser. Jeg kæmper for, at et ganske bestemt barn ikke skal blive valgt fra. Nogen gange er jeg ved at græde i afmagt. Hvad skal jeg som tosprogskoordinator sige til klasselærerne, når deres elev bliver valgt fra? Hvordan skal jeg se eleverne og deres forældre i øjnene, når jeg siger nej?
Min ledelse siger; at vi kun har de ressourcer vi har – også når der kommer nye tosprogede til skolen. Min ledelse har ret – desværre.
Mine tosprogede elever ligner skolens andre elever, de kan lide at spille fodbold, de kan lide at læse om dyr og pigerne kan lide næsten alt, så længe det er lyserødt og med glimmer. De kan sagtes blive dygtige medarbejdere hos statoil eller Novo. De kan blive dygtige lærere eller pædagoger. Det kan de, hvis flertallet i kommunalbestyrelsen vælger at afsætte de helt nødvendige midler til sprogundervisningen. Det er kommunerne der fastsætter budgettet. De elever, jeg ikke kan nå at hjælpe, når jeg ikke på baggrund, af de beslutninger byrådet når frem til.
Det er derfor kommunerne der er ansvarlige, når vores flygtningebørn falder igennem og ikke klarer sig. Det er kommunernes ansvar, men børnene der må leve med de følger den manglende prioritering får.
På mandag skal jeg på arbejde igen. På mandag skal jeg igen overveje hvem der skal modtage hjælp og hvem der skal sidde i klassen uden at vide om læsebogen skal vende den ene eller den anden vej. Jeg blev ikke lærer for at vælge børn fra, jeg blev lærer for at vælge dem til. Jeg vil godt have lov til, at blive den lærer jeg blev uddannet til at være. Giv mig rammerne, så sørger jeg selv for resten.
