Something is rotten in the state of Denmark

I USA har de den amerikanske drøm. Drømmen om at ens børn får mere succes i livet end en selv og samtidig en blind tro på at, hvis du er flittig og villig til at knokle, så kan du arbejde dig op og få succes. Der er en blind tro på at den sociale mobilitet er mulig. I USA har denne tanke for det meste været en drøm. En smuk tanke, som pga. deres uddannelsessystem, private colleges og universiteter aldrig har haft hold i virkeligheden. Donald Trump ville have sagt at ”the system is rigged”.

I Danmark har vi aldrig talt om den danske drøm. Dog har vi i Danmark kæmpet os frem til via SU og gratis adgang til uddannelser på alle niveauer, en stor grad af social mobilitet. Det har faktisk været muligt at arbejde sig op fra lagerarbejder til forsker på et universitet via vores uddannelsessystem. Ser vi bort fra den sociale slagside, har man i Danmark faktisk haft mulighed for at udleve den amerikanske drøm. Det er muligvis dette system der gør mig allermest stolt af at være dansker.

Desværre er danske politikere gået i gang med en proces. “Something is rotten in the state of Denmark”, som William Shakespeares Hamlet udtrykte det. Det har længe været en del af den offentlige debat at SUén skulle forringes.  Den samme mand, som har svært ved at betale sit eget undertøj, forslog tilbage i sommers at SU systemet skulle reformeres. Mindre stipendium og mere lån var mottoet. Kort sagt skulle det system som resten af verden beundrer, forringes og de kommende studerende skulle have mere studiegæld. Der var en ide om at de studerende havde masser af penge og brugte deres SU på dyre cafebesøg. Forslaget var naturligvis absurd og i den grad med til at forringe den sociale mobilitet i Danmark og ramme mønsterbrydere.

Et andet tiltag, som i den grad skaber mere ulighed og forringer den social mobilitet er forringelserne på landets produktionsskoler. Den nyligt forhandlede finanslov mellem Venstre, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti, sikrede udover en symbolsk besparelse på kommende bilkøberes bilafgift også et nyreslag til landets produktionsskoler. Eleverne får her en lønnedgang på helt op til 60 %. Produktionsskolerne er et tilbud til unge, som ikke har forudsætningerne for at gå i gang med en ungdomsuddannelse. Skoledagen er praktisk og gør at eleverne bliver gjort uddannelsesparate. De arbejder og får en fair løn for det. Forringelserne på landets produktionsskoler kommer til at gå ud over dem, som Danmark netop er forpligtet til at skulle løfte. Venstre har udtalt, at de unge jo bare kan tage et lån i banken.

Et tredje tiltag, som også er med til at forringe den sociale mobilitet er en ny aftale mellem Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Det er nu ikke længere muligt for en sygeplejerske at studere til læge. Det er ikke længere muligt for en lærer eller pædagog at starte på universitet og læse historie.

Et forringet SU system. Dårligere forhold på landets produktionsskoler og muligheder for at skifte retning i livet og tage en uddannelse til, er alt sammen med til at forringe Danmarks sociale mobilitet, understøtte den stigende ulighed og igen er det den kommende generation, som kommer til at stå dårligere end den nuværende. I fremtiden vil de unge tale om den amerikanske drøm. De vil have glemt alt om, at det faktisk var muligt i Danmark. Jeg selv vil som Hamlet tænke ”something rotten in the state of Denmark”.